Oliestaten Texas er blevet USA's grønne frontløber
Danske virksomheder tjener dollars i det grønne gold rush i den amerikanske energihovedstad Houston, hvor penge er penge, og de gamle olieselskabers ekspertise gør dem uundværlige, når brintrør og solceller rulles ud.
Lucas Anderschou
Mandag MorgenI marts måned producerede Texas for første gang mere elektricitet fra sol end kul – en milepæl for den grønne omstilling i oliestaten, hvor den gode forretning trumfer de fleste hensyn, og hvor boringerne efter ny fossil energi stadig slår rekorder.
Det hele sker på samme tid. En række danske virksomheder tager del i et nyt, grønt gold rush, mens store energiselskaber stadig spinder guld på olieboringer.
Paradokset er til at få øje på. Måske er det en del af forklaringen på udviklingen. Denne artikel kommer fra Altingets søstermedie Mandag Morgen, som dækker omstillingen i velfærdssamfundet med undersøgende og analytisk journalistik. Klik her hvis du vil læse mere.
Olieselskaberne spiller nemlig en central rolle i udrulningen af den vedvarende energi. Deres rør, logistik, ekspertise – hele infrastrukturen omkring energi – skal bruges for, at den grønne energi kan rulles ud i storskala.
Spørger man den danske virksomhed Topsoe, der satser stort på at levere grønne teknologier til det amerikanske marked, er de fossile giganter en del af løsningen. Det er vigtigt ikke at gøre olie og gas til bad guys.
Direktør for Power-to-X i Topsoe
“Det er vigtigt ikke at gøre olie og gas til bad guys,” siger Kim S. Hedegaard, chef for Topsoes Power-to-X-projekter.
“De har opereret på den måde, fordi verden havde behov for det. Man må bare acceptere, at vi er gået for langt i den måde, vi bruger fossiler på, og nu er vi nødt til at hjælpe energitransitionen på vej i fællesskab,” fortsætter han.
De samme selskaber, som kapitaliserer på udvindingen af fossile brændsler, skal altså paradoksalt nok gå forrest i energiomstillingen. Energi er energi. En rørledning med naturgas kan være en rørledning med brint.
Mandag Morgen besøgte Texas få uger før det amerikanske præsidentvalg for at se, hvordan fremtidens energi skyder op få kilometer fra de endeløse rækker af raffinaderier.