Overblik: Disse politikere må forlade Folketinget

Flere fremtrædende folketingsmedlemmer og en minister er ikke blevet genvalgt. Få overblikket her. 

Hverken udenrigsminister Jeppe Kofod (S), Marcus Knuth (K) eller Rasmus Helveg Petersen (R) opnåede genvalg ved valget. Her er de til en mindeceremoni i Georgien i marts 2022.
Hverken udenrigsminister Jeppe Kofod (S), Marcus Knuth (K) eller Rasmus Helveg Petersen (R) opnåede genvalg ved valget. Her er de til en mindeceremoni i Georgien i marts 2022.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Redaktionen

Danskerne har stemt og mandaterne er fordelt. En række partier går tilbage og et taburetskifte skal derfor finde sted i Folketinget. 

I takt med de personlige stemmer bliver talt op, giver Altinget et overblik over, hvem der ryger ud af Folketinget.

Socialdemokratiet

 

Jeppe Kofod

Selvom Jeppe Kofod har været landets udenrigsminister i mere end tre år, var det ikke nok til at sikre ham et af Socialdemokratiets syv mandater i Sjællands Storkreds. Udover hans medministre Kaare Dybvad Bek, Magnus Heunicke og Astrid Krag, gik pladserne til Mette Gjerskov, Rasmus Horn Langhorff, Frederik Vad og Kasper Roug. Jeppe Kofod var ikke valgt til Folketinget. Han blev hentet ind i regeringen fra en tilværelse som medlem af Europa-Parlamentet. Han var medlem af Folketinget fra 1998 til 2007.

Tanja Larsson

45-årige Tanja Larsson har siddet i Folketinget siden 2019 og været Socialdemokratiets Færøerne, ø- og landdistriktsordfører. Hun er uddannet fysioterapeut, og opnåede ikke genvalg i Sjællands storkreds. 

Lars Aslan Rasmussen

Den 44-årige Lars Aslan Rasmussen, der har været medlem af Folketinget siden 2016, er ikke blevet valgt ind i Københavns Storkreds. Han har indtil nu været ligestillingsordfører, indfødsretsordfører og LGBT+-ordfører.

Maria Gudme

33-årige Maria Gudme har været i Folketinget siden maj 2022, hvor hun overtog mandatet fra Nick Hækkerup. Hun har været en af initiativtagerne til MeToo-bevægelsen 'Enblandtos' og udgav i den forbindelse debatbogen 'Feministisk kampskrift' med Camilla Søe i oktober i år.

Daniel Toft Jakobsen

44-årige Daniel Toft Jakobsen har siddet i Folketinget siden 2015 og senest været handicap- og udviklingsordfører. Han opnår ikke genvalg i Østjyllands storkreds, hvor han har fået 3.661 personlige stemmer sammenlignet med 4.615 personlige stemmer i 2019.

Venstre

Kristian Pihl Lorentzen

61-årige Kristian Pihl Lorentzen har været medlem af Folketinget siden 2007, hvor han blev valgt for første gang. Han har i en årrække været Venstres transportordfører, og i foråret var han med til at forhandle en stor og bred infrastrukturaftale på plads. Pihl Lorentzen var opstillet i Vestjyllands Storkreds, men her gik de tre mandater til Søren Gade, Thomas Danielsen og Mads Fuglede.

Carsten Kissmeyer

69-årige Carsten Kissmeyer har siddet i Folketinget for Venstre siden 2018, hvor han kom ind som afløser for Esben Lunde Larsen. Han har tidligere været borgmester i Ikast kommune fra 2002-2017. I denne valgperiode har han været ordfører for og næstformand for klima- energi- og forsyningsudvalget. 

Eva Kjer Hansen

58-årige Venstre-veteran Eva Kjer Hansen blev ikke genvalg i Sydjyllands Storkreds. Hun har siddet i Folketinget siden 1990 og har været minister under Fogh og Løkke - senest som minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde frem til valget i 2019.

Martin Geertsen

52-årige sundhedsordfører Martin Geertsen opnåede ikke genvalg i Københavns storkreds. Fra 2002-2007 var han kultur- og fritidsborgmester i Københavns kommune. Han har siddet i Folketinget af flere omgange men senest fra 2018, hvor han overtog Søren Pinds mandat. Venstres to mandater i storkredsen gik i stedet til Jan E. Jørgensen og europaparlamentsmedlemmet Linea Søgaard-Lidell.

Marlene Ambo-Rasmussen

36-årige Marlene Ambo-Rasmussen har været Venstres Social- og handicap-, familie- og trivselsordfører siden 2019, hvor hun kom i Folketinget.

Kim Valentin

59-årige Kim Valentin har været MF'er for Venstre siden 2019, hvor han blev valgt ind i Københavns omegns storkreds. Han har blandt andet være biblioteks-, Europa og EU-ordfører, men opnår ikke genvalg, da det eneste mandat i storkredsen går til Karen Ellemann. 

Heidi Bank

50-årige Heidi Bank har været medlem af Folketinget for Venstre siden 2019. Som tidligere ejendomsmægler har hun været partiets boligordfører. Hun blev dog ikke genvalgt i Østjyllands storkreds, hvor Venstres tre mandater gik til Jakob Ellemann-Jensen, Troels Lund Poulsen og Michael Aastrup.

Stén Knuth

58-årige Stén Knuth har siddet i Folketinget for Venstre siden 2019 og været partiets idrætsordfører. 

Anne Honoré Østergaard

41-årige Anne Honoré Østergaard har siddet i Folketinget for Venstre siden 2019 og blandt andet været partiets arbejdsmiljøordfører. Hun opnår ikke genvalg i Nordjyllands storkreds. 

Radikale

Mette FrederiksenRasmus Helveg Petersen

54-årige Rasmus Helveg blev første gang valgt til Folketinget i 2011. Han har tidligere været klima-, energi- og bygningsminister samt udviklingsminister. Da Radikale ikke har vundet et mandat i Fyns Storkreds, hvor Rasmus Helveg Petersen er opstillet, ryger han ud af Folketinget.

Mette FrederiksenKathrine Olldag

49-årige Kathrine Olldag blev valgt til Folketinget i 2019 i Sjællands Storkreds. I perioden har hun blandt andet været integrations-, udlændinge, og skatteordfører. Kathrine Olldag stillede denne gang op i Vestjyllands Storkreds, men da Radikale ikke vandt et mandat i denne kreds, må Kathrine Olldag forlade Folketinget.

Stinus Lindgreen

42-årige Stinus Lindgreen blev valgt til Folketinget første gang i 2019. Med en ph.d. i bioinformatik var han en af de eneste forskere i Folketinget, og det var også Stinus Lindgreen, der indtog rollen som formand for Epidemiudvalget under coronapandemien i 2021. Radikale fik imidlertid kun et mandat i Københavns Omegns Storkreds, og det gik til partiets leder Sofie Carsten Nielsen.

Anne Sophie Callesen

33-årige Anne Sophie Callesen har været kandidat siden 2016, men blev først valgt ind ved seneste valg i 2019. Hun har blandt andet været ordfører for menneskerettigheder, Europa og integration. Dog må hun forlade tinget nu, fordi mandatet i Sjællands Storkreds gik til Zenia Stampe.

Andreas Steenberg

39-årige Andreas Steenberg har siddet i Folketinget siden 2011, hvor han blev valgt ind i Vestjyllands Storkreds. I løbet af sin parlamentariske karriere har han blandt andet haft rollen som finansordfører og politisk ordfører for De Radikale. Men på grund af partiets dårlige valg fik de kun ét mandat i Østjyllands Storkreds, hvor han var opstillet. Det gik i stedet til Katrine Robsøe, og dermed må Andreas Steenberg sige farvel til Folketinget.

Susan Kronborg

54-årige Susan Kronborg blev midlertidigt medlem af Folketinget i 2021, da hun overtog Morten Østergaards mandat, efter han trak sig ovenpå en skandalesag. Hun var også opstillet Østjyllands Storkreds, hvor det ene mandat gik til Katrine Robsøe.

Christina Thorholm

58-årige Christina Thorholm har været medlem af Folketinget siden august 2021, hvor hun overtog Kristian Hegaards mandat. Hun har blandt andet været familie-, social- og ældreordfører.

Konservative

Britt Bager

56-årige Britt Bager blev valgt første gang til Folketinget i 2015 for partiet Venstre. Men i 2021 skiftede hun til Konservative, som hun også stillede op for ved dette valg. Hun var opstillet i Københavns Omegns Storkreds, men der fik Konservative kun ét mandat, og det gik til Rasmus Jarlov.

Marcus Knuth

56-årige Marcus Knuth har siddet i Folketinget siden 2015, hvor han blev valgt ind for Venstre i Sjællands Storkreds. Efter valget i 2019 skiftede han til Konservative, men fik ikke ved dette valg nok stemmer i Østjyllands Storkreds til at komme ind. I stedet får partiets klima- og erhvervsordfører Mona Juul mandatet.

Katarina Ammitzbøll

53-årige Katarina Ammitzbøll blev valgt til Folketinget for Konservative ved valget i 2019 i Østjyllands storkreds. Hun har blandt andet været EU-, energi- og forsyningsordfører.

Birgitte Bergman

55-årige Birgitte Bergman har været MF'er siden 2019 og blandt andet været kirke-, kultur-, medie- og ligestillingsordfører. Hun blev ikke genvalgt i Nordsjællands storkreds.

SF

Rasmus Nordqvist

47-årige Rasmus Nordqvist blev valgt ind for Alternativet i 2015, men meldte sig ud af partiet i 2020, da han tabte kampvalget om formandsposten til Josephine Fock. Som en del af SF's folketingsgruppe har han blandt andet været natur- og klimaordfører men opnåede ikke genvalg. 

Halime Oguz

52-årige Halime Oguz har blandt andet været SF's integrationsordfører, for hvem hun blev valgt ind i 2019.

 

Dansk Folkeparti

René Christensen

52-årige René Christensen har været medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti siden 2008, og i 2022 blev han udpeget som partiets gruppeformand. Da Dansk Folkeparti kun opnåede et mandat i Sjællands Storkreds, som partistifter Pia Kjærsgaard vandt, må René Christensen forlade Folketinget. 

Susanne Eilersen

58-årige Susanne Eilersen har siddet tre måneder i Folketinget for Dansk Folkeparti fra 1. august til 1. november 2022 - blandt andet som IT-ordfører.

Frie Grønne

Sikandar Siddique

36-årige Sikandar Malik Siddique blev valgt til Folketinget i 2019 for Alternativet. Siden stiftede han sammen med andre tidligere medlemmer af Alternativet til Frie Grønne. Partiet nåede dog ikke over spærregrænsen på to procent, og Siddique ryger derfor ud af Folketinget.

Susanne Zimmer

62-årige Susanne Zimmer blev valgt til Folketinget i 2019 for Alternativet. Siden stiftede hun sammen med andre tidligere medlemmer af Alternativet til Frie Grønne. Partiet nåede dog ikke over spærregrænsen på to procent, og Zimmer ryger derfor ud af Folketinget.

Flere markante politikere meddelte inden valget, at de ikke ønskede at genopstille. Se hele listen her.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

Kathrine Olldag

Spidskandidat (R), Vordingborg, politisk chef, Cirkulær, fhv. landsnæstformand, Radikale
cand.mag. (kunsthistorie og visuel kultur), diplom i offentlig ledelse

Søren Egge Rasmussen

MF (EL)
Tømrer (Frode Nielsens Tømrer og Snedkerforretning 1990), økologisk landmand (Den Økologiske Landbrugsskole 2002)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024