Fire fejl i våbensag: Ellemann undskylder og vil have ny undersøgelse
Folketinget har fået forkerte oplysninger i særligt fire tilfælde om et hasteindkøb af israelske våben. Det viser to længe ventede interne redegørelser af forløbet.
Maja Hagedorn
RedaktionschefDer er brug for flere svar i den såkaldte våbensag, hvor der er blevet begået en række fejl.
Det siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) oven på et møde med partierne i forsvarsligskredsen om to nye redegørelser af et hasteindkøb af israelske våben, hvor han – som Altinget har kunnet afdække – har givet Folketinget forkerte oplysninger på særligt fire områder.
Derfor vil han have en ny, uvildig undersøgelse af dele af sagen, der samlet set har været "et kritisabelt forløb":
"Der er i det her forløb blevet begået fejl. Det har jeg i dag undskyldt over for Folketinget."
"Jeg har derfor lagt vægt på, at der tages konkrete skridt, så vi ikke oplever et sådant forløb igen," siger forsvarsministeren.
Fire fejl
I alt peger Ellemann på især fire kritikpunkter oven på undersøgelsen:
- Den såkaldte markedsafdækning forud for udvælgelsen af nye våbensystemer.
- At forligskredsen ikke var orienteret om et forlig mellem det israelske våbenfirma Elbit og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) vedrørende et sagsanlæg.
- At forligskredsen fik indtryk af, at der allerede i foråret ville få et eksemplar af Atmos-artillerisystemet – en såkaldt demonstrator. Men det har ikke været tilfældet.
- At der i sagens aktstykker blev skabt et indtryk af, at tilbuddet ville udløbe med udgangen af januar.
Det er punkt et og punkt to, som ikke er tilstrækkeligt afdækket, mener Jakob Ellemann-Jensen.
"Jeg har fortsat en række spørgsmål til både FMI's markedsafdækning og den manglende orientering af departementet om det indgåede forlig med Elbit. Jeg har derfor foreslået forligspartierne, at der gennemføres en uvildig undersøgelse, så vi kan få afklaret de spørgsmål, der fortsat er," siger han.
Derudover er der behov for en analyse af ressourcerne i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, herunder strukturen i ledelsen, mener forsvarsministeren.
"FMI har løftet en stor og vigtig opgave med donationer til Ukraine – og skal løfte en vigtig opgave i forbindelse med udmøntningen af det kommende forsvarsforlig. Det skal ske på det bedst mulige grundlag," siger han.
"Det tager jeg meget alvorligt"
Et af de helt store spørgsmål forud for gennemgangen af redegørelserne var, hvor meget Jakob Ellemann Jensen selv vidste i sagen.
"Redegørelserne viser desværre, at Folketinget i flere tilfælde har fået forkerte oplysninger. Det er oplysninger, som jeg har fået af mit ministerium og som jeg har formidlet videre. Det er kritisabelt. Det tager jeg meget alvorligt," siger han.
Det har ikke været hensigten at vildlede Folketinget eller "pynte på sandheden", understreger forsvarsministeren.
På pressemødet vil forsvarsministeren ikke forholde sig til, hvorvidt sagen bør få konsekvenser for ham.
"Det er ikke op til mig at afgøre," svarer Ellemann.
På pressemødet vil han heller ikke tage stilling til, om sagen vil få et efterspil for enkelte personer i embedsværket.
"Jeg har tillid til mit departement og min styrelse. Nu beder vi om en uvildig undersøgelse, og så må vi tage det derfra," siger han.
"Jeg står hverken og freder eller fyrer mennesker på et pressemøde."
Du kan læse hele redegørelsen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse her.
Og du finder den samlede redegørelse fra Forsvarsministeriet her.