Forsvaret besøgte israelsk våbenfabrikant og ignorerede konkurrenter før milliardkøb
Chefer fra Forsvaret besøgte israelsk våbenproducent, få uger før virksomheden landede en milliardordre fra Danmark. Omvendt blev mails fra israelernes konkurrenter umiddelbart ignoreret. Forsvaret ser ud til at have favoriseret israelerne, siger ordførere.
Kasper Frandsen
NyhedsredaktørAndreas Krog
RedaktørKatrine Falk Lønstrup
JournalistDen kontroversielle våbenproducent Elbit Systems havde en unik og tæt kontakt med Forsvaret i ugerne op til, at israelerne blev tildelt en dansk milliardordre på 19 nye artillerikanoner og otte raketkastere.
Faktisk fløj chefer fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI) to gange til Israel for at besøge netop Elbit Systems i ugerne op til ordren, som flere andre våbenvirksomheder også var interesseret i.
Det fremgår af dokumenter, som Altinget har fået aktindsigt i.
Spørgsmålet er, om man reelt har hentet forskellige tilbud, som man jo faktisk har sagt til Folketinget, at man har gjort.
Martin Lidegaard (R)
Politisk leder og forsvarsordfører
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og Forsvaret er i forvejen under hård kritik for tilsyneladende at have favoriseret israelerne og for at have givet vildledende oplysninger til Folketinget, da man skulle vælge våbenleverandør til milliardordren i januar i år.
Folketinget fik at vide, at beslutningen skulle træffes i løbet af få dage, at der var indhentet tilbud fra flere forskellige leverandører, og at det israelske tilbud var det bedste.
Altinget har tidligere afdækket, at deadline langt fra var så presserende, som ministeren gav indtryk af. Og de nye oplysninger sår fornyet tvivl om, hvorvidt der reelt blev indhentet tilbud fra forskellige leverandører på lige fod.
Rejsen til Israel tegner sammen med notater, mailkorrespondancer og samtaler med centrale kilder nu et billede af et forløb, hvor Elbit Systems havde langt tættere kontakt til forsvarets indkøbere end konkurrenterne.
Blandt andet stod to andre internationale våbenfabrikanter uden centrale oplysninger i slutspurten, hvor de ad flere omgange uden held forsøgte at få kontakt med Forsvaret.
De tre dage i Israel
Ifølge dokumenterne landede to repræsentanter for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, i Israel den 8. januar i år. De skulle besøge Elbit Systems, og ifølge det officielle program fik de her fremvist både artillerikanoner og raketkastere*.
Man har haft et ret intensivt forløb med Elbit. De andre har man skøjtet henover. Jeg glæder mig til at høre, om den fungerende forsvarsminister er tilfreds med denne her form for markedsafsøgning.
Carsten Bach (LA)
Forsvarsordfører
Samtidig bad FMI-folkene mundtligt Elbit om at give tilbud på 19 nye artillerikanoner, der kunne erstatte de kanoner, Danmark var på vej til at donere til Ukraine.
Det skete, før regeringen overhovedet havde meldt ud, at den ville sende kanonerne til Ukraine. Først senere i januar meldte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) officielt ud om donationen.
Kort efter midnat samme søndag, som forsvarets folk var kommet til Israel, sendte israelerne et konkret tilbud med priser og leveringstider på artillerikanonerne og raketkastere.
Og næste dag anbefalede FMI i et seks siders langt notat til Forsvarsministeriet, at man fra dansk side valgte de israelske våben, når donationen til Ukraine formentlig snart var på plads.
Konkurrenter blev ignoreret
Mens israelerne var blevet favorit hos FMI, gik det tilsyneladende først sent i forløbet for alvor op for to andre våbenfirmaer, franske Nexter Systems og sydkoreanske Hanhwa, at Danmark var akut på jagt efter erstatningskanoner.
FMI bad dog mundtligt Hanwha levere et estimat på pris og leveringstid inden for godt et døgn. Det leverede Hanwha 8. januar via en dansk mellemhandler i form af en 35 minutter lang telefonsamtale med oberstløjtnant Søren Høst, der på det tidspunkt var i Israel. Siden blev virksomheden efter eget udsagn ikke kontaktet mere af danskerne.
Og franske Nexter siger, at de slet ikke blev bedt om at levere hverken estimat eller reelt tilbud.
Derfor forsøgte begge våbenfabrikanter flere gange at komme i kontakt med FMI i de sidste dage, før Folketinget 25. januar i et hektisk forløb nikkede ja til anbefalingen om at vælge Elbit Systems tilbud.
Franske Nexter forsøgte blandt andet at sende et samlet tilbud på nye artillerikanoner.
Men da var beslutningen truffet, og ifølge Nexter selv fik de aldrig svar fra det danske forsvar.
På dagen for Folketingets godkendelse var FMI’s direktør, generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, i Israel for blandt andet at besøge Elbit Systems. Dette besøg handlede dog ikke om erstatningskanoner, oplyste FMI til Altinget i januar.
Ordfører: Det ligner forskelsbehandling
De nye oplysninger om forløbet møder ny kritik og undren på Christiansborg.
Forsvarsordfører Carsten Bach (LA) føler sig ”bekræftet i sin mistanke”, om der er sket en ensidig forskelsbehandling i indkøbsprocessen.
“Man har haft et ret intensivt forløb med Elbit. De andre har man skøjtet henover. Jeg glæder mig til at høre, om den fungerende forsvarsminister er tilfreds med denne her form for markedsafsøgning,” siger han.
Hvis de nye oplysninger er korrekte, mener politisk leder og forsvarsordfører Martin Lidegaard (R), ”at det ser ud som om, at Forsvaret har gjort sig noget mere umage for at indhente et tilbud fra israelerne end de andre”.
”For hvert lag, der bliver skrællet af den her sag, rejser der sig nye spørgsmål. Og spørgsmålet om, hvorvidt man allerede de facto havde valgt israelerne, bør komme med i den kommende redegørelse af sagen,” siger han.
”Vi afventer fortsat redegørelsen, fordi der kan være detaljer og oplysninger, som endnu ikke er kommet frem og sætter sagen i et andet lys.”
Martin Lidegaard, er det ikke i orden, at man besigtiger de våben, som man overvejer at købe?
”Der kan være alle mulige motiver eller begrundelser for indkøbet.”
”Men spørgsmålet er, om man reelt har hentet forskellige tilbud, som man jo faktisk har sagt til Folketinget, at man har gjort. Svaret på det kommer forhåbentlig frem i redegørelsen fra Forsvaret,” siger den politiske leder for Radikale.
Hverken FMI eller fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil kommentere sagen, før Forsvarets egen redegørelse af sagen er klar.
Troels Lund Poulsen har oplyst til DR, at redegørelsen vil være færdig i løbet af august, hvor Jakob Ellemann-Jensen forventes at være tilbage som forsvarsminister efter sin sygemelding.
*Oplysningerne om, at FMI ved besøget hos Elbit Systems fik fremvist kanoner og raketkastere er tilføjet fredag 16. juni klokken 11, da Altinget har fået aktindsigt i programmet for turen.