Millioner indsamlet til Ukraine er ikke brugt endnu
To år efter den store Ukraine-indsamling venter millioner af nødhjælpskroner fra private, fonde og virksomheder stadig på at blive brugt.
Martha Nybroe
ResearcherMikala Satiya Rørbech
RedaktørRådhuspladsen var tæt pakket med mennesker, 17 af Danmarks kendte kunstnere stillede op, og både DR og TV2 sendte live. Støttekoncerten ’Sammen for Ukraine’ i marts 2022 var en kæmpe succes.
Borgere, virksomheder og fonde gav tilsammen mere end 165 millioner inden koncerten var slut, og i månederne efter kom der yderligere penge ind. Den samlede indtægt fra koncerten landede på 205 millioner kroner til ofrene for krigen i Ukraine.
For de fleste af de 18 humanitære nødhjælpsorganisationer, som var udvalgt på forhånd til at få del i pengene fra koncerten, blev det startskuddet til en massiv indsats for flygtningene.
Mange af organisationerne har siden indsamlet flere penge fra virksomheder, fonde og institutionelle donorer som UNHCR og US AID, øremærket til Ukraine. For flere af de store organisationer løber budgetterne til Ukraine op i trecifrede millionbeløb.
I alt har de 18 organisationer modtaget donationer og bevillinger på 1.695.997.421 kroner til støtte for Ukraine.
Nu viser en optælling, at organisationerne tilsammen har indsamlet 395 millioner kroner mere end de har brugt i perioden fra støttekoncerten og frem til marts 2024.
Det vil sige, at mere end hver femte nødhjælpskrone til Ukraine ikke er brugt endnu.
Ekspert: Nødhjælp skal bruges hurtigt, ellers har man et forklaringsproblem
Der findes ikke nogen fast regel for hvor hurtigt indsamlede nødhjælpspenge skal bruges. Det bekræfter Civilstyrelsen*. Men det er problematisk, hvis der går for lang tid, mener Steen M. Andersen, tidligere generalsekretær i Unicef og nu selvstændig rådgiver.