Naturstyrelsen: Debattørs konklusioner ligger langt fra virkeligheden

Af Signe Nepper Larsen
Vicedirektør, Naturstyrelsen

Misligholdelsen af Rebild Bakker er heldigvis et historisk kapitel.

Signe Nepper Larsen
Vicedirektør, Naturstyrelsen

Ingen, der følger med her i Altingets spalter, kan være i tvivl om, at der er mange ønsker til, hvordan vi i Naturstyrelsen skal forvalte vores fælles naturarv.

Ønsker, som vi lytter til med stor interesse og som hele tiden er med til at inspirere og holde os fagligt skarpe. Mon ikke vi kan gøre det lidt bedre i morgen end i dag?

Det spørgsmål stiller vi selvfølgelig også os selv, hvad angår Rebild Bakker. Her rettede Rune Engelbreth Larsen i en kommentar på Altinget i sidste uge kritik af vores forvaltning, som han kalder misligholdelse.

En konklusion, der ligger meget langt fra virkeligheden og som kalder på en redegørelse for, hvorfor vi forvalter Rebild Bakker, som vi gør. Måske vi sammen kan blive klogere på de dilemmaer, der knytter sig til forvaltningen af vores fælles naturarv?

Fredet landskab
Rebild Bakker er en perle i det nordjyske landskab, som staten i over 100 år har haft ansvaret for at forvalte.

Arealet blev foræret i 1912 til den danske stat på baggrund af en indsamling igangsat af dansk-amerikaneren Max Henius, der gerne ville bevare et karakteristisk dansk naturområde, der mindede om det land, som han og andre dansk-amerikanere var udvandret fra.

Siden 1912 har området således været fredet med det formål at bevare de landskabelige, naturhistoriske og kulturhistoriske værdier, særligt med fokus på dansk indlandshede blandt andet med hedelyng.

Derfor er formålet med vores arbejde i Rebild Bakker at bevare hedelandskabet med lyng og dværgbuske. Et landskab, der er skabt af hedens fattige bønder og andre brugere gennem århundreders udnyttelse, og som fortæller et vigtigt stykke Danmarkshistorie.

Inden for de rammer, som fredningen sætter, arbejder vi selvfølgelig også for at øge artsrigdommen og skabe gode forhold for friluftslivet. Rebild Bakker er et beskyttet Natura 2000-område og er et yndet besøgsmål for over 300.000 besøgende om året, og der ligger mange grundige overvejelser bag, hvordan vi bedst løser opgaven med at forene de mange forskellige hensyn.

Vi har en nyligt vedtaget driftsplan som har været igennem en offentlig høringsproces, ligesom der ligger en Natura2000-plan, som foreskriver den pleje, som vi gennemfører og som også har fredningens formål i fokus.

Omfattende genopretning
Et landskab som Rebild Bakker er ikke en statisk størrelse. Uden en aktiv forvaltning vil områdets særkende forsvinde over årene. Det måtte man sande, da lyngbakkerne i en lang årrække fik lov at ligge hen uden græsning eller andre forvaltningstiltag.

Tilbage i 1980'erne var lyngen næsten helt forsvundet og erstattet af ensformige tæpper af græsarten bølget bunke. Samtidig spredte skoven sig. For at genoprette hedelandskabet blev der derfor iværksat en delvis rydning af træopvæksten og fåregræsning på de største hedepartier i den sydlige del af bakkerne, som var domineret af bølget bunke, mens kreaturer blev sat til at græsse den nordlige del.

Takket være den indsats kom lyngen tilbage i den del af bakkelandskabet, som blev græsset med får, sammen med en udbredt mosaik af hedens dværgbuske, enebær, naturskovsbøgepartier og mindre grupper af bævreasp, eg med videre.

Samtidig er størstedelen af naturtyperne i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området i dag ifølge den officielle Novana-overvågning i god bevaringsstatus, og for de naturtyper, der ikke har god bevaringsstatus, er der registreret fremgang.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der gennem de nu tre Novana-overvågninger med seks års mellemrum af området er sket en ændring af nogle af naturtypernes afgrænsning, og vi for visse arealer kan konstatere, at der er sket en negativ ændring af artsindeks samtidig med en forbedring af strukturindeks. Samlet er naturtilstanden stadigvæk god, men den udvikling er vi meget opmærksomme på.

Nye iagttagelser af arter
Rebild Bakker overrasker løbende med nye spændende artsiagttagelser – senest blandt andet ynglende Vendehals, flere myrearter og en stor bestand af den sjældne og rødlistede bille trehornet skarnbasse. Vi kan derfor langt fra genkende det billede, der bliver tegnet af, at Rebild Bakker skulle befinde sig på et lavpunkt.

Dermed ikke sagt, at vi er færdige med at stille os selv spørgsmålet, om vi ikke kan gøre det endnu bedre i både Rebild Bakker og de øvrige naturområder, som vi forvalter i Naturstyrelsen.

Vores natur er trængt, og vi har som den statslige forvalter af vores fælles naturarv et stort og vigtigt ansvar for at optimere vores indsatser, inden for de rammer, der er stillet for vores arbejde både lovgivningsmæssigt, ressourcemæssigt og politisk.

I Rebild Bakker betyder det, at vi nu lader en større del af græsningen foregå med andre dyr end får for at få en mere varieret græsning og dermed give flere nicher til forskellige arter af dyr og planter.

Men med det overordnede mål for øje og belært af erfaringerne, så gør vi dette med forsigtighed og tålmodighed netop her, hvor kulturhistorien og landskabet vejer tungt i blandt andet fredningen for området.