Altinget logo
Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent

Nævenyttig værdikriger skal forvalte skandaleramt ministerie. Næppe det perfekte match, siger kommentator

Rasmus Stoklund har især markeret sig som en loyal operatør og en nævenyttig værdikriger i sine første år på Christiansborg. Ifølge Mette Frederiksen har han været så dygtig og vigtig for Socialdemokratiet, at han fortjener klapsalver og en plads på regeringsholdet. Jeg står foran en stejl læringskurve, lyder der fra den nye skatteminister.

Rasmus Stoklund overtager posten som skatteminister efter partifællen Jeppe Bruus, der i stedet skal være minister for den grønne trepart.
Rasmus Stoklund overtager posten som skatteminister efter partifællen Jeppe Bruus, der i stedet skal være minister for den grønne trepart.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Rasmus Stoklund var ikke bange for at tage affære, da det tidligere på året kom hans næse forbi, at Berlingske var på trapperne med en historie, der ville sætte hans chef i et dårligt lys.

To af avisens journalister var i færd med at skrive en artikel, hvori anonyme socialdemokrater luftede deres frustrationer over Mette Frederiksens europæiske udlængsel og ledelsesstil.

Men det ville Rasmus Stoklund, der dengang vikarierede som politisk ordfører, ikke stå model til.

Derfor ringede han på eget initiativ til 15 folketingsmedlemmer og ministre for at høre, om de ikke kunne ringe til Berlingske og hjælpe med at "nuancere" det "billede," der blev tegnet af statsministeren i avisen.

Jeg har personligt altid haft det godt med mange konservative, som jeg deler mange værdier med. I min studietid skrev jeg en blog, hvor jeg foreslog en SK-regering

Rasmus Stoklund (S)
Skatteminister

Operationen gik godt.

De kritiske stoppede og hele forløbet blev – ganske morsomt – oprullet af Berlingske og Ekstra Bladet, hvori Stoklund uden kvababbelser stod frem som bagmanden bag den koordinerede aktion.

Ifølge kilder i og tæt på partiet, som Altinget har talt med til dette portræt, er episoden værd at bide mærke i, hvis man skal forstå, hvorfor det blev netop Rasmus Stoklund, som Mette Frederiksen fiskede frem fra den socialdemokratiske folketingsgruppe, da hun i sidste uge skulle finde en ny skatteminister.

De påpeger alle, at der i Socialdemokratiet hersker en udbredt opfattelse af, at Mette Frederiksen har sat stor pris på Rasmus Stoklunds meget eksplicitte loyalitet overfor hende selv og det ofte udskældte SVM-projekt.

At han også tidligere har givet den i rollen som benhård og ofte udskældt udlændingeordfører, har kun gjort hans stjerne større i Mette Frederiksens sorte bog, lyder en udbredt analyse.

Hakkende skattemaskine

Uden problemer bliver transformationen fra ideologisk værdikriger til teknokratisk skatteminister dog næppe, vurderer en kilde.

Vedkommende påpeger, at Rasmus Stoklund under alle omstændigheder kommer til at få sin sag for i hans nye job i Skatteministeriet, der har en magnetisk tiltrækningskraft på skandaler og dårlige sager. På samme noteres på det, at den 40-årige socialdemokrat er skatteminister nummer 11 på 14 år.

Videre kan det blive et problem, at ministeriet står uden permanent departementschef, efter Jens Brøchner i juni skiftede til Erhvervsministeriet. 

Omvendt fremhæves det, at Stoklund med sin fortid som erhvervspolitisk chef i fagforbundet Dansk Metal har en bred og dyb indsigt i samfundsøkonomiske forhold.

Altingets politiske kommentator Erik Holstein vil dog se Rasmus Stoklund blomstre i rollen, før han tror det.

Han påpeger i en analyse i Altinget, at Skatteministeriet "næppe er det helt rigtige ministerium for en type som Stoklund".

"Han er en stærk værdikriger, og hans indsats på udlændingeområdet har været værdsat af Mette Frederiksen. Men i Skatteministeriet står den på drift for at få den hakkende skattemaskine til at køre".

Læs også

Han henviser blandt andet til, at skattevæsenet fortsat har store problemer med at få det nye system for ejendomsvurderinger til at fungere. Tidligere på året har DR afdækket, at der både har været problemer med vurderingerne og systemets evne til at opkræve den korrekte boligskat.

Rasmus Stoklund havde ikke stor lyst til at tale om konkrete sager på hans nye område, da Altinget mødte ham efter ministeroverdragelsen torsdag.

Men han anerkendte, at han hurtigt skal vænne sig til "en ny rolle," og at han står foran en "stejl læringskurve".

"Den væsentligste forskel er nok, at det er en lidt anden arbejdsform, end jeg er vant til," lød det efter overdragelsen.

Han føler sig dog sikker på, at han kan klare opgaven:

"Jeg interesserer mig for alle dele af samfundsingeniørkunsten. Her er skattesystemet én grundpille. For hvis folk ikke har tillid til, at deres penge bliver brugt på en fornuftig måde, kan vi ikke have et velfærdssamfund".

Folk var xenofober

Danmarks nye skatteminister er født og opvokset i Pjedsted vest for Fredericia. Moren var frisør, faren pedel.

Hans opvækst var ikke specielt politisk. Men han har i et interview med Jyllands-Posten fortalt, at der ofte var diskussioner om middagsbordet, når nogle havde oplevet noget uretfærdigt.

Efter gymnasietiden drog han mod hovedstaden og Københavns Universitet for at studere statskundskab. Her kom han i læsegruppe med Simon Kollerup, der i dag er Socialdemokratiets forsvarsordfører.

Den politiske løbebane startede, da selvsamme Kollerup fik ham med i den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum.

Det hændte dog, at Rasmus Stoklund, der selv var formand fra 2010 til 2012, følte sig noget alene, når talen faldt på udlændingepolitik.

Til Jyllands-Posten har Rasmus Stoklund sagt dette om sin oplevelse af udlændingedebatterne i Frit Forum:

"Der opstod tit en konsensus om, at tonen var for hård, at der var en højredrejning i debatten, at folk var xenofober, og at Dansk Folkeparti er forfærdeligt. Det har jeg aldrig kunnet genkende".

Det var en oplevelse, som han satte endnu flere ord på, da han i 2016 udgav debatbogen "Til Blå Bjarne".

I et interview med Altinget har han sagt, at bogen var dedikeret til "et lidt karikeret segment af privatansatte faglærte mænd i blåt Kansas-arbejdstøj, der siden 2001 har stemt på Venstre og Dansk Folkeparti i stedet for Socialdemokratiet."

For eksempel har jeg tit oplevet, når jeg cykler hjem, typisk lidt længere ude i Nordvest, at hvis nogen for eksempel skal noget ovre i den butik der, så parkerer man bare sin bil dér og går ind. Og så er man pisseligeglad med alle andre

Rasmus Stoklund (S)
Skatteminister

I bogen bruger Stoklund langt de fleste sider på velfærd og uddannelse.

Men mest opmærksomhed fik dog hans kapitel om udlændingepolitik, hvori han sætter ord på det det værdifællesskab, som han mener, at Socialdemokratiet deler med Dansk Folkeparti.

I sin debatbog når Rasmus Stoklund også – på ganske profetisk vis – frem til en konklusion om, at Socialdemokratiet bør frigøre sig fra den "ubehagelige og ensidige afhængighed af Det Radikale Venstre".

Rasmus Stoklund, der dengang arbejdede som erhvervspolitisk chef i Dansk Metal, har altid afvist, at hans skriverier har haft indflydelse på, at partiet i store stræk har lagt sig på den udlændingelinje, han dengang talte for.

Han nøjes med at sige, at han er "glad for udviklingen".

Har foreslået en SK-regering

Netop udlændingepolitikken blev også Rasmus Stoklunds arbejdsområde, da han i 2019 blev valgt til Folketinget.

Og selvom han var ny på tinge, gik han ikke forsigtigt frem. I et interview med Information sprang han ud som Socialdemokratiets nye partiets nye hardliner med et hårdt angreb på den "asociale adfærd" han ofte oplever, at folk med ikkevestlig baggrund udviser.

Under en gåtur på Nørrebro i København med avisens journalist, sagde Rasmus Stoklund, at én ting var ikkevestlige menneskers overrepræsentation i statistikkerne over kriminalitet, mangel på beskæftigelse og uddannelse.

Noget andet var den "mindre kvantificerbare" overrepræsentation "i forhold til dårlig opførsel".

Rasmus Stoklund

Født den 17. marts 1984 i Pjedsted ved Fredericia.

Uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet i 2012.

Begyndte som konsulent i Dansk Metal i 2011. I 2016 blev han erhvervspolitisk chef.

Medlem af Folketinget siden folketingsvalget i 2019. Han er valgt i Frederikssund-kredsen.

Han har været udlændingeordfører, politisk ordfører og uddannelses- og forskningsordfører.

I 2016 udgav han "Til Blå Bjarne – En debatbog om Socialdemokratiet, globaliseringen om fremtiden."

I 2022 udgav han "Ingen over Domstolen - Hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget magten fra de europæiske demokratier og sat sin legitimitet over styr".

Har bor i Herlev med sin kone Anna Andreasen og deres tre børn.


Kilde: Folketinget

Han gav et eksempel baseret på hans daglige cykelture mellem Christiansborg og hans hus i københavnerforstaden Herlev.

"For eksempel har jeg tit oplevet, når jeg cykler hjem, typisk lidt længere ude i Nordvest, at hvis nogen for eksempel skal noget ovre i den butik der, så parkerer man bare sin bil dér og går ind. Og så er man pisseligeglad med alle andre. Det er sådan en ’her kommer jeg’-mentalitet, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg mener, der er en overrepræsentation af," sagde Stoklund.

Et andet eksempel på hans hang til opsigtsvækkende udtalelser var, da han i 2021 sagde til Kristeligt Dagblad, at han opfattede Socialdemokratiet som et parti med "stærke konservative værdier".

"Jeg har personligt altid haft det godt med mange konservative, som jeg deler mange værdier med. I min studietid skrev jeg en blog, hvor jeg foreslog en SK-regering. Og der er meget af det, jeg skriver, der også kan udlægges som værende konservativt".

Klapsalver på gruppemøde

Ifølge socialdemokratiske kilder fik han dog især formanden og folketingsgruppens respekt for hans håndtering af tre sager, der vakte store problemer for den daværende S-regering.

Den første handlede om, hvorvidt regeringen skulle hjembringe de såkaldte Syriens-børn. Den anden handlede om Socialdemokratiets forslag om at oprette et asylcenter i Rwanda. Den tredje gik på, at regeringen agtede at udvise syrere til visse områder i det krigshærgede land.

Ifølge Politikens kilder mente Mette Frederiksen endda, at Rasmus Stoklund og udlændingeminister Mattias Tesfaye fortjente klapsalver for håndteringen af de svære sager.

På et lukket gruppemøde, som Politiken dog kunne referere fra, skulle Mette Frederiksen efter sigende have sagt, at Stoklund og Tesfaye var alt for isolerede i orkanens øje.

Stoklund er en stærk værdikriger, og hans indsats på udlændingeområdet har været værdsat af Mette Frederiksen. Men i Skatteministeriet står den på drift for at få den hakkende skattemaskine til at køre

Erik Holstein
Politisk kommentator på Altinget

"Hun roste udlændingeordføreren og ministeren rigtig meget, og jeg tror endda også, at vi endte med at skulle klappe ad dem," lød det fra et anonymt socialdemokratisk folketingsmedlem i Politiken.

Socialdemokratiske markører

Den første belønning for Rasmus Stoklunds loyalitet og arbejde kom da folketingsgruppen – på baggrund af Mette Frederiksens indstilling – i 2022 gjorde ham til ny politisk ordfører. Han overtog posten fra Christian Rabjerg Madsen, der blev indenrigs- og boligminister. 

Efter valget i 2022 måtte Rasmus Stoklund dog tage et enkelt skridt ned ad den socialdemokratiske rangstige. Som uddannelsesordfører agerede han i stedet en slags socialdemokratisk skyggeminister for Moderaternes minister Christina Egelund.

Herfra har han spillet en vigtig rolle i en række reformer, der alle har været afgørende socialdemokratiske markører i SVM-regeringens projekt.

Læs også

Den vigtigste var beslutningen om at lukke og forkorte en række universitetsuddannelser og indføre såkaldte erhvervskandidater.

Ligesom det var tilfældet, da han var udlændingeminister, blev det bemærket, at han igen og igen stillede sig frem og forsvarede linjen, når medierne bragte kritiske historier om elever, universiteter og et erhvervsliv, der – mildest talt – har set sig sure på reformen.

Med i Bødskovs kaffeklub

Trods Rasmus Stoklund ry som et respekteret, vellidt og humoristisk medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, var det slet ikke en given sag, at han ville løbe med den ledige ministerpost.

En kilde i partiet påpeger, at det ganske vidst lå i kortene, at Mette Frederiksen ville benytte lejligheden til at tilgodese den socialdemokratiske kaffeklub, der hedder Morgenmadsklub. Det skyldes, at fraktionen alene er repræsenteret af gruppens leder Morten Bødskov på ministerholdet.

Men Morgenmadsgruppen, der betragtes som partiets højrefløj, tæller også en række tidligere ministre, herunder Benny Engelbrecht, Mogens Jensen, Flemming Møller Mortensen, Astrid Krag og Trine Bramsen, hvorfor det ikke var en given sag, at pilen ville ende med at pege på netop Stoklund.

I får en politiker, der er arbejdsom, virkelig klog, ideologisk og samtidig et menneske, der er imødekommende, empatisk og en familiefar som mig selv

Jeppe Bruus (S)
Minister for den grønne trepart

Ifølge en kilde i folketingsgruppen er det åbenlyst, at statsministeren sætter pris på hans "arbejdsform" og "dybe kompetence" til at agere roligt og nøgtern i også ophedede og svære debatter.

Endnu vigtigere er det, at han igen og igen – både på de indre og ydre linjer – har forsvaret beslutning om at gå i regering med Moderaterne og Venstre.

Rasmus Stoklund afviste at give et bud på årsagen til hans forfremmelse, da Altinget talte med ham efter ministeroverdragelsen i Skatteministeriet.

"Det må du spørge Mette Frederiksen om," sagde han og tilføjede:

"Men det er ingen hemmelighed, at jeg har bakket op om den kurs, Socialdemokratiet slog ind på, da Mette Frederiksen blev formand".

Kort forinden havde hans forgænger Jeppe Bruus, der nu skal være minister for den grønne trepart, sat et par ord på mennesket bag den nye minister overfor de ansatte:

"I får en politiker, der er arbejdsom, virkelig klog, ideologisk og samtidig et menneske, der er imødekommende, empatisk og en familiefar som mig selv".

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Stoklund

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024