Overlæge Morten Ziebell efter kritik: Vi skal turde tale om udsigtsløs behandling

Vil ikke tøve med at hjælpe
Jeg har en afdeling fuld af læger, der har ét formål, og det er at hjælpe mennesker, der er syge. Jeg håber aldrig, du kommer på min afdeling, for så er man ofte meget syg. Hvordan du får ud af min kronik, at jeg er én, der ønsker, du kradser af, har jeg særligt svært ved at få øje på.

Jeg er her jo netop for det modsatte og bliver trist, hver gang jeg netop ikke kan gøre mere. Jeg er her ikke for at være hverken dommer over det meningsfyldte liv eller dine handlinger, og selv hvis din historie gjorde dig til verdens mest modbydelige menneske, ville jeg ikke tøve med at hjælpe dig.

Men hvis du er døende, og vi ikke har mere at gøre, så vil jeg håbe, jeg kan forklare dig situationen, så du ikke ønsker flere behandlinger. Hvis du ønsker en behandling, som ikke virker, så vil jeg gerne tage en snak med dig om hvorfor. Jeg vil være nysgerrig på, hvorfor du har ønsket, men jeg vil ikke give dig den.

For det første så strider det mod mit lægeløfte, og det kan jeg - i sidste ende, i yderste konsekvens - komme i fængsel for at bryde. For det andet vil jeg synes, det vil være helt ufatteligt synd for den anden patient, der må aflyses eller udskydes, og som vi faktisk har en behandling til.

Vi skal fortælle, når der ikke er mere at gøre

Der er ingen patienter, der skal frygte, at de ikke får tilbudt en behandling, hvis der ér en, og de har lyst til den - i øjeblikket er der bare lang ventetid for mange.

Mit budskab er, at vi skal kunne formidle, hvad en behandling har af effekt, og hvad du kan forvente. Er det noget, der kurerer din sygdom, eller kan den kun kurere dig i visse tilfælde? Eller er det en behandling, der holder din sygdom i ave i en periode, indtil den vender tilbage igen? Ligeledes hvad du kan forvente af ubehageligheder - altså bivirkninger og/eller risici - og ikke mindst, hvad behandlingen koster dig af din tid, for den er det vigtigste, vi har.

Hvis du er døende, og vi ikke har mere at gøre, så vil jeg håbe, jeg kan forklare dig situationen, så du ikke ønsker flere behandlinger

Morten Ziebell
Ledende overlæge

Jeg mener ikke noget om, i hvilket omfang vi dør, er rigtigt, det er virkelig en kæmpe misforståelse. For dem, jeg snakker om, er jo netop dem, vi ikke kan gøre mere for, og som dør, uanset om vi behandler dem eller ej.

Men i stedet for at behandle, håber jeg, at vi i disse tilfælde, hvor døden er nært forestående og uundgåelig, er opgaven moden og fortæller, at tiden er inde til lindring og omsorg.

Vi oplever ofte pårørende, der råber og er utilfredse, når det sker, og det er ofte magtesløsheden, der rammer dem. Deres kærlighed til deres nære, der erstattes af sorgen, vreden og angsten. Det ved vi, og det kan vi rumme. Jeg bliver trist, når der ikke er nogen pårørende – det er ensomt, og de patienter er der desværre mange af.  

Det naturlige liv ender naturligt med døden
Jeg er ikke ud på at ”pinde” en sætning ud af en statsminister og pege fingre. Jeg er ude på at sige, at retorikken omkring døden er kulminationen på mange år med forventninger, der stiger og stiger. At vi er kommet så langt væk fra vores naturlige liv, der lige så naturligt ender med døden.

At tro, at vi læger har magt over døden, er ikke noget, vi kan leve op til. Det eneste, vi har, er en viden om behandling. Hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi har også en viden om, at vi skal dø en dag – men vi har også sværere og sværere ved at rumme dette.

Jeg håber, du og andre, der er i din situation, blev klogere og mindre bange, hvis I var det.