Nima Zamani: Rasmus Paludan har vist os, at ekstremisme har en hudfarve for de nationalkonservative

"Jeg skal simpelthen have noget frokost nu!" Nima Zamani møder Altinget med entusiasme i Radio24syvs kantine på Vester Farimagsgade i København. Han er netop blevet færdig med at optage et radioprogram og fisker nu hjemmevant dagens frokost ud af køleskabene.

"Det er nærmest mit første måltid i dag. Skal du ikke have noget? Vi har altså en ret god kantine, der er pølser og frikadeller og alt muligt."

Vi behøver ikke uddybe. Jeg ved allerede fra min research, at dansk-iranske Zamani både drikker øl og spiser svinekød.

At han er ateist og håndboldmålmand, ser Premier League-fodbold og lytter til det melankolske amerikanske kammerrock-band The National, når det regner udenfor.

Med andre ord behøver vi ikke diskutere hans ret beset temmelig gennemsnitlige livsstilsvalg. Alt det, der stadfæster Nima Zamani som barn af et hvilket som helst dansk middelklassehjem. 

Altinget har taget fat i den 30-årige jurist, debattør og radiovært, fordi udlændingedebatten og hans nylige genindtræden i den har gennemhullet skellet mellem hans offentlige og private person.

Zamani har i protest tilføjet sit muslimske efternavn Aliabadi på sin Facebook-profil og erklæret, at Stram Kurs har gjort ham mere iransk end nogensinde. Spændingen mellem danskeren og iraneren, håndboldspilleren og værdikrigeren, det er dér, Nima Zamani befinder sig lige nu.

Det er besværligt at jonglere med to identiteter på en gang, men nu kalder pligten, for den offentlige debat eksploderede i hænderne på os alle sammen under valgkampen i 2019. 

Dobbeltgængeren 
Engang skulle Morten Harket, forsangeren for det norske band a-ha, der stod bag globale monsterhits som "Take on me", forklare, hvordan berømmelse opleves.

"Det er som at være en kvinde med lidt for store bryster, de kommer altid i vejen; uanset hvilket rum hun går ind i, er de der før hende," sagde han – livet som ung popstjerne var en konstant kollision med en mur af andre menneskers forventninger, man ikke nødvendigvis havde lyst til at indfri.

Dette billede af at have en dobbeltgænger bestående af andre folks formodninger, som ubelejligt løber med al opmærksomheden, går igen i Nima Zamanis liv – fra teenageværelset til tv-studierne. 

"Min mor har altid fortalt mig, at jeg lever et dobbeltliv." Som teenager lærte Zamani at afstemme balancen mellem hvid løgn og god dreng, når han skulle formidle informationer mellem på den ene side sine forældre, de politiske flygtninge fra den iranske revolution og så kammeraterne fra parcelhuskvarteret i Balle uden for Silkeborg. 

"Mine forældres familie, deres liv, den måde, de så ud og tænkte på, var iransk, så min bror og jeg voksede op i et vakuum. Hvor danske skulle vi være i den og den situation? Det var svært at komme hjem til mine forældre og sige, at jeg gerne ville drikke et par øl. Ikke fordi de var imod det, men fordi de var fra et land og en kultur, hvor man ikke gjorde det. Jeg følte, at der var ting, jeg ikke kunne sige til mine forældre, og så var det måske lidt nemmere nogle gange at stikke dem en hvid løgn."

I dag genkender Zamani dette som et tilbagevendende træk:

"Det er sjovt, at jeg lidt mod min vilje først bliver draget ind i rollen som ’brun debattør’ og så ender med at købe præmissen og decideret aktivt bruge min iranske baggrund i debatten."

Kan man være det hele på en gang? 

"Uden at blive mentalt skør?" spørger han retorisk og slår en lidt tøvende latter op.

De, der følger Zamani i den offentlige debat, har muligvis også bidt mærke i den udprægede sociale tosprogethed, der kendetegner hans virke. Man hører den, når han tordner mod uromagere med indvandrerbaggrund på Nørrebro, der valgte at sætte ild til bydelen, da partilederen for det højreekstreme Stram Kurs, Rasmus Paludan, demonstrerede på Blågårds Plads.

"De ønsker at gøre demokratiske Danmark til islamistiske Iran," skrev han med adresse til disse voldelige nørrebrogensere i sin klumme på Ekstra Bladet. Man hører den også, når han som jurist debatterer retssikkerhed for metoo-anklagede eller står i en tv-debat og fortæller åbent og personligt om de meget intime konsekvenser af at blive omskåret.

Ekstremisme har en hudfarve 
I de indledende telefonsamtaler med Zamani har vi talt om de to meget forskellige roller, og at han egentlig havde forsøgt at melde sig ud af udlændingedebatten, for "der er ikke så meget ved mig, der ikke er ærkedansk, ud over min hudfarve og min baggrund", som han siger det.

Han så ikke sig selv som en brun debattør med en tankevækkende personlig baggrund; til gengæld var han jurauddannet med speciale i ligestilling og strafferet.

Zamani har dog lyttet til de islamkritiske debattører, som tilskriver ham og andre danskere med mellemøstlig baggrund en særlig vægt, når de kritiserer kriminelle indvandrere. Det er ikke helt forkert, fordi "så er det sværere at få skudt i skoene, at man er racist". Og sådan svinger Zamanis identitetspendul tilsyneladende frem og tilbage.

I en klumme på Ekstra Bladet 23. maj rettede han en bredside mod nationalkonservative debattørers håndtering af Stram Kurs' indtræden på den politiske scene. "I er så larmende stille nu, hvor Paludan har taget jeres egen kurs mod udlændinge til ekstremerne," skrev han blandt andet.

Zamani synes, det er "fuldstændig sindssygt", at Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, siger, at hun hellere vil samarbejde med Stram Kurs end med Socialdemokratiet. Selvfølgelig handler det om, at hun er bange for at komme til at fremstå blød, når et parti har stillet sig til højre for hende i udlændingepolitikken, vurderer han. Men det er ikke godt nok.

Hvis hans kritik af kriminelle indvandrere og islamister tillægges ekstra vægt af de nationalkonservative, er det deres tur til nu at gå ud og kritisere højreekstremisterne fra Stram Kurs.

Kunne du ikke bare indtage det standpunkt, at ligesom du intet har at gøre med islamister og kriminelle, har nationalkonservative politikere og debattører ikke noget med Stram Kurs at gøre?  

"De har ret i, at det er nemmere for mig at være indvandringskritisk, når jeg selv er indvandrer. Men jeg synes ikke, jeg har et ansvar for, hvad islamister gør. Når de nationalkonservative alligevel synes, at indvandrere skal være de første til at tage afstand fra eksempelvis terror eller kriminalitet, så påpeger jeg bare hykleriet, når de ikke selv tager ansvar nu."

Risikerer du ikke at købe en falsk præmis? Hvorfor har du ytringspligt i nogle sager, bare fordi du har iransk baggrund?

"Jeg køber ikke præmissen, for jeg synes ikke, de har ret i, at fordi jeg er fra Iran, bør jeg tage mere afstand, fordi jeg på en eller anden måde ligner islamister eller kriminelle indvandrere mere. Men når de bruger det argument mod mig, så vil jeg kraftedeme se dem selv være foregangseksemplet nu."

De store foregangseksempler ser Zamani ikke meget til. Han ser nationalkonservative debattører trivialisere ekstreme ytringer med udsagn om, at man skal huske at lytte til de reelle sociale bekymringer, der ligger bag et parti som Stram Kurs.

"Tænk, hvis der var nogen, der sagde sådan om Hizb ut-Tahrir," siger Zamani med en næsten vantro mine.

"Det er lige før, man skal takke Rasmus Paludan for at illustrere det så tydeligt. Ikke at han gør det med vilje. Men han har virkelig vist, at ekstremisme har en hudfarve for de nationalkonservative herhjemme. Det er noget af en påstand, men det mener jeg."

Mediebørnehaven 
Hvad påstande angår, har Zamani været udsat for lidt af hvert på det seneste. I Debatten på DR2, hvor Rasmus Paludan var blandt de inviterede, blev Zamanis uenighed med Stram Kurs-lederen besvaret med et hidsigt personangreb.

"Han er en udlænding. Han hader jo Danmark," konkluderede Paludan, da Zamani satte spørgsmålstegn ved konsistensen i partilederens politik og sammenlignede hans retoriske stil med de islamister, han tidligere har krydset klinger med i debatter.

Paludans beskyldning sendte vært Clement Kjersgaard over til Zamani, hvilket den anklagede besvarede med et opgivende "Jamen, det er dig, der har inviteret på børnehave, så må du jo være pædagog" – en bemærkning, der udløste latter i DR-studiet. Zamani selv var dog langtfra tilfreds.

"Hvorfor får jeg ordet i sådan en situation, som om det er et argument, vi er blevet præsenteret for?" spørger Zamani. "Ja, Nima, du er en stor, fed hest, hvad siger du til det?" parodierer han Kjersgaard og griner lidt.

I DR-studiet var han dog en af dem, der ikke grinte. "Hvis du har set klippet, kan du godt se, at jeg ikke ligefrem ser tryg ud. Jeg ser lidt beklemt ud. Det var jeg også," siger han alvorligt.

Debatten blev personlig for Zamani, længe før han stod i DR-studiet med Rasmus Paludan. Tvangsdeportation af retskafne integrerede borgere med en bestemt kulturel baggrund og tro. "Der går grænsen," understreger han.

Alvoren brydes dog igen, da han går videre til at udlægge sine debattaktiske overvejelser under forberedelserne til Paludan-debatten og sammenligner med ishockeyspillet NHL, som han brugte mange timer på hjemme i Balle på sin Playstation.

"I det her spil var der en funktion, hvor man kunne trykke på en knap og tirre modstanderen til at starte en slåskamp med en, så de ville få en udvisning. Og hvis man lod være med at slå igen, fik man kun to minutter, mens modstanderen fik fire, så der lagde man jo bare joysticket fra sig." Nemt. 

Den nemme solstrålehistorie  
Nima Zamani trådte ind i det danske debattørkorps med et debatindlæg i Politiken i 2013, hvor han med det, han selv omtaler som en solstrålehistorie, gik i rette med Yahya Hassans kritik af sine forældres generation.

Zamanis barndom var en privilegeret tilværelse langt fra ghettoerne i Gellerup og Aarhus V, og derfor ser han også tilbage på det indlæg med en vis fortrydelse. 

"Og hvad så, hvis der er en eller anden iraner, der er vokset op i et parcelhuskvarter og har haft det godt. Det, Yahya Hassan prøver at fortælle, er, at der er nogle problemer i ghettoen. Det var den nemme vej ind med sådan en solstrålehistorie," siger han med en selvanklagende tone. "Og det fortryder jeg."

Siden har Zamani justeret sin position i udlændingedebatten. Han mener selv, at han har bevæget sig mere ind mod den konsensus, der har dannet sig blandt store dele af befolkningen og i Folketinget.

Kampen om værdierne så ud til at blive en bisætning i en valgkamp domineret af velfærdsinvesteringer, pensionsalder og den grønne dagsorden, indtil Rasmus Paludan og Stram Kurs blev opstillet, og rammerne for, hvordan værdikampen kunne diskuteres, tilsyneladende blev sprængt.

"Ja, synes du ikke, de er sprængt lidt, de rammer?" spørger han retorisk. 
Vi er nødt til at finde centrum igen, mener han. En samtale over midten, en modvægt til polariseringen, ja, måske endda en SV-regering. 

"Nu kan magtpartierne tage sagen i egen hånd og føre den politik, som flertallet af danskerne efterspørger," siger han.

En svensk model?

"Ja, det kan du godt sige," siger han og smiler lumsk for at indikere, at han godt ved, at jeg tror, jeg har fanget ham på det forkerte ben.

"Vi må lære af historien og sige, at nogle gange er der noget, som er forkert. Nogle gange skal man turde sige, at der er nogle, som simpelthen tager fejl. Det kan godt være, at der er omkring 100.000 mennesker, der har stemt på Rasmus Paludans parti, men de tager altså fejl."

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at hans måde at tale om udlændingepolitisk konsensus og SV-regeringer får ham til at lyde som en politiker. Om han ikke skulle gå ind i politik? 

"Jo," siger han overraskende hurtigt og kigger så bekræftende på mig og gentager:

"Jo. Og det er der også mange, der har spurgt mig om efter alt det her med Paludan og Debatten. Men jeg er 30 år nu, og jeg har ikke noget imod, at der går et par valgperioder, hvor jeg kommer ud og praktiserer jura først." 

Nima Zamani er en alvorlig mand. Han fastholder sin samtalepartners blik og klemmer øjnene sammen, når han synes, noget er vigtigt. Men de øjeblikke får ofte en comic relief. Som når han afslutter en ellers adstadig samtale om en mulig fremtid i politik:

"Jo, det er da helt klart også den nemmeste vej til hurtige penge."

Som enhver dreven debattør er Nima Zamani at finde på årets Folkemøde på Bornholm, hvor han har stillet sig selv til rådighed som debattør og moderator. Er det så ham selv eller hans dobbeltgænger, der er blevet booket i år?

Nima Zamani tøver et øjeblik.

"Det er faktisk mig! Jeg er med i to metoo-debatter," udbryder han, inden han retter sig selv.

"Arh, en enkelt omskæringsdebat er det også blevet til. Det er jo dobbeltgængeren." 

"Det ser ud til, at jeg skal have begge personligheder med i år." 

Dette er en artikel fra Altingets trykte månedsmagasin. Du kan bestille dit årsabonnement (500 kroner) her.