Lektor: Pædagoguddannelsens formål er så åndsforladt, at man får åndenød

Tænk, hvis vi åbent kunne diskutere, hvilke værdier og traditioner, vi synes, det er vigtigt at bygge fremtidens pædagogiske praksis på: Ligeværd, frihed, fællesskab, demokrati? Tænk, hvis vi turde skrive disse værdier ned, og lade dem fungere som et fælles grundlag for pædagoguddannelsen. Man kunne måske lade sig inspirere af læreruddannelsens nye, bredt formulerede formål?

Vigtigst ville det være, at man ikke reducerede formålet til et slutmål, der skulle forsøges indfriet gennem en række afledte og målbare delmål, men at man betragtede dets værdier som den grund, uddannelsen bygger på og vokser ud af.

Som uddannelsens formål er formuleret nu, er det helt og aldeles renset for værdier

Niels Jakob Pasgaard
Lektor, VIA University College

Det ville kræve en høj grad af tillid til, at pædagoguddannelsens undervisere, sammen med de studerende, kunne omsætte disse værdier, og fortolke dem ind i de pædagogiske praksisser, som de studerende skal bidrage til at genskabe i en ny tid: Altid mod nye mål, men altid med rødderne solidt plantet i en fælles fortolkning af formålets grundlæggende værdier. 

Fagenes kundskaber
Som nøgler til at diskutere, fortolke og omsætte værdierne, ville det kalde på en genindførelse af fag i uddannelsen. Vi kan ikke nøjes med de korte, atomiserede moduler, vi har nu, som udelukkende styres af snævre, kompetencebaserede relevanskriterier. I stedet for at uddanne de studerende ud i en allerede eksisterende pædagogisk praksis, som (ifølge nogen) kalder på allerede definerede kompetencer, må vi danne de studerende ind i en række fag med egne traditioner og metoder.

Fagene er vigtige, fordi de giver de studerende kundskaber at tænke og gøre pædagogik med: Her skal man ikke blot socialiseres ind i en allerede eksisterende og veletableret praksis, men have mulighed for at perspektivere denne praksis ud fra århundreders traditioner og idéer, og for at deltage i dialogen om dens fortsatte udvikling.

Det er en større diskussion, hvilke fag, der ville være behov for, men det kunne være pædagogik, psykologi, musik, sociologi, idræt, kulturfag og mange andre fag, der repræsenterer forskellige fortolkninger af og tilgange til omsætningen af formålets værdier. Sikke et liv, der kunne blive! 

Friheden som en gave
I samme ombæring ville det også være nødvendigt at give pædagoguddannelsen langt større frihed, end den har i dag.

I stedet for at ensrette alle ’udbudssteder’ fra øst til vest og fra nord til syd med ensartede studieordninger og dimittendprofiler, skulle man give plads til lokale eksperimenter og forskellige svar på, hvad en dygtig pædagog skal kunne: Her gør vi sådan, der gør de sådan. Ja, måske er der endda ikke brug for at have helt de samme fag alle steder. Nogle steder kunne man prioritere musikken, andre steder idrætten. Hvorfor ikke?

Vi kan ikke nøjes med de korte, atomiserede moduler, vi har nu, som udelukkende styres af snævre, kompetencebaserede relevanskriterier

Niels Jakob Pasgaard
Lektor, VIA University College

I stedet for at se friheden og mangfoldigheden som en risiko, kunne man se den som en gave: Sikke spændende samtaler vi kunne have, både i uddannelsen og i den pædagogiske praksis: Altid mod nye mål, altid med lidt andre fag og metoder, men altid med rødderne solidt plantet i formålets fælles, grundlæggende værdier.

Formål, fag og frihed
Lad os få en ny pædagoguddannelse, der hviler på et bredt formuleret formål med en række fælles, grundlæggende værdier. Lad os betragte dette formål som uddannelsens grund og ikke som dens slutmål.

Lad os få en uddannelse, der inviterer de studerende ind i en række forskellige fags traditioner og metoder, så de får kundskaber at tænke og gøre pædagogik med, hver på deres måde, og altid med afsæt i formålets fælles værdier. 

Og lad os holde fast i, at det ikke er ligetil at svare på, hvad en dygtig pædagog kan. Det må vi blive ved med at tale om og eksperimentere med. Det er jo dét, der gør faget så spændende.