Minkkommissionen: Vi havde ingen indflydelse på, hvornår sms-kuverter blev åbnet
Det var ikke Minkkommissionens beslutning, at Justitsministeriet først dagen efter kommunal- og regionalvalget meddelte, at sms'erne fra Mette Frederiksens og tre andre topfolk i Statsministeriet ikke kunne genskabes.
Christoffer Lund-Hansen
ErhvervsredaktørDet var ikke Minkkommissionens beslutning, at beskeden, om at statsminister Mette Frederiksens (S) slettede sms'er ikke kunne genskabes, først kom ud dagen efter kommunalvalget.
Selvom politiets teknikere allerede fredag 12. november afsluttet sine undersøgelser af de pågældende enheder, blev resultatet af undersøgelserne først meldt ud onsdag 17. november, som var dagen efter kommunal- og regionsvalget.
Resultatet var, at ingen af Mette Frederiksens slettede sms'er kunne genskabes.
For mens Minkkommissionen over for Altinget bekræfter, at den mandag indvilgede i, at de pågældende personer i første omgang skulle åbne kuverterne med resultatet af politiets undersøgelse selv eller sammen med deres respektive bisiddere, så oplyser kommissionen også, at den ingen indflydelse havde på, hvornår kuverterne blev åbnet.
"Minkkommissionen kan bekræfte, at der mandag den 15. november 2021, klokken 09.00, blev afholdt et møde mellem kommissionen, Justitsministeriet og bisiddere for Mette Frederiksen, Martin Justesen, Barbara Bertelsen, Pelle Pape og Johan Kristian Legarth (Justitsministeriets departementschef, red.)," skriver Minkkommissionens formand, Michael Kistrup, i en meddelelse, der fortsætter:
"På mødet drøftede man den videre proces omkring håndteringen af de forseglede kuverter indeholdende resultatet af politiets forsøg på genskabelse af sms’er, som på tidspunktet for mødet lå i et aflåst pengeskab i Justitsministeriet. Det blev aftalt, at de forseglede kuverter i første omgang skulle åbnes af de pågældende og/eller deres bisiddere."
Derefter tilføjer Michael Kistrup:
"Minkkommissionen havde ingen indflydelse på, hvornår kuverterne åbnedes."
Heller ikke de slettede sms'er fra de tre ledende medarbejdere i Statsministeriet kunne genskabes.