LLO-formand: Ny roman rummer følelsen af 80’ernes boligmarked - og forklarer hvorfor nutidens er så svært

"Det der med penge, det er aldrig noget, vi er gået op i. Vi vidste jo heller ikke, hvad der ville ske – det er ikke mig, der har indrettet boligmarkedet."

Sådan siger en af hovedpersonerne i Lisbet Kjær Johansens debutroman ”Skindet på næsen.”

Hun siger det med lige dele afmagt og selvretfærdighed, men sætter med ordene meget præcist lys på det københavnske boligmarkeds udvikling siden 1980’erne.

Lisbet Kjær Johansens fortælling foregår i nutiden, men med sjove og tankevækkende afstikkere tilbage til 80’erne og 90’ernes boligmarked.

Helene Toxværd
Landsformand, Lejernes Landsorganisation

For en som mig, der selv var ung i perioden, indeholder romanen mange meget genkendelige situationer: en næsten naiv tilgang til det at bo; det er altid svært som ung, man havde ingen penge (ungdomsarbejdsløsheden var i perioden vanvittigt høj), lejlighederne var enten så ringe, at kondemnering var en reel trussel, eller så dyre, at man måtte bo sammen med mere eller mindre tilfældige mennesker – og stadig hutle sig igennem. 

Men alligevel gik det (i hvert fald for nogen!); man boede lidt hist og her, man var jo ung, og verden lå åben – og man kunne altid lede videre efter en anden uddannelse, et andet job, en anden lejlighed eller en anden kæreste.

Nogle år senere kunne man så se, at der havde været et tydeligt mønster i, hvem der snuppede de gode lodder i det store lotteri, og hvem der trak nitten – men vinderne så ofte ikke, hvor privilegeret de var startet ud. 

Lisbet Kjær Johansens fortælling foregår i nutiden, men med sjove og tankevækkende afstikkere tilbage til 80’erne og 90’ernes boligmarked med blandt andet byfornyelse, salg af kommunale boliger og omdannelse af lejeboliger til andelsboliger.