Danmark vil bogstaveligt talt skrumpe – hvordan takler den grønne trepart dét?

Havet spiser nemlig noget af Danmark de kommende år. Klimaforandringerne er ikke kun et spørgsmål om temperaturer og CO2. Ifølge de seneste rapporter vil stigende havniveauer begynde at æde sig ind på Danmarks kyster i løbet af de næste årtier.

FN’s klimapanel (IPCC) advarer om, at havniveauet globalt kan stige mellem en halv og en meter inden udgangen af dette århundrede, afhængigt af CO2-udledningerne. For et land som Danmark, der har en stor del af befolkningen og infrastrukturen placeret i lavtliggende områder tæt på havet, vil konsekvenserne være alvorlige.

Det danske landareal vil simpelthen skrumpe.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Det danske landareal vil simpelthen skrumpe. Store dele af kystområderne er allerede i risiko for oversvømmelser.

Landområder ved byer som Esbjerg, Ribe, Lemvig og hele Vadehavsområdet står særligt udsatte. Diger kan forsinke processen, men de vil ikke kunne stoppe den. Det betyder, at ikke kun landbrugsjord, men også naturarealer, som vi vil beskytte gennem den grønne trepartsaftale, kan blive påvirket.

Vi planlægger at udvide vores natur, samtidig med at dele af naturen selv forsvinder under havet så at sige.

De 40 milliarder kroner, som er afsat til at opkøbe landbrugsjord, rejse skove og genoprette naturen​ ifølge trepartsaftalen, kan hurtigt vise sig at være utilstrækkelige, når vi også skal tage højde for de nye omkostninger ved klimatilpasning.

Oprettelse af diger, oversvømmelsessikring og håndtering af klimamæssige forandringer vil trække endnu flere ressourcer fra både det offentlige og private budgetter.

For hver hektar landbrugsjord, der tages ud af produktion for at gøre plads til beskyttet natur, bliver presset større på den jord, vi har tilbage.

Når stigende havvand reducerer det danske landareal yderligere, må vi spørge os selv: Har vi overhovedet nok jord til både at brødføde en voksende befolkning og samtidig give naturen den plads, den behøver?

Hvis vi skal kunne balancere både den grønne omstilling og klimaforandringernes konsekvenser, skal vi tænke i helt nye baner. Landbruget skal ikke bare producere mere grønt men også blive langt mere arealeffektivt, men hvordan?

Det kræver store investeringer i teknologi og højere udbytte per hektar. Men der er grænser for, hvor meget produktiviteten kan øges uden at gå på kompromis med klima- og miljømålene.

En anden vigtig overvejelse er, hvordan vi tilpasser os den nødvendige fortætning i byerne. Byer som København og Aarhus og vores mellemstore byer kan blive tvunget til at bygge mere i højden og finde nye løsninger på, hvordan vi bruger pladsen.

Vi vil få mindre plads til rekreative områder i byerne, og boligpriserne vil formentlig stige, da efterspørgslen på jord stiger.

Når en større del af landarealet reserveres til natur og biodiversitet, og vi samtidig står over for, at havet spiser af vores kystlinjer, bliver befolkningsfortætning en nødvendighed. Men fortætning kræver omhyggelig planlægning og politisk vilje.

Erfaringer fra andre lande viser, at fortætning kan give både fordele og ulemper, afhængig af hvordan den udføres. Hvorfor taler vi slet ikke om disse konsekvenser?

Nederlandene er en nation, der ligesom Danmark har begrænset plads og står over for lignende udfordringer med både naturbeskyttelse og klimaforandringer.

Nederlandenes politik for at tage landbrugsjord ud af produktion og omdanne det til natur har ført til stor modstand fra landbrugssektoren, men det har også ført til nye løsninger på befolkningspresset i byerne.

En af de mest bemærkelsesværdige strategier har været at satse på "kloge byer" – byer, der udvikler sig i højden, bruger teknologier som grønne tage og vertikale haver og skaber nye typer af rekreative rum, der kan erstatte den traditionelle natur.

Politisk kræver den grønne omstilling en grundlæggende ændring af, hvordan vi planlægger vores byer.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

I Nederlandene har byudviklingen i høj grad fokuseret på at kombinere fortætning med bæredygtig transport, energieffektive bygninger og grønne løsninger i byrum. Byerne bliver fortættet, men med et øje for både klimaet og beboernes livskvalitet.

Det er noget, som Danmark også skal overveje, når mere jord fredes, og der bliver mindre plads til befolkningens ekspansion. Hvordan kan vi bygge tættere byer, uden at det går ud over beboernes adgang til grønne områder og et sundt bymiljø?

Politisk kræver den grønne omstilling en grundlæggende ændring af, hvordan vi planlægger vores byer.

Når vi ser på erfaringerne fra lande som Holland og Tyskland, står det klart, at byplanlægning skal handle om mere end blot at skabe flere boliger.

Det handler om at skabe byer, der er resiliente over for klimaforandringer, og som kan rumme en voksende befolkning på en måde, der ikke ødelægger det naturlige miljø.

Nøglen til succes ligger i en kombination af:

• Fortætning med kvalitet: Byerne skal vokse i højden og effektivisere arealanvendelsen. Det betyder flere lejligheder i højhuse, men samtidig en stærk prioritering af grønne rum som parker, vertikale haver og byhaver.
• Grøn transport: Der skal investeres i cykelinfrastruktur, kollektiv transport og elektrificering af transportnettet, som vi ser i byer som Amsterdam og København.
• Bæredygtige bygninger: Det er afgørende, at nye bygninger er energieffektive og bygget med bæredygtige materialer. Tyskland og Holland er eksempler på lande, der har indført stramme regler for energieffektivitet i bygninger.
• Nye grønne områder i byerne: Byer skal udnytte "grønne lommer" – små grønne rum som kan være oaser i det urbane miljø, som vi ser i flere storbyer i Holland. Ligeledes skal der være fokus på at skabe bynær natur, der også kan håndtere de udfordringer, klimaforandringerne skaber, som f.eks. oversvømmelser.

Er danskerne parate til konsekvenserne af den grønne omstilling? Ikke bare ved at nedlægge landbrugsjord og udvælge fredede områder til biodiversitet men også ved at tilpasse vores byer?

Selvom der er bred opbakning til den grønne omstilling i Danmark – hele 79 procent af befolkningen mener, at klimaforandringer kræver handling​ – er det et åbent spørgsmål, om vi er villige til at betale den fulde pris.

En undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at kun 40 procent af danskerne er villige til at acceptere, at landbrugsjord omdannes til natur, hvis det betyder mindre fødevareproduktion.

Det tyder på, at opbakningen kan smuldre, når realiteterne begynder at påvirke vores dagligdag og økonomi.

Danmarks grønne omstilling er ikke bare en flot plan på papiret. Den er en nødvendighed i en verden, hvor klimaet ændrer sig, og vi skal tilpasse os nye virkeligheder.

Men i den store ligning må vi ikke glemme, at vores landareal samtidig ikke bliver større til al den fri natur, men det bliver mindre, og at presset på de resterende hektarer bliver større.

Danmarks mål om at udlægge 20 procent af landarealet til beskyttet natur er tæt knyttet til EU’s Biodiversitetsstrategi for 2030. Den strategi fastsætter, at 30 procent af EU’s landområder og havområder skal være beskyttet, hvoraf mindst 10 procent skal være strengt beskyttet​.

Den målsætning er et centralt element i EU’s bredere grønne pagt, der sigter mod at gøre EU til verdens første klimaneutrale kontinent inden 2050.

Genoprettelse af natur vil føre til en væsentlig reduktion i EU’s samlede fødevareproduktion.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

EU’s biodiversitetsmål handler ikke kun om at beskytte arealer, men også om at genoprette naturen. Det betyder blandt andet skovrejsning, og specifikke mål om at forbedre levevilkårene for de arter, der er truede.

I praksis betyder det, at mange af de omstillinger, vi ser i Danmark, bliver gentaget i andre EU-lande, hvor store arealer tages ud af landbrugsproduktionen for at sikre biodiversitet.

Når EU’s biodiversitetsmål på 30 procent beskyttet land implementeres, vil op mod ti til 15 procent af EU’s landbrugsjord sandsynligvis blive taget ud af fødevareproduktionen. Dette vil føre til en væsentlig reduktion i EU’s samlede fødevareproduktion, hvilket kan skabe pres på både fødevareforsyningen og fødevarepriserne.

Samtidig vil der være behov for at kompensere landmænd og finde måder at øge landbrugets effektivitet på de tilbageværende arealer.

Ud over det med, hvordan vi klarer befolkningstætheden, så er den samlede europæiske fødevareproduktion på længere sigt også en god diskussion værd.

Når vores landareal skrumper på grund af stigende havniveauer, klimamål og biodiversitetsmål presser det os til at tænke anderledes også på andre områder end det miljømæssige.

Den grønne trepart er en enorm samfundsmæssig satsning, der kommer til at koste både menneskelige ressourcer og kolde kontanter. Befolkningsfortætning bliver en anden nødvendig satsning, vi bare ikke taler om endnu, og politisk kræver det nytænkning i forhold til, hvordan vi planlægger vores byer.

Spørgsmålet er ikke længere kun, om vi har råd til den grønne omstilling, men om vi har råd til ikke at handle – både for naturens og for menneskets skyld.

Det ved vi efterhånden godt alle sammen.

Men vi må også finde ud af, hvordan menneskets vilkår så bliver under de nye omstændigheder i de byer, hvor vi kommer til at bo tættere  fremtiden, og hvordan vi klarer den nødvendige fødevareproduktion, som skal foregå på færre arealer i fremtiden.