DI: Fasthold driftsansvaret for den lokale sundheds- og ældrepleje hos kommunerne og de private leverandører

Det er både eksperterne i Sundhedsstrukturkommissionen, borgerne og patienterne hos Ældre Sagen, Danske Patienter og Danske Handikaporganisationer, samt leverandørerne til sundhedsvæsenet og de øvrige private arbejdsgivere i Dansk Industri, enige om.

Den nuværende struktur for sundheds- og ældrevæsenet passer ganske enkelt ikke til fremtidens sygdomsbillede og demografi.

Spørgsmål om tilpasning

Alle organisationer må tilpasse sig skiftende omstændigheder. Det gælder også vores sundheds- og ældrevæsen, som forsat skal kunne sikre ansatte og deres pårørende adgang til god behandling og pleje i hele Danmark.

Dernæst bliver spørgsmålet; hvor ansvaret skal ligge?

Her mener DI, at ansvaret nødvendigvis må ligge på et regionalt niveau, da et statsligt styret sundheds- og ældrevæsen vil overstige alle andre statslige driftsområder i kompleksitet, budget og antal ansatte.

Det vil være meget svært at styre så stor en organisation effektivt. Og det vil være endnu sværere, løbende at tilpasse sundhedsvæsenet til regionale og lokale forskelle i demografi, sygdomsbyrde, socioøkonomiske forhold, geografiske afstande, adgang til sundhedsfagligt personale mv.

Hvad med kommunerne og regionerne?

Ansvaret kan heller ikke ligge hos de nuværende kommuner, fordi hovedparten har færre end 50.000 indbyggere og dertilhørende mindre økonomi, administrative ressourcer og adgang til sundhedsfagligt personale.

Hvor mange regioner skal der så være?

Vi må ikke smide barnet ud med badevandet.  

Peder Søgaard-Pedersen
Underdirektør, Dansk Industri

Det afhænger naturligvis af deres tiltænkte rolle. Skal regionerne fremover være otte til ti sundheds- og omsorgsregioner, der primært har til formål at styrke det nære sundhedsvæsen?

I så fald, er der behov for en særskilt indsats for at fastholde og styrke det specialiserede sundhedsvæsen.

Centralisering og specialisering af sygehusvæsenet over de sidste godt 20 år, har sikret højere overlevelsesrater og mindre invasive behandlingsmetoder for tusindvis af patienter.

Vi må ikke smide barnet ud med badevandet.

Det kunne man sikre ved at supplere de otte til ti sundheds- og omsorgsregioner med en national sundhedsorganisation til blandt andet at håndtere drift og udvikling af det specialiserede sundhedsvæsen.

Det vil være med til at sikre et bæredygtigt fagligt niveau på sygehusene.

Hvis de fem eksisterende regioner fastholdes, men opgaveporteføljen udvides til hele borger- og patientrejsen, vil den nationale sundhedsorganisation i stedet kunne facilitere et mere forpligtende samarbejde omkring det specialiserede sundhedsvæsen – uden nødvendigvis at overtage drift og udvikling.

Begge dele kan fungere, så længe ansvaret for hele patientrejsen samles under én myndighed.

Reform med omhu og omtanke

Der er imidlertid legitime bekymringer om konsekvenserne af en ambitiøs strukturreform for både borgere, patienter og sundhedspersonale. Enhver reform skal naturligvis implementeres med omhu og omtanke, så patienter og personale ikke tabes på gulvet.

DI foreslår derfor at fastholde driftsansvaret for den lokale sundheds- og ældrepleje hos kommunerne og de private leverandører, der i dag leverer blandt andet plejehjem og hjemmepleje.

De ansatte i ældreplejen skal dermed ikke skifte arbejdsgiver eller arbejdsplads. Driftsansvaret bliver, hvor det er i dag, men myndighedsansvaret og økonomien samles på regionalt niveau, så der er et entydigt ansvar for hele patient- og borgerrejsen.

Det kan unægteligt lyde som århundredets hovedbrud. Men det er også århundredets mulighed.

Peder Søgaard-Pedersen
Underdirektør, Dansk Industri

Kommunerne bliver dermed leverandør og tæt samarbejdspartner til den regionale myndighed, på lige fod med private plejehjem, privat hjemmehjælp, praksissektoren og andre virksomheder som i dag eksempelvis leverer ambulancetjeneste, hjælpemidler og velfærdsteknologiske løsninger.

På den måde reduceres strukturreformens omkostninger markant med DI’s forslag sammenlignet med Sundhedsstrukturkommissionens model 1 og 2.

For at sikre at den regionale myndighed er tilstrækkeligt lokal forankret, foreslår DI at sundhedsklyngerne får et reelt operationelt ansvar med eget budget og ledelse. De skal have til opgave at sikre sammenhæng i den daglige drift af det nære sundhedsvæsen.

I tæt dialog med lokale leverandører, såsom kommuner, akutsygehus, patientforeninger, almen praksis, speciallægepraksis og andre private aktører omkring landets 21 akutsygehuse. Det kan også være med til at sikre et mere holistisk og forebyggende fokus på sundhed i det nære.

Grib mulighederne

Det kan unægteligt lyde som århundredets hovedbrud. Men det er også århundredets mulighed.

Hvis vi i Danmark etablerer en sundhedsstruktur, der for alvor sætter borgeren i centrum, hvor behandling og pleje i eget hjem, digitale sundhedsløsninger og medicin er tilpasset patienten, vil Danmark blive et globalt fyrtårn på sundhedsområdet.

Forudsætningen for det hele, er et opgør med den nuværende sektoropdeling i sundheds- og ældrevæsenet.

Hverken kommunal medfinansiering, nærhedsfinansiering til regionerne eller sundhedsklynger er lykkedes med at skabe tilstrækkeligt gode forebyggelsesindsatser og sammenhængende patientforløb siden den sidste strukturreform i 2007.

Det skyldes først og fremmest at gevinsten af eksempelvis forebyggelse og hjemmebehandling i dag, ikke falder i samme sektor som investeringen. Eller sagt med andre ord: i dag er der ingen – hverken din egen læge, dit lokale sygehus eller din kommune – der har det fulde ansvar for dit sygdomsforløb.

Hvis det er alles ansvar, er det ingens ansvar. Der er behov for et nybrud.

Nu er det regeringens og Folketingets ansvar at vedtage en sundhedsstruktur, der er tilpasset fremtidens demografi og sygdomsbillede. En struktur som er baseret på entydigt myndighedsansvar for hele patientrejsen, og som bygger på et langt stærkere offentligt-privat samarbejde, så ressourcerne fra begge sektorer kan bruges så effektivt som muligt.

Ellers vil vi have forspildt århundredets mulighed.