Debat

Kost og Ernæringsforbundet til ny regering: Lav et forebyggelsesministerie

DEBAT: Det bør være blandt de første opgaver for en ny minister på sundhedsområdet at blæse til kamp mod det fedmefremmende samfund. Det skal blandt andet være et mål, at alle børn i dagtilbud har ret til en sund madordning, skriver Ghita Parry.

Kun halvdelen af landets børnehavebørn er omfattet af en madordning, som sikrer, at børnene bliver tilbudt et sundt og velsmagende måltid, fortæller Ghita Parry.
Kun halvdelen af landets børnehavebørn er omfattet af en madordning, som sikrer, at børnene bliver tilbudt et sundt og velsmagende måltid, fortæller Ghita Parry.Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ghita Parry
Formand, Kost og Ernæringsforbundet

Det er samfundets skyld. Sådan lyder det i tv-2's storhit. Og der er en vis visdom i det omkvæd – i hvert fald når det drejer sig om danskernes sundhed.

For det er – også – samfundets skyld og ansvar, at over halvdelen af voksne danskere er overvægtige. Udfordringerne med overvægt er at finde i hele landet og i alle samfundslag.

Det er ikke kun blandt den voksne del af befolkningen. Andelen af børn, der er overvægtige, er på 18 til 20 procent. Undersøgelser viser, at 70 procent af disse overvægtige børn også vil være overvægtige som voksne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Konsekvenserne for den enkelte kan være kroniske sygdomme som type-2 diabetes, hjerte-kar-sygdomme og slidgigt, hvilket for mange kan betyde manglende fysisk overskud, forringet livskvalitet og uhensigtsmæssig tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

I en tid, hvor der er brug for, at flere og flere bliver på arbejdsmarkedet i længere tid, så presser det stigende antal overvægtige borgere også samfundet som helhed. Derfor har vi et fælles ansvar for at passe på hinanden, præcis som vi gør det i trafikken.

WHO kan ikke sige det tydeligere: Overvægt er en af de største trusler mod folkesundheden. 

Ghita Parry
Formand for Kost og Ernæringsforbundet

Genindfør et forebyggelsesministerium
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kan ikke sige det tydeligere: Overvægt er en af de største trusler mod folkesundheden. Det kalder på politisk lederskab fra Christiansborg frem for kun de nuværende spredte lokale løsninger i kommuner og regioner.

Forebyggelse og bekæmpelse af det fedmefremmende samfund skal op på den politiske dagsorden. Det, mener vi, sker bedst ved, at en ny regering genindfører et forebyggelsesministerium.

Der er taget vigtige skridt fra Christiansborg, når det gælder alkohol og rygning. Selvom vi ikke er i mål på disse områder, bør turen nu være kommet til maden. For sundhed er en ret for alle.

Det skal være slut med et- til to-årige projekter, der hverken bliver fulgt op med støttende indsatser eller skaber blivende resultater. Løsningen på en af de største trusler mod folkesundheden er strukturel forebyggelse for børn og voksne.

Her spiller de ernæringsprofessionelle en vigtig rolle. De er nemlig de eneste faggrupper med fokus på den ernæringsfaglige del af sundhedsfremme, forebyggelse og behandling.

Børn i dagtilbud har ret til en sund madordning
Lad os begynde med de mindste borgere – her er det kun halvdelen af landets børnehavebørn, der er omfattet af en madordning, som sikrer, at børnene, uanset socioøkonomisk baggrund, bliver tilbudt et sundt og velsmagende måltid.

Lad det være et fælles mål, at alle børn i dagtilbud har retten til en sund madordning.

Politisk bør det sikres, at børn og unge i alle landets skoler og uddannelsesinstitutioner får adgang til en ambitiøs, sund madordning, der muliggør sunde madvaner og har positiv betydning for deres læringsforudsætninger.

Lad alle typer arbejdstagere have ordentlige rammer og vilkår for at indtage flere af dagens måltider.

Kampen mod det fedmefremmende samfund
Vi opfordrer politikerne til, at de hæver blikket fra tallerkenen og sætter mad- og måltidsvaner ind i et etisk samfundsperspektiv.

For kan vi som samfund have holdninger til, hvad den enkelte spiser? Er ansvaret for at opnå et fysisk, mentalt og socialt velbefindende, som kan bidrage positivt til vores arbejdsevne, et fælles ansvar mellem arbejdsgiver og det enkelte individ? Og betyder det fælles ansvar at vurdere, hvad der er sundest at spise på arbejdspladsen?

I Kost og Ernæringsforbundet svarer vi et højt og rungende ja til disse spørgsmål.

For selvom den enkelte altid har muligheden for at sige nej, er markedskræfterne og tilbuddene så massive i hverdagen, hvor alt fra detailhandlen til hyggekulturen på arbejdet giver daglige fristelser.

Så kære Christiansborg, genindfør et forebyggelsesministerium, og lad det blive en af de første opgaver for en ny minister på feltet at blæse til kamp mod det fedmefremmende samfund i samarbejde med ernæringsprofessionelle, relevante faggrupper og industrien.

Sammen skaber vi et sundere Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ghita Parry

Formand, Kost og Ernæringsforbundet
økonoma

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024