Analytiker: EU-lande bejler til Afrika, men lysten bygger på egne behov

Den anden er beslægtet med den første pointe.

Her tydeliggøres det, at henholdsvis dansk og italiensk og dermed europæisk erhverv skal drage fordel af det tætte afrikanske samarbejde. Det skal give en økonomisk bonus på det europæisk kontinent at investere i det afrikanske kontinent.

Den tredje fællesnævner er migration. De nordafrikanske kystlinjer danner i vid udstrækning porten til Europa, og den europæiske migrationssituation er altså under afrikansk indflydelse. Den danske såvel som den italienske regering ønsker at forpligte afrikanske lande på migrationsspørgsmålet og vise de afrikanske lande, at det er i deres egen interesse, at migranter ikke afrejser fra deres land på deres vej til Europa.

Migration er Danmarks topprioritet

I den danske strategi er migrationsområdet et blandt flere samarbejdsområder. Men oprettelsen af ambassader i Tunesien, Rwanda og Senegal indikerer, at netop migrationsområdet er det væsentligste.

Rwanda har for den danske regering længe været kædet sammen med migrationsdagsordenen, mens Senegal er blandt de mest fremtrædende oprindelseslande for irregulære migranter.

Det vil sige migranter, der krydser landegrænser uden forudgående juridisk tilladelse. Tunesien er en fællesnævner i den danske og italienske plan såvel som i EU's blik mod Afrika. 

Den danske strategi vedbliver at virke i overskrifter som en hensigtserklæring, hvorimod de italienske visioner for det afrikanske kontinent stikker et spadestik dybere.

Alberte Bové Rud
Ph.d.-studerende, Diis

Meloni har besøgt Tunesien fire gange, siden hun tiltrådte sin post i oktober 2022. Det antal tangeres kun af hendes besøg til USA, og overgås kun af hendes mange rejser til Bruxelles. To af gangene har Meloni været akkompagneret af formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og Hollands nu forhenværende premierminister Mark Rutte.

Årsagen til besøgene har ved alle lejligheder været at knytte Tunesien tættere sammen med Europa og helt afgørende at tilføre stimuli til Tunesiens kollapsede økonomi, til gengæld for at tuneserne medvirker til at dæmme op for antallet af migranter, der rejser gennem Tunesien på deres vej til Europa.

I 2023 kom der rekordmange migranter over Middelhavet til Europa, kun overgået af flygtningestrømmene i forbindelse med den syriske borgerkrig. Størstedelen af de irregulære migranter kommer til Italien. Det skyldes en lang række grunde, ikke mindst geografiske og vejrlige forhold. Men det er alligevel særligt Melonis hovedpine at håndtere de store migrantstrømme.

Med en erklæret ambition om at sænke antallet af irregulær migration til Italien har Meloni et forklaringsproblem over for sin primære vælgergruppe på den yderste højrefløj. Efterhånden i årtier har italienske premierministre fremført deres sag for deres europæiske kolleger med ønske om, at migrationsituationen var et fælleseuropæisk anliggende, og lige så længe har italienske premierministre følt sig afvist eller belejligt ignoreret af EU-toppen. 

Meloni derimod kigger ikke længselsfuldt rundt på det europæiske kontinent for at finde allierede i kampen mod migration. Nu kigger hun på Afrika. Mattei-planen berører blandt andet infrastruktur, landbrug, teknologisk samarbejde, uddannelse og sundhedsvæsen, men disse emner er mestendels anledning til at flytte migrationsdagsordenen væk fra den italienske kystlinje og ned til den nordafrikanske. 

Danmark tøver, mens Italien handler

Den danske strategi vedbliver at virke i overskrifter som en hensigtserklæring, hvorimod de italienske visioner for det afrikanske kontinent stikker et spadestik dybere og med en lidt højere detaljegrad beskriver landets fremtidige ageren i Afrika.

Selvom også denne plan får kritik for hverken at være tilstrækkelig omfangsrig, ambitiøs eller realiserbar, kommer den italienske regering med bud på, hvor og hvordan italienske investeringer skal komme til nytte lokalt.

Indledningsvist skal der investeres omtrent 40 millioner kroner, der er fokuseret på ni pilotprojekter på tværs af hele kontinentet.

Den italienske ambition indeholder yderligere en dagsorden, der ikke er at finde i den danske. I forlængelse af Matteis arv ønsker italienerne, at Afrikas rige energiressourcer også skal føres mod Italien. Det trækker både tråde til brudte energiaftaler med Rusland og Italiens kronisk forpinte økonomi. 

Danmark understreger derimod, at energitransaktion skal flyde den modsatte vej, idet danske kompetencer med vedvarende energiressourcer skal virke i Afrika. 

Koloniale magtstrukturer dominerer relationer

I midten af det 19. århundrede kiggede europæiske stormagter sultent på Afrika, og omtrent 100 år senere havde de lagt beslag på størstedelen af kontinentet.

Med kolonialismens tilbagetog og øget afrikansk selvstændighed tegner sig et nyt landskab, som dog ikke er fri for ekstern indvirkning og interesse.

De tydelige egeninteresser skinner tydeligst igennem som motivation for de europæiske visioner for Afrika. 

Alberte Bové Rud
Ph.d.-studerende, Diis

De tidligere kolonimagter har fortsat stærke samarbejder i regionen, men samtidig tegner sig også en kraftigere afvisning og delegitimering af eksempelvis Frankrigs fortrinsret til deres tidligere kolonier.

I Mali bebrejdes Frankrig for at negligere sit ansvar både under sit koloniherredømme som i dag for landet og handle egenrådigt i landet. I Niger har man brudt sine diplomatiske forbindelser og aftaler til den forhenværende kolonimagt med omtrent samme begrundelse.

I de tidligere kolonimagters sted ønsker Rusland at yde indflydelse, ligesom Kina har det store checkhæfte med i deres charmeoffensiv. Men der er altså også europæiske alternativer til de tidligere dominerende koloniherrer, og her kommer blandt andet Danmark og Italien på banen.

Begge lande påkalder sig en uskyldsren kolonial fortid, selvom det åbenlyst er en hullet sandhed.

På Afrikas horn og i Libyen har man dårlige erfaringer med italienske kolonidrømme. Men det er heller ikke her, den italienske regering virkelig forsøger at indynde sig.

Som stikpille til Frankrigs ageren i sine tidligere kolonier, beskrev Meloni i 2022, at løsningen på Afrikas problemer ikke var at bringe afrikanerne til Europa, men at løsrive Afrika fra visse europæere, der vil udnytte kontinentet. Kolonialismens vakuum efterlader også muligheder for andre europæiske lande. 

Europa konkurrerer om Afrika 

I Danmarks ambitioner beskrives, at man fra europæisk og dansk side har interesse i, at Afrika foretrækker Europa som samarbejdspartner frem for Rusland og Kina. Men der er også en konkurrence internt mellem europæiske nationer.

Nok er der en fælles ambition, der spænder på tværs af EU, og som både kommer til udtryk i enslydende strategier fra Italien og Danmark og i EU-aftaler med for eksempel Tunesien. Men der er også en kamp mellem de europæiske lande, i forhold til hvem der får skabt de bedste aftaler, og hvem der dermed har mest at tilbyde afrikanerne.

Her optræder Danmarks visioner også i konkurrence med Italiens.

I anledning af Mattei-planens offentliggørelse afholdt Meloni et stormøde mellem italienske, europæiske og afrikanske interessenter.

Selvom topledere fra en række afrikanske lande deltog med interesse, bemærkede kommisionsformanden for den Afrikanske Union, Moussa Faki, at den italienske regering ikke havde fundet behov for at konsultere den Afrikanske Union i dens planlægning af strategien.

Dertil udtrykte han lakonisk håb for, at de store ord ville blive fulgt op med store handlinger. 

Disse forhold gør sig gældende for både den danske og italienske Afrika-dagsorden. Nok er ordlyden ændret og respekten for Afrika understreget, men de tydelige egeninteresser skinner tydeligst igennem som motivation for de europæiske visioner for Afrika.