Her er regnestykket: Sådan vil regeringens eksperter spare milliarder på jobcentrene
En afskaffelse af ressourceforløb og en ny spareaftale med kommunerne skal frigøre mere end én ud af tre milliarder kroner, når regeringens eksperter skal slanke landets jobcentre. Se alle spareforslagene her.
Kim Rosenkilde
RedaktørEn tilbagerulning af centrale dele af Mette Frederiksens (S) reform af førtidspension og fleksjob fra hendes tid som beskæftigelsesminister i 2012 skal sikre besparelser for tæt på én milliard kroner.
I hvert fald hvis det står til den ekspertgruppe, som regeringen har haft nedsat til at gentænke den danske beskæftigelsesindsats og skære tre milliarder kroner af kommunernes samlede udgifter på godt 11 milliarder kroner.
Mere konkret står en afskaffelse af ressourceforløbene til udsatte ledige til at være det enkeltstående greb, der giver det største bidrag til de samlede besparelser.
Ifølge eksperternes beregninger vil det isoleret give besparelser for 540 millioner kroner.
Oven i det kommer, at en afskaffelse af ressourceforløbene samtidig vil betyde, at der ikke længere er brug for de såkaldte rehabiliteringsteams, som ekspertgruppen derfor også vil afskaffe. Og samlet ender besparelsen dermed på godt 830 millioner kroner.
Ifølge eksperterne vil der kunne spares et tilsvarende beløb ved at afskaffe kravene til særlige indsatser for unge kontanthjælpsmodtagere og få kommunernes hjælp til at udpege yderligere konkrete besparelser på indsatser til vejledning og opkvalificering.
Her til kommer en lang række andre initiativer, som hver især skal sikre et to- eller trecifret millionbeløb. Altinget gennemgår de største beløb efter nedenstående tabel.
Kilde: 'Anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats'
* Andre dækker over: Anden indsats (ordinær uddannelse mm.), besparelser på ydelser samt gevinst/tab på beskæftigelseseffekt
**Her af 200 millioner kroner som følge af positiv beskæftigelseseffekt