Anmeldelse af 'Kriseøkonomi og klimagæld': Et veloplagt indspark i den økonomiske idédebat

Snart igangsættes Tour de France på de franske landeveje og bjergsider. Her vil vi vanen tro bevidne ensomme lykkeriddere i udbrud i bjergene på jagt efter at sætte aftryk på løbet samt feltet, der køligt vurderer, om udbryderen har en chance for at holde hjem, eller om de kan ignorere forsøget.

I den hjemlige økonomiske debat har professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen løbende været i udbrud i over tyve år. Hans seneste angreb på feltet af mainstream-økonomer er den nyudgivne bog 'Kriseøkonomi og Klimagæld – hvor kommer pengene fra?' baseret på en vellykket sammensætning af en række essays fra tiden med Covid-19.

Hvor der til tider kan være tvivl om rytteres indtag af præstationsfremmende midler, hersker der ingen tvivl om Jespersen – han kører på ufortyndet Keynes. Den old school udgave med rod i Keynes' egne værker og ikke i den måde, hans tanker blev kompromitteret efter hans død af den neoklassiske modbevægelse, som i dag misvisende betegner sig som nykeynesianere.

Opgør med nulsums-forestillingen
I sin analyse forener Jespersen løsningen af to aktuelle kriser: den akutte Covid-19-krise med arbejdsløshed og den strukturelle klimakrise, der er indlejret i vores måder at producere, forbruge og transportere os på.

Jespersens insisterer på, at vi skal rette bekymringen om statsgælden mod vores klimagæld. Klimagælden udgøres af den "dyne" af drivhusgasudledninger, der omslutter vores planet og stadig vokser med historisk hast. Dette syn peger på utilstrækkeligheden af at nå en bestemt udledning i for eksempel 2030, vejen derhen er afgørende, og hele arbejdsstyrken må på dæk.

Kort sagt, er Jespersens løsning at gøre bedre brug af samfundsøkonomiens ledige kapacitet og derved øge ressourcerne, der kan dedikeres til den grønne omstilling. Bogen er altså et opgør med nulsums-forestillingen om, at enhver krone, der prioriteres til bæredygtig omstilling, er en krone fjernet fra et andet område.

Væk med husholdingsparadigmet
Den gennemgående analyse er, at Finansministeriets regnemodeller, baseret på at markedskræfter af sig selv skaber fuld beskæftigelse, må underkastes et keynesiansk hovedeftersyn.

Desuden opfordrer Jespersen til et opgør med budgetlovens selvpåførte krav om strukturel balance på statsbudgettet – altså hvor man har forsøgt at fjerne konjunkturmæssige og midlertidige påvirkninger. I dette policy-paradigme er der sjældent ledig kapacitet at udnytte, eftersom økonomien anskues som selvoprettende, og saldoen udgør den højeste politiske prioritet: Enten skal der spares, opkræves mere skat eller skabes mere udbud af arbejdskraft.

Jespersen mener, at dette "husholdningsøkonomiske" syn på statsfinanserne bør udskiftes med et "samfundsøkonomisk" perspektiv for at kunne løse de to kriser samtidig. Så skal saldoen nok se efter sig selv, som Keynes citeres for.