Kristian Thorup: Vi er hunderædde for at videreudvikle velfærdssamfundet
DEBAT: Oprindeligt var velfærdssamfundet en radikal idé og en reel omkalfatring af samfundet, men nu er venstrefløjen blevet hunderæd for yderligere eksperimenter og politiske visioner for, hvor velfærdsstaten skal bevæge sig hen, skriver Kristian Thorup.
Lise-Lotte Skjoldan
FagdebatredaktørAf Kristian Thorup
Forfatter og cand.soc. i filosofi
Siden den nye regering under ledelse af Mette Frederiksen trådte til i juni, har vi set en række spirende tegn på, at vi måske går en ny tid i møde: Den nye regering har blandt andet fremlagt mål om at løfte velfærden, satse mere på almene boliger, hæve pensionen for nedslidte og gøre op med den opslidende konkurrencekultur i ungdommen.
Vigtigst af alt er den ambitiøse melding om at ville reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent fra niveauet i 1990 og den åbne indrømmelse af, at vi endnu ikke ved, hvordan en sådan ambition kan lade sig realisere.
70-procents-målsætningen er udtryk for, at den politiske vision efter årtier har gjort sin genkomst i dansk politik, da denne målsætning legemliggør selve definitionen på en virkelig politisk vision – at sætte et mål, man endnu ikke har midlerne til at realisere.
Mens vi i vor tid høster frugterne af vores forfædres storslåede eksperiment med velfærdssamfundet, er vi på paradoksal vis i mellemtiden blevet hunderæd for yderligere eksperimenter.
Kristian Thorup
Den slags politiske visioner havde vi ellers vænnet os til hørte hjemme i det 20. århundrede, hvor store idealer og målsætninger blev sat for fremtiden, og der fortsat eksisterede en følelse af, at fremskridt og fundamentale forbedringer af vores samfundsmodel var en reel mulighed.
Det nye flertals vision på klimaområdet bør bestemt møde anerkendelse, og måske bør den tilmeld bruges som målestok for det politiske mod og den ditto idealisme, vi kan drømme om at se på andre politiske områder.
Et plaster på såret er ikke nok
Selvom der er mange progressive toner fra den nye regering, er der nemlig ingen andre politikområder, der er præget af samme grad af visioner og idealisme som klimamålet.
Eksempelvis er der enighed om, at regeringens nye kommuneaftale i bedste fald vil medføre et marginalt løft af velfærden i kommunerne og mestendels blot har til formål at holde trit med den demografiske udvikling i samfundet og gøre op med de udpinende toprocentsbesparelser, der har hærget den offentlige sektor i årevis.
Et andet eksempel er de nye ydelser til fattige børnefamilier, som er en håndsrækning, men stadig giver dem et lavere rådighedsbeløb end før kontanthjælpsloftsreformen fra 2016.
Selvom det er svært som venstreorienteret at være rigtigt utilfreds med disse løft for velfærdet, er aftalerne symptomatiske for venstrefløjens politik de seneste årtier: Højrefløjen skærer ned på velfærden, og venstrefløjens politik består i kun delvist at rette op på nedskæringerne. Med andre ord reducerer venstrefløjen sig til et plaster på såret i stedet for at rulle ærmerne op og sætte sine egne visioner.
"Kampen om velfærden" er i alt for høj grad blevet et institutionaliseret tovtrækkeri, hvor højrefløjen trækker lidt i den ene retning, og venstrefløjen lidt i den anden.
Frem for at fortabe sig i denne træge logik, som har reduceret velfærdsstaten til et spørgsmål om at skrue lidt på nogle enkelte knapper i kontrolpanelet, er der brug for på ny at genetablere et større udsyn for, hvor velfærdsstaten overhovedet skal bevæge sig hen, og hvordan dens forsatte udvikling bør være et spørgsmål om overordnede visioner i stedet for teknokratiske detaljer.
Velfærdsstaten som radikal idé
I 1970'erne blev der i både Socialdemokratiet og fagbevægelsen slået et slag for idéen om økonomisk demokrati (ØD) – at lønmodtagerne i stigende grad skulle blive medejere af de virksomheder, de arbejdede på, og derigennem også få demokratisk medindflydelse på virksomhedernes strategi og ledelse.
Denne idé, som kunne betragtes som en naturlig videreudvikling af velfærdssamfundets idé, angreb en af grundstrukturerne i den kapitalistiske økonomi, nemlig ejerskabet til produktionsmidlerne, og anviste dermed en mulig vej for en radikal videreførelse af kampen for lighed og demokrati.
ØD blev aldrig en realitet (selvom nogle folk i dag er begyndt at tage tanken op igen), men bør stå som et ledende eksempel på, hvordan man tidligere har forsøgt at realisere velfærdssamfundets grundlæggende idé på radikale nye måder, frem for blot at skrue lidt på forholdene for de eksisterende ordninger.
Det er for mange mennesker en glemt kendsgerning, at den form for velfærdssamfund, vi i dag tager for givet, i begyndelsen af det 20. århundrede fremstod som en ekstremt radikal idé og en egentlig omkalfatring af mange af de fundamentale strukturer i den tids langt mere brutale og ulige samfund.
Velfærdsstaten tager sig ud som en blød, ufarlig samfundsmodel, og dens radikale ophav er blevet glemt.
Mens vi i vor tid høster frugterne af vores forfædres storslåede eksperiment med velfærdssamfundet, er vi på paradoksal vis i mellemtiden blevet hunderæd for yderligere eksperimenter.
Nogle vil hævde, at frygten for eksperimenter stammer fra det 20. århundredes totalitære rædselsregimer. En anden forklaring kunne være, at vores enorme velstand og tryghed er endt med at blive en lænke om benet på os, da vi er tynget af en vedvarende frygt for at miste den igen.
Der synes i vor tid at herske en kronisk taberstemning i Danmark, uanset om vi er midt i et økonomisk opsving eller i en krise. Enten er vi lige på nippet til at miste vores velstand, eller også er vi allerede i gang. Aldrig føler vi os på toppen.
Ideologisk selvtillid er første skridt
Vores frygt for nye, store politiske visioner afholder os fra at radikalisere velfærdssamfundets idé og gå offensivt ind i kampen mod alle de former for ulighed, der stadig eksisterer i det danske velfærdssamfund.
Vi taler om børnefattigdom og forsøger delvist at udbedre den, men ser os tilsyneladende ikke i stand til at udrydde den helt og holdent. Vi bekymrer os om en ulighed, der er steget gennem årtier, men vi tør ikke gå efter de grundlæggende økonomiske strukturer, som denne ulighed er funderet i (såsom ejerskab af landets virksomheder, familieformuer og ejendomsværdi).
I en verden, hvor den socialdemokratiske model i Skandinavien har demonstreret sig markant overlegen i forhold til alle andre eksisterende samfundsmodeller, har der i årtier ikke været nogen socialdemokrater, der har haft mod til at videreudvikle denne samfundsmodel og forsøge fuldt ud at realisere den idé, den er baseret på.
På toppen af sin ideologiske magtdemonstration har socialdemokrater overalt i Vesten mistet selvtilliden og reduceret sig selv til teknokratiske forvaltere af velfærdsstaten, hvis ikke ligefrem afviklere af den (som under Thorning-regeringen).
Den nye regering viser et hav af små tegn på, at denne epoke kunne begynde at se sin ende. Hvis det første skridt er at genvinde sin ideologiske selvtillid, har vi imidlertid brug for også at se andet skridt: en offensiv vision for at udvikle velfærdssamfundet og realisere dets indre, socialistiske idé.
Debatserie: En ny æra for centrum-venstre?
Blå blok har siddet på magten i Danmark i 14 af de seneste 18 år, kun afbrudt af Thorning-regeringen, som allerede i 2015 måtte takke af efter en enkelt regeringsperiode.
Nu er en ny socialdemokratisk regering kommet til magten med Mette Frederiksen i spidsen og på grundlag af et forståelsespapir, som faldt på plads efter flere ugers forhandlinger med støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale.
Er det begyndelsen på en ny æra i dansk politik, hvor det er centrum-venstre-partierne, som sætter retningen for Danmark?
Altinget har spurgt en række debattører om deres bud på fremtiden for centrum-venstre-Danmark. Følg med i debatten, og læs indlæg fra blandt andre:
- Ritt Bjerregaard
- Christian Friis Bach
- Lars Olsen
- Pelle Dragsted
- Johanne Dalgaard
- Per Michael Jespersen
- Carolina Magdalene Maier
- Kristian Thorup.
-----
Kort før sommerferien diskuterede en række borgerlige debattører fremtiden for det borgerlige Danmark. Den debatserie kan du genlæse her: Hvordan kommer blå blok videre?