Enhedslisten vil kræve national arealstrategi i nyt forståelsespapir
En ny regering skal lave en national strategi over anvendelsen af det danske areal, mener Enhedslisten. Formålet er at komme konflikten mellem natur og klima til livs og minimere lokale protester over nye vindmøller og solceller, lyder det. S er ikke afvisende.
Andreas Arp
Journalist og redaktørHjalte T. H. Kragesteen
Journalist og redaktørEfter valget skal en ny regering udarbejde en strategi for, hvordan det danske landareal skal prioriteres.
Formålet med strategien skal være at hjælpe kommunerne med at bestemme, hvordan de mange politiske ønsker om flere veje, solceller og beskyttede naturområder skal føres ud i livet uden at komme i konflikt med hinanden.
Vi bliver nødt til at få igangsat arbejdet med en national arealanvendelsesstrategi, og det er helt bestemt noget, som vi vil tage med til forhandlingerne om et nyt forståelsespapir.
Peder Hvelplund (EL)
Gruppeformand og ordfører for grøn omstilling, miljø og natur
Sådan lyder meldingen nu fra Enhedslisten, der især ønsker at komme potentielle konflikter mellem natur og klima til livs.
”Der opstår nogle gange en falsk modsætning mellem den grønne omstilling og naturinitiativer. Derfor er der brug for, at man fra nationalt plan udpeger de arealer, som er anvendelige til henholdsvis vedvarende energi, naturprojekter og grundvandsbeskyttelse,” siger gruppeformand Peder Hvelplund (EL).
Forslaget fra Enhedslisten kommer efter, at Altinget har sat fokus på, at de nuværende mål og konkrete planer for de danske arealer overstiger den plads, der er til rådighed. Skulle der være plads til det hele, ville Danmark som minimum være nødt til at inddrage Skåne og Blekinge.
Hvis de røde partier bevarer flertallet i Folketinget, vil Enhedslisten derfor også stille kravet om en national arealplan videre til en ny regering.
”Vi bliver nødt til at få igangsat arbejdet med en national arealanvendelsesstrategi, og det er helt bestemt noget, som vi vil tage med til forhandlingerne om et nyt forståelsespapir,” siger Peder Hvelplund.
Den grønne tænketank Concito har i Altinget også foreslået at lave en national arealstrategi, mens Tænketanken Frej har argumentet for, at der bør nedsættes en ”uafhængig- og apolitisk arealanvendelseskommission”.