Hospicepræst: Vi skal genfinde værdien af at blomstre i døden

Et egentligt performativt menneske med værd og identitet, bliver vi dog først, når vi erfarer andres anerkendelse af vores performans.

Anerkendelsen registreres i respons, ”pronomener” og ”likes”. Den amerikanske sociologiprofessor Judith Butler, en stærk repræsentant for dette menneskesyn, indrømmer, at konsekvensen bliver en livslang kamp for anerkendelse.

For at bruge Judith Butlers egne ord vil livet for det performende individ forme sig som ”a struggle to death” for at opnå anerkendelse.

Vi oplever det performative menneske på forskelligt plan eksempelvis i strømmen af tv-programmer og realityshows, hvor mennesker stiller op for at performe og blive anerkendt eller underkendt.

I hverdagen gør sociale medier det muligt for den enkelte at lægge sin daglige performans ud og opnå forskellige grader af anerkendelse. Indenfor kræftbehandlingen vurderes kræftpatienters videre behandling ud fra deres performance status.

Skal vi acceptere ideen om, at livet handler om performans og anerkendelse?

Bente Bramming
Ph.d. og præst

Som ramt af kræft eller anden dødelig sygdom sker der noget afgørende i ens forestilling om det, der venter. Vi ser os selv i lidelsen blive svagere, mindre os selv og ude af stand til at fortsætte et tidligere aktivt liv. Vores performans vil blive sørgelig svag og vil ikke kalde på nogen form for anerkendelse, tværtimod.

Et hurtigt tæppefald et det man ønsker, og er det ikke det, som aktiv dødshjælp tilbyder?

Men skal vi acceptere ideen om, at livet handler om performans og anerkendelse? Skal vi indrette vores samfund efter et midlertidig menneskesyn? Skal livet være en kamp for anerkendelse indtil døden?

Er det det, vi ønsker, at børn skal tro? Er mennesket ikke meget andet og mere end den anerkendelse, man opnår gennem en dyst, diverse opslag eller ved at følge de seneste konventioner?

Selve forestillingen om at blomstre i døden har sit udspring i et helt andet menneskesyn, nemlig antikkens, som var båret af en ide om værdier som dannende.

Både at leve et godt liv og at dø en god død var et spørgsmål om særlige værdier. En kultivering af gode vaner og væremåder i det sociale liv kunne føre til menneskelig blomstring. Platon og stoikerne var af den overbevisning, at mennesker, der gennem livet havde kultiveret gode væremåder, kunne blomstre i døden.

At blomstre i døden betyder, at tilegnede eller tilkæmpede værdier hos den døende skinner igennem til det sidste.

Performanstænkningen derimod beror på en forestilling om, at man kan gøre sig fri af overleverede værdier og konventioner og leve et mere autentisk liv gennem udfoldelse af selvet.

Uanset hvor meget eller lidt man har været influeret af performanstænkningen, så sker der en ændring i synet på, hvad livet handler om, når man på grund af en dødelig sygdom må se i øjnene, at man er uafvendeligt dødende.

En omfattende forskning blandt døende patienter (Den palliative indsats, 2016; Hospice 2017 og Åndelig omsorg 2019), udført af danske forskere indenfor de seneste ti år, viser, hvordan åndelige og eksistentielle spørgsmål kommer til at spille en særlig rolle hos mennesker, der rammes af en uhelbredelig sygdom.

I den tid, mennesker har tilbage, er der ikke samme fokus på performans som selvudfoldelse. En undersøgelse i New Zealand blandt døende patienter, der så tilbage på deres liv, viste, at deres største fortrydelse var, at de ikke havde haft modet til at leve et liv, hvor de var tro over for sig selv, men havde ladet sig styre af andres forventninger og anerkendelse.

Der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved, om den store tilslutning i befolkningen til aktiv dødshjælp, hviler på det rigtige grundlag.

Så længe vi ser os som performative mennesker, er der noget ønskværdigt eller endda trøsterigt i, at vi kan vælge en hurtig overgang fra performans til tæppefald. Men vi må spørge os selv, om vi vil stå med samme vurdering af liv og død, hvis vi personligt skulle forholde os til at dø af en uhelbredelig sygdom?

Vi må holde fast i, at det er muligt at blomstre i døden.

Bente Bramming
Ph.d. og præst

Tanken om døden vil altid være forbundet med frygt. Man vil fra tid til anden blive grebet af fortvivlelse og angst. Heldigvis er der i sundhedssektoren en voksende forståelse af, at patienter også skal mødes med åndelig og eksistentiel omsorg som en del af den palliative indsats.

Patienten skal mødes der, hvor den enkelte midt i meningsløsheden alligevel ser en mening, og mødes i sit håb om at kunne bære det, der kommer, med mod og værdighed.

Måske skal vi vægte det klarsyn, som nogle mennesker opnår på kort tid og lære af deres visdom?

Måske skal vi give os i kast med at tilkæmpe os værdier som tålmodighed, håbefuldhed, ydmyghed, tro og stille overgivelse?

Med tanke på hvad mennesker formår i den sidste fase af livet, må vi holde fast i, at det er muligt at blomstre i døden.