Hospitalsdirektør: Vi sygeliggør det almindelige liv

Af Else Smith

Vicedirektør på Amager og Hvidovre hospital

Sygdomsfrygt i befolkningen og jagten på sundhed er en del af nutidens Danmark.

Der sker på visse områder en udvidelse af sygelighed, dels så almenmenneskelige forhold bliver til en diagnose og dermed en sygelig tilstand, dels ved at vi udvikler stadigt mere fintfølende apparatur i sundhedsvæsenet, hvorved muligheden vokser for tidlige og nye diagnoser. Derved sygeliggøres visse tilstande, som ikke giver symptomer og måske aldrig ville gøre det.

Eksempler er dels koncentrationsbesvær, generthed og mild depression, dels tilstande som prædiabetes, lille diskusprolaps og let forhøjet kolesterol hos ældre. Og denne udvikling møder et menneskeligt behov: Mange moderne mennesker ønsker sig en diagnose, når livet udfordrer. Det giver en vis tryghed at blive udstyret med en lægefaglig etiket plus recept eller henvisning.

Diagnosen bliver derved en ramme at forstå problemerne i, men er i mange tilfælde ikke en løsning. Vi får sygeliggjort noget i det normale liv, som egentlig bedre kunne løses af os selv, sammen med vore nære, eller i alt fald uden for hospitalerne.

Brug for prioritering i diagnosesamfundet
Det er ikke nemt at definere, diskutere og dokumentere overdiagnosticering. En definition på overdiagnosticering kunne være, når en diagnose anvendes korrekt i henhold til gældende faglige standarder, men hvor sandsynligheden for, at patienten får noget ud af behandlingen, er lille eller ikke-eksisterende.

Vi får sygeliggjort noget i det normale liv, som egentlig bedre kunne løses af os selv, sammen med vore nære, eller i alt fald uden for hospitalerne.

Else Smith
Vicedirektør på Amager og Hvidovre hospital

Det faktum, at behandlingen mangler effekt, har i sig selv negative konsekvenser for den enkelte patient, for vi ved, at al behandling medfører risiko for skader.

Overdiagnosticeringen eller diagnosesygen har en samfundsmæssig konsekvens – simpelthen fordi ressourcerne i sundhedsvæsenet dermed tilflyder mennesker, som ingen – eller næsten ingen – gavn får af behandlingen, og dermed kan ressourcerne mangle til behandlingen af andre patientgrupper.

Overbehandling er i bedste fald spild af penge. I værste fald skader det patienten. For vi har fortsat en stor gruppe danskere, der underdiagnosticeres. Derfor er prioritering en nødvendighed.

Angsten for klagesager
Overdiagnosticering og overbehandling opstår også af andre årsager. Det er ikke kun patienterne, som søger en slags tryghed.

Antallet af klager over behandling i sundhedsvæsenet har i mange år været stigende, og det kan bidrage til at bedrive defensiv medicin: Vi bliver tilbøjelige til at tage en ekstra prøve eller ordinere en ekstra undersøgelse ”for en sikkerheds skyld.”

Overdiagnostik og -behandling i patienters perspektiv opleves ofte positivt. Hvis tilbuddet fjernes, vil mange mene, at sundhedsvæsenet er blevet forringet. Angsten for at få en klagesag kan spille ind på den faglige vurdering.

I stedet for fokus på flere behandlinger skulle vi investere i mere tid med patienten, ikke mindst i lyset af uligheden i sundhed. Overbehandling kan formentlig reduceres, hvis sundhedsvæsenet investerer i tid til dialog med patienten.

Tid til at forklare fordele og ulemper ved en given behandling. Ikke alle patienter ønsker at gennemgå behandlinger med lille sandsynlighed/chance for positiv effekt, hvis de først får forklaret balancen mellem risici og potentiel nytte.

Behandling og undersøgelse af raske
Finansieringsmodellen for sundhedsvæsenet spiller en rolle. På hospitalerne er der tradition for, at udskrevne og behandlede patienter gives en tid til ambulant kontrol – også raske mennesker, som har fået det godt igen af behandlingen, ja, måske er blevet raske.

Afregningsmodellen skaber et incitament for dette, fordi disse kontroller afregnes mere generøst end eksempelvis en telefonkontakt. Det er ikke den enkelte hospitalslæge, som spiller købmand og tænker i indtjening, men både hospitals- og afdelingsledelser er opmærksomme på det økonomiske aspekt.

Også på dette område er prioritering nødvendig. Finansieringsmodellen for sundhedsvæsenet bør gentænkes, så vi sikrer ressourcer nok til de patienter, som har behov for og får mest nytte af specialist-behandlingen.

At lyset i disse måneder er rettet imod afregningssystemet er ikke bare relevant – det er nødvendigt.