Den falske forbindelse mellem adoption og udvikling

Onsdag havde Socialudvalget indkaldt til høring om transnationale adoptioner og behovet for en uvildig undersøgelse af Danmarks praksis. Siden 1950erne og frem til nu har borgere i Danmark adopteret børn fra 69 forskellige lande. 

"Det handler om retten til ens egen fortid, nutid og fremtid," indledte udvalgsformand Victoria Velasquéz (EL) mødet, som sluttede med en opfordring til en uvildig juridisk undersøgelse af lovligheden i de mange adoptioner. 

Men bag den typiske, individuelle adoptionsfortælling ligger også et strukturelt paradoks. Nemlig forestillingen om, at adoption er med til at løse problemer i udviklingslande. 

Vi har spurgt tre eksperter, hvordan adoption virker, set med nutidige, udviklingsfaglige briller i forhold til de problemer, som den gamle og stort set uændrede fortælling bygger på?

Den her slags transaktioner er med til at underbygge strukturelle uligheder og forværre relationerne mellem det globale syd og det globale nord. Uden at det er indsatser, der adresserer de grundlæggende årsager til fattigdom og ulighed

Adam Moe Fejerskov
Seniorforsker, DIIS

Spørger man Adam Moe Fejerskov, seniorforsker på DIIS med særlig ekspertise inden for blandt andet global ulighed, er fortællingen meget langt fra spørgsmålet om, “hvorvidt adoption gør noget godt i en større sammenhæng, eller om det i virkeligheden er med til at reproducere global ulighed mellem lande og mennesker.” 

Adam Moe Fejerskov beskriver international adoption som ‘en vanskelig størrelse’ netop på grund af den afstand.

Der er en del eksempler på, hvordan udviklingsbistanden er blevet koblet til adoption, således at adgangen til adoption af lokale børn har været et krav for at et givent land kunne modtage udviklingsbistand.

Adam Moe Fejerskov
Seniorforsker, DIIS

Han har overordentligt svært at forestille sig international adoption som en del af udviklingssamarbejdet i dag.