Menneskerettigheds-institutioner efterlyser håndtering af farligt affald i Grønland

Der skal meget bedre styr på Grønlands lossepladser og meget mere viden ud til offentligheden om planerne for oprydning ved den nedlagte amerikanske base Camp Century i Nordgrønland. Det mener to menneskerettighedsinstitutioner.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Lossepladser og militæranlæg i Grønland indeholder farligt affald, som kan udgøre en alvorlig helbredsrisiko for den grønlandske befolkning. Både nu og på længere sigt. 

Det farlige affald og miljøgifte kan true befolkningens helbred og retten til sundhed og et sundt miljø. Målrettede tiltag og øget offentlighed kan forebygge, at det sker.

Det påpeger Institut for Menneskerettigheder og Grønlands Råd for Menneskerettigheder i et nyt notat om affaldshåndtering i Grønland.

”Retten til sundhed er en af vores fundamentale menneskerettigheder, ligeledes ønsker staten at stå i spidsen for en grøn omstilling. Derfor skal staten sikre, at affald håndteres, så det ikke kommer til at udgøre en helbredsrisiko for borgerne eller være til skade for miljøet,” fastslår Qivioq Løvstrøm, forkvinde for Grønlands Råd for Menneskerettigheder. 

Grønland har ansvar for at håndtere affald på landets lossepladser, men ingen lossepladser opbevarede i 2020 affald fuldt ud miljømæssigt forsvarligt. På over halvdelen af lossepladserne kontrolleres der ifølge Naalakkersuisut hverken for gasser, skadedyr eller forurenet regnvand, som kan skade drikkevandet.

I 2018 indgik Naalakkersuisut og kommunerne en aftale om oprettelse af to affaldsforbrændingsanlæg, der skal håndtere affald fra hele landet på en forsvarlig måde. Når anlæggene står færdige i 2024, skal de forhindre, at ophobet affald bliver brændt af i det fri, og minimere udledningen af gifte som dioxin, der truer befolkningens sundhed.

”Det er afgørende, at de nye lossepladser ikke udleder giftige kemikalier, og at de kan klassificeres som kontrollerede affaldsdepoter. Affald skal opbevares og håndteres på en måde, der ikke truer den grønlandske befolknings helbred eller skader vores omgivelser,” siger Qivioq Løvstrøm.

Som konsekvens af USA’s militære aktiviteter i Grønland under både anden verdenskrig og den kolde krig, findes der efterladte militære anlæg, som indeholder sundheds- og miljøskadeligt materiale.

I 2018 aftalte Danmark og Grønland, at der skulle ryddes op efter anlæggene. Oprydning efter militærbasen Camp Century, der fik strøm fra en atomreaktor, indgik dog ikke i aftalen. Det er vanskeligt for offentligheden at opnå viden om, hvad planerne er for oprydningen efter militærbasen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024