Tidligere direktør for Dansk Affaldsforening bliver public affairs-rådgiver
Mikkel Brandrup bliver public affairs-rådgiver hos kommunikations- og reklamebureauet Advice. Han kommer fra en stilling som chefrådgiver hos Danske Regioner.
Lærke Møller Hansen
RedaktionsassistentTidligere direktør hos Dansk Affaldsforening Mikkel Brandrup har fundet vejen til kommunikations- og reklamebureauet Advice, hvor han ansættes som public affairs-rådgiver.
Det oplyser han på LinkedIn.
”Jeg glæder mig til at hjælpe virksomheder og organisationer med at bidrage til den udvikling, der er nødvendig, når det gælder energi, forsyning, produktion, forbrug og infrastruktur,” skriver han i opslaget.
Hermed vender Mikkel Brandrup tilbage til rådgiverbranchen efter en del år i organisationsverdenen, hvor han vil bruge sine kræfter på den grønne omstilling af samfundet set ud fra et strategisk, politisk og kommunikativt synspunkt.
Inden da har han beskæftiget sig med klima hos Danske Regioner, hvor han bestred stillingen som chefrådgiver indtil jobskiftet. Derudover har han været politisk chef hos Dansk Affaldsforening og arbejdet som chefrådgiver hos Operate.
Han tiltræder stillingen hos Advice 14. august.