Interview med ny svømmeformand: "Vi skal sikre, at svømmerne aldrig må blive svigtet"
Ny formand i Dansk Svømmeunion vil række ud til kritikerne og har derfor bedt omstridt ex-direktør trække sig fra international toppost, selvom "det kommer til at koste". Ny formand vægter svømmernes trivsel over de bonede gulve, lyder det.
Rasmus Dahl Løppenthin
JournalistOven på flere års interne stridigheder skal den nye formand Pia M. Johansen forsøge at skabe ro i Dansk Svømmeunion.
“I virkeligheden er det gamle dyder, jeg vil have i fokus. Jeg vil vise åbenhed, give plads til dialog og skabe gennemsigtighed i beslutningerne," siger hun.
Pia M. Johansen skal samle den union, hun selv har kaldt "splittet" efter en krise, der tog fart i foråret 2019. Her pegede en DR-dokumentar på problemer med spiseforstyrrelser og depressioner i dansk elitesvømning. Siden konkluderede en rapport fra Kammeradvokaten, at træningsmiljøet for landsholdssvømmerne havde været særdeles problematisk - samt at der var sket ledelsessvigt i unionen.
Det kostede den mangeårige direktør Pia Holmen jobbet i februar 2020.
Alligevel valgte den daværende unionsbestyrelse i efteråret 2020 at indstille Pia Holmen til en international toppost i det europæiske svømmeforbund, LEN, hvor hun i dag sidder som vicepræsident.
Det medførte hård kritik fra en stribe eliteklubber og topsvømmere. Sagen endte med, at formand Lars Jørgensen trak sig som formand i februar.
I hele det forløb var Pia M. Johansen formand i Silkeborg Svømmeklub. Og hun stod ligesom mange andre på sidelinjen og undrede sig.
“Konsekvensen af Kammeradvokatens rapport blev, at den daværende bestyrelse besluttede, at Pia Holmen ikke længere kunne repræsentere dansk svømning herhjemme. Men samtidig siger man, at hun godt kan repræsentere dansk svømning internationalt. Det hænger ikke sammen," siger Pia M. Johansen i dag.
Mit og mange andres udgangspunkt er, at man vælger bestyrelsen på generalforsamlingerne, og så må man i mellemtiden få tingene til at fungere.
Pia M. Johansen
Formand, Dansk Svømmeunion