Trepartsforhandler fra kommunerne sygemeldt
Borgmesteren i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen, der også udgør den ene halvdel af KL's forhandlingsteam i trepartsforhandlingerne, er sygemeldt i foreløbigt tre uger.
Rikke Brøndum
Journalist og redaktørBorgmester i Halsnæs, Steffen Jensen (S), der samtidig forhandler på KL's vegne om lønstigninger til pædagoger, sosu'er og sygeplejersker i trepartsforhandlingerne, er sygemeldt i foreløbig tre uger på grund af overbelastning.
"Har det efter omstændighederne ok og glæder mig til at komme på højkant igen. Men jeg kan ikke være der for andre, eller i det job jeg har, hvis jeg ikke er der hundrede procent. Tak for forståelsen," skriver Steffen Jensen på Facebook.
Ifølge KL vil Michael Ziegler (K), der er formand for KL's Løn - og Personaleudvalg, indtil videre fortsætte forhandlingerne alene.
I mellemtiden overtager Helge Friis (S) Steffen Jensens arbejdsopgaver som fungerende borgmester i Halsnæs.
Trepartsforhandlingerne fortsatte tirsdag eftermiddag i Finansministeriet og ventes tidligst færdige i november.