Trump-hviskeren uden visioner – her er den nye Nato-chef

Rutte er åbenlyst en politisk overlever, der har formået at fastholde regeringsmagten i hele 14 år – i spidsen af ​​fire forskellige koalitioner på tværs af det politiske spektrum, fra højre til venstre.

For at kunne regere skal man kunne "danse med alle", har Mark Rutte forklaret, heraf tilnavnet Hr. Kompromis.

Den evne har også givet Rutte et mindre flatterende ry, nemlig som principløs.

Spørgsmålet er, om Ruttes mange talenter udløser lige så megen succes i styringen af ​​det store og komplekse Nato-maskineri, som de har gjort i hollandsk indenrigspolitik.

Endnu en kompromisløsning

At finde efterfølgeren til Jens Stoltenberg har ikke været let. De mange, til tider modstridende, interesser i den nu 32 lande store forsvarsalliance har ført til, at Stoltenbergs mandat er blevet forlænget ikke bare én eller to, men hele tre gange, siden han første gang blev udnævnt og tiltrådte i foråret 2014.

Mark Rutte har ikke gjort sig kendt som en udpræget kritiker af Rusland.

Ann-Sofie Dahl
Docent i international politik og Senior Fellow, Atlantic Council

Normalt sidder generalsekretæren i omkring fire-fem år på posten, ikke ti år som Stoltenberg – selvom hollænderen Joseph Luns har rekorden med 13 år i spidsen for ​​Nato under Den Kolde Krig.

Jens Stoltenberg har da heller ikke lagt skjul på, at han gerne havde pakket kufferten og flyttet hjem til Oslo. Inden han modvilligt blev overtalt – eller måske rettere beordret – til at blive endnu et sidste år, havde han faktisk allerede sikret sig et nyt job som norsk centralbankdirektør.

Flere andre navne er dog blevet lanceret i løbet af de seneste år. Men at få en kandidat, som alle i øst og vest, i nord og syd har kunnet enes om på, har ikke været let.

Stoltenberg var faktisk selv en kompromisløsning i 2014, hvor en helt anden kandidat fra Sydeuropa gerne havde set sig selv i generalsekretærstolen efter danske Anders Fogh Rasmussen.

En hel del af os håbede i lang tid på, at den estiske premierminister Kaja Kallas ville blive Stoltenbergs efterfølger. Udover at Kallas uden tvivl er kvalificeret til jobbet, ville det også være på høje tid at have ikke blot en kvinde, men også en generalsekretær fra Natos østflanke.

Ungarsk accept

Rumæniens præsident Klaus Iohannis, fra den østlige flanke, fastholdt sin kandidatur til det sidste. Lige før midsommer indså Iohannis dog, at løbet var kørt, efter at hans ungarske kollega, Viktor Orbán, droppede sin modstand mod Ruttes kandidatur – mod den hollandske premierministers skriftlige forsikring om, at Ungarn ville slippe for at deltage i Nato-støtten til Ukraine.

Kaja Kallas blev i nogle kredse opfattet som for anti-russisk til at kunne være Nato-chef – indvendinger, der pudsigt nok ikke har forhindret hendes navn i at optræde i EU's fordeling af topposter efter valget i juni.

Mennesker med visioner bør søge en øjenlæge, for nogen stor visionær er Mark Rutte ikke.

Ann-Sofie Dahl
Docent i international politik og Senior Fellow, Atlantic Council

Men Kallas havde også en anden stærk fordel i sit kandidatur: Estland er et af de få lande, der i årevis har levet op til Nato-kravet om at anvende to procent af BNP til forsvar – et tal, der i dag betragtes som et minimum, snarere end et loft, for medlemslandene.

Ruttes Holland har ikke tilhørt den skare: Tværtimod har Holland længe skvulpet rundt med et forsvarsbudget på cirka én sølle procent. Selv den afgående generalsekretærs land har først i år slæbt sig op over 2-procentsgrænsen, som nu et af 23 medlemslande eller 75 % af de allierede.

For Nato handler kravene til medlemslandenes forsvarsbudgetter om flere ting. Dels naturligvis, at medlemmerne – og det gælder ikke mindst europæerne – skal tage større ansvar for deres eget forsvar i tider, hvor Rusland udgør en yderst reel trussel mod Vesten.

Der er også mange huller, der skal fyldes, når lagrene tømmes som følge af støtten til Ukraine, hvor Holland sammen med Danmark har markeret sig som initiativtager til leverancerne af F-16 kampfly til Kyiv.

Trump-hviskeren

Mark Rutte har dog ikke markeret sig som en udpræget kritiker af Rusland – altså ikke før nedskydningen af ​​passagerflyet MH17 over det østlige Ukraine i sommeren 2014 med 298 personer ombord, hvoraf flertallet var hollændere.

Men Natos krav til de allieredes forsvarsinvesteringer handler også om at forberede alliancen på det værst tænkelige scenario med en ny præsident Trump efter det amerikanske valg i november.

At sikre, at så mange medlemmer som muligt lever op til budgetkravene, trækker effektivt tæppet væk under et af Donald Trumps mest brugte argumenter mod Nato – at europæerne "skylder os".

Selve scenariet med et Trump-comeback til Det Hvide Hus er blevet nævnt som det måske stærkeste argument for Mark Ruttes kandidatur. De to kom angiveligt godt ud af det sidste gang, det skete, og præsidenten omtaler gerne Trump-hviskeren Rutte som sin ven.

"Ikke endnu en hollænder", har det lydt med et suk, når Mark Ruttes navn er blevet nævnt i kampen om posten som generalsekretær. Men sådan bliver det for fjerde gang i forsvarsalliancens 75-årige historie – og med Anders Fogh Rasmussens forgænger, Jaap de Hoop Scheffer, en bleg diplomat, der ikke satte større præg på organisationen, som den seneste i rækken.

Visioner er heller ikke det, der præger den næste hollænder, der flytter til Bruxelles til efteråret, og dermed for første gang forlader forældrehjemmet i Haag, hvor han har boet alene de seneste år, siden mor Rutte kom på plejehjem.

Folk med visioner bør søge øjenlæge, har Natos næste generalsekretær kækt forklaret. 

Rutte er et kært barn med mange navne og talenter, men han er bestemt ingen Hr. Visionær. Spørgsmålet er, om det ikke desto mindre er lige præcis en visionær, Nato har mest brug for i disse alvorlige tider.