DIIS-forsker: Med en ren S-regering skal der graves dybt for at finde den næste udviklingsminister

Af Adam Moe Fejerskov
Forsker hos Dansk Institut for Internationale Studier  

I pinsen havde jeg min lille søn med til Middelaldermarked – indrømmet. Under et af de drabelige vikingeslag, hvor der kun kunne stå én vinder tilbage, udbrød ceremonimesteren, at man skulle bekæmpe både venner og fjender for at sikre sig sejren.

De samme tanker sidder jeg tilbage med, når jeg tænker på, hvordan Danmarks næste udviklingsminister skal gribe sit nye embede an. Udfordringer bliver der nok af, og de vil sætte mindst lige så store krav om at konfrontere ministerkollegaer, eget ministerium og udviklingsmiljøet, som de vil kræve et forsvar mod kritikere.

Med rød bloks flertal (selv uden Alternativet), vil der være få fjender at skulle tage alvorligt for vores næste udviklingsminister – i hvert fald politisk.

Støttepartierne vil formentligt kræve endnu større seriøsitet og investering i udviklingssamarbejdet, så de udgør formentligt mest en udfordring i positiv forstand.

De største udfordringer for Danmarks næste udviklingsminister vil komme fra venner og frænder. Ligesom for nu tidligere minister Ulla Tørnæs, så vil de største udfordringer med udviklingssamarbejdet formentligt komme fra ministerkollegaer.

Danida og den danske udenrigstjeneste er både effektiv og dygtig, når man holder den op mod et udgangspunkt med svindende midler.

Adam Moe Fejerskov
Forsker, DIIS

Tvivlsomt udspil
Finansministeriet har gennem de senere år opbygget en ekstremt magtfuld position, og har trådt godt og grundigt på Udenrigsministeriet, når de har haft muligheden. Som da de gjorde Danmark til Danmarks største modtager af udviklingsbistand ved at kræve, at bistanden skulle betale for danske kommuners asyludgifter.

Socialdemokratiske regeringer har selv tidligere vist samme tilbøjeligheder, og er ikke et mulehår bedre end den afgående regering. Dertil kommer, at Socialdemokratiet sidste år lancerede et tvivlsomt udspil om at flytte en stor del af udviklingsbistanden mod nærområderne for de største flygtningegrupper.

Nick Hækkerup og andre har ligeledes brugt valgkampen til at lancere den problematiske idé om, at flygtninge og asylansøgere bare kan sendes i lejre i nærområderne, i stedet for at modtages i Danmark. At det både skulle være bedre og billigere, er stærkt tvivlsomt. Skal den langsigtede bistand bruges til at finansiere de idéer, så vil den stort set blive udslettet.

Her må den nye udviklingsminister slibe sit sværd og stå klar til at forsvare bistanden. Sværdet skal også bruges til at skære i Danmarks prioriteter i udviklingssamarbejdet.

Bruttolisten af prioriteter i vores udviklingssamarbejde fremstår i dag alenlang og uden nødvendig fokus. Med begrænsede ressourcer, både økonomiske og operationelle, kan man ikke lave alt mellem himmel og jord.

Et udsultet udenrigsministerium
Den nye minister må sørge for færre og tydeligere prioriteringer, der bedre vil kunne lade os opbygge kompetencer, partnere og erfaring, til gavn for et mere slagkraftigt udviklingssamarbejde.

Dertil kommer, at den nye minister må ryste med sablen og kræve af sine kolleger, at der tilføres midler til et udsultet udenrigsministerium. Danida og den danske udenrigstjeneste er både effektiv og dygtig, når man holder den op mod et udgangspunkt med svindende midler.

Men nedskæringerne har kostet kompetencer, ressourcer og gennemslagskraft i internationale spørgsmål. Nye midler skal til for at kunne håndtere de udfordringer, vi står over for i dag.

Udfordringer, der kræver global handling og samarbejde, hvor diplomatisk kapacitet er helt afgørende, men også en langt mere agil og dynamisk form, end et udenrigsministerie, der for ofte gør tingene, som man altid har gjort det.

Ren S-regering
Hvem den nye udviklingsminister bliver, kan vi kun gisne om. Med en ren S-regering, kan der ikke herske tvivl om, at vi skal grave relativt dybt for at finde den næste minister for udviklingssamarbejde, der skal sidde på Asiatisk Plads.

Det virker ikke realistisk, at man kigger mod udviklingsmiljøet (og finder en ny Christian Friis Bach), og når vi samtidig må sige, at det er relativt begrænset, hvad Mette Frederiksens S-kollegaer har interesseret sig for i forhold til udviklingsbistand, så kunne den tidligere udviklingsminister Mogens Jensen være et godt kompromis-bud.

Han kendte sit område godt, og fremstod sober og grundig i sin tilgang til udviklingssamarbejdet. Men det er meget muligt, at han har andre ambitioner. Uagtet hvem der kommer ind, er det yderst vigtigt, at vedkommende giver sig til at lære sit nye stofområde at kende, snarere end at brase ind med forhastede konklusioner og politiske mål.

Måske vigtigst af alt, bør den nye minister holde sig for øje, at de største udfordringer med et effektivt og langsigtet udviklingssamarbejde formentligt ikke kommer fra fjender, men fra venner inden for i regeringen.