Frygt for "meget betydeligt videnstab," når Ankestyrelsen overtager adoptioner
Når Danmarks eneste adoptionsngo overdrager opgaven til Ankestyrelsen bliver det uden medarbejdere. Det vækker bekymring hos den tidligere udførende organisation. Selvom det er yderst usædvanligt at det offentlige overtager opgaver fra en civil aktør, findes der en sammenlignelig situation – og i det tilfælde kostede det dyrt at flytte opgaver, uden at medarbejderne automatisk flyttede med.
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
RedaktørFra og med i morgen, fredag overgår international adoptionsformidling i Danmark fra civilsamfundsorganisationen Danish International Adoption, DIA, til Ankestyrelsen.
I forbindelse med overdragelsen af opgaven og nedlukningen af DIA, har organisationen tilbudt Ankestyrelsen at overtage medarbejderne med deres ekspertise og mangeårige akkumulerede viden.
Det har Ankestyrelsen takket pænt nej til.
Jeg er bange for, at de (Ankestyrelsen, red.) ikke kan løfte opgaven, fordi de hverken har netværket eller de faglige og personlige kompetencer
'Kim'
Tidlgere medarbejder i DIA
”Hvis Ankestyrelsen får behov for at rekruttere eksterne medarbejdere, vil disse stillinger blive besat efter et offentligt opslag, så alle interesserede har mulighed for at søge, herunder også DIA’s nuværende medarbejdere,” lyder det således i et skriftligt svar til Altinget på, hvorvidt Ankestyrelsen vil gøre brug af tilbudet.
Konsekvensen af den umiddelbare afvisning vil, ifølge DIA, være ’et meget betydeligt videnstab.’
”Med de nuværende kompetencer i Ankestyrelsen er tvivlsomt, at der vil blive skabt nye familier f.eks. i forhold til flertallet af dem, der er på venteliste,” lyder det i et brev fra DIA til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.
I et tidligere brev til ministeren fremgår det, at den afvisning vil føre til opsigelse af DIAs medarbejdere per 1. november.
Bekymringen for videnstabet uddybes af en nuværende medarbejder i DIA, som ønsker at være anonym af hensyn til chancerne for fremtidig ansættelse i Ankestyrelsen. I denne artikel kalder vi medarbejderen for Kim, men redaktionen er bekendt med det rigtige navn.