Paula Larrain: Tanker om corona og om, hvorfor tvivl er en nådegave
KOMMENTAR: Hellere en zigzagkurs end en lige linje den forkerte vej. Når politikere tvivler, er det et godt tegn. Det betyder, at der lyttes og tænkes. Kovendinger kan absolut være gode.
Paula Larrain
KlummeskribentDen, der har brug for klar besked og ikke kan leve med frygt, usikkerhed og tvivl, må hanke op i sig selv.
Klare beskeder om krisens udfald kommer ikke. Vi kommer til at erfare den sammen, på godt og ondt. Der vil blive fejlet undervejs. Det er en af de få givne sandheder.
Hvad er det gode i det? Når vi tvivler, lytter og tænker vi, når vi fejler, lærer vi. Forudsætningen for det er åbenhed. Omvendt er frygten farlig. Når vi handler i frygt, kan vi risikere at koble hjernen fra, fordi vores kroppe går i panik.
Krisen er ikke overstået på 14 dage. Måske ikke engang om en måned eller et halvt år. Er det så nu, vi skal gå i kollektiv panik?
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]
Jeg nægter. Jeg fornægter ikke. Jeg nægter bare – stritter imod. Jeg har brug for at tænke for at overleve og derfor doserer jeg mængden af rædselsberetninger til et minimum. Man kan godt holde rædslen ude i strakt arm, og jeg vil faktisk anbefale, at man gør det lige nu. Fordi vi har mere brug for at tænke end at føle igennem.
Forskellen på handling med pulsen i ro og handling med panik i nervesystemet blev jeg først rigtig bevidst om for mange år siden, da jeg var vært under breaking news fra Beslan. Midt i tre timers liveudsendelse med billeder af levende og døde børn tog jeg mig selv i at genkende et af børnene, som om det var min egen søn på samme alder.
Magnus Heunicke viste forbilledligt, hvordan han både er et menneske og en del af vores fælles samtale. Han tvivlede, lyttede, handlede og meddelte sig.
Paula Larrain
Jeg sad i studiet med en kollega og var i fuld kontrol. Ikke følelseskold, men i kontrol. I det samme øjeblik, jeg mærkede identifikationen, steg min puls, min hals strammede sig til og vandet pressede sig på i mine øjne. En indre stemme kom ind og sagde: ”STOP, går du ned ad den vej, er dit arbejde her slut.”
Redaktøren så den lille ændring i mit blik, og han spurgte straks i min øresnegl: ”Har du brug for en pause?”
Jeg kunne ikke svare nej ved at ryste på hovedet, jeg var midt i et interview og i billedet. Han opfangede også den situation.
“Kan du godt fortsætte?” Og jeg gav ham et “lytte-nik”. Lidt mere markeret end normalt.
Jeg husker kontrollen i kroppen, adskillelsen af mine egne følelser og mit arbejde meget tydeligt især på grund af den reaktion, jeg oplevede, da jeg kom hjem.
Helt udmattet satte jeg mig på sofaen, tændte for fjernsynet og så de samme billeder på CNN. Og nu brød jeg helt sammen. Jeg græd uafbrudt i flere timer.
Dengang blev jeg lidt forskrækket, men jeg tolker oplevelsen positivt i dag, for jeg ved, at den mekanisme, vi har indbygget, når krisen raser omkring os, og som tillader os at tænke skarpt og holde styr på pulsen, er guld værd.
Ligesom det er guld værd at kunne reagere og mærke sine følelser af identifikation, når vi oplever et andet menneske lide. I dette tilfælde lukkede jeg først op for ventilerne og lod følelserne få frit løb, da jeg ikke længere sad og skulle formidle til andre.
Hvorfor deler jeg denne erfaring med jer nu?
Fordi vi har brug for at bevare isen i maven og have panikken under kontrol. I os selv. Ja, der er god grund til at være bange. For mange ting. Det er der ingen tvivl om. Vi står i en kæmpekrise på grund af en usynlig lille dræber, men vi kommer ikke ud af denne krise uden at hanke op i os selv og tænke i løsninger. I overlevelse.
Det kræver is i maven. Og vi kan have den på skift. Vores ledere har brug for den, at finde den, når der skal træffes beslutninger. De skal tvivle, lytte, tænke og fejle uden at gå i panik. Det kræver is i maven. De kommer til at blive trætte og pressede. Når de kommer hjem, håber jeg, at de får plads til at løsne ventilen og råbe ind i en pude.
Vores læger og sygeplejersker praktiserer det hele tiden. De ser de mest grufulde ting til hverdag og identificerer sig direkte med desperate læger i Italien og Spanien. De skal operere og handle, samtidigt med at de skal udvise empati, men blive i deres egne følelser.
Det er en sindssygt krævende disciplin, og under normale omstændigheder er der tid til supervision for at kunne holde til det i årevis. Det er der næppe tid til lige nu. Eller i de kommende uger. Måske måneder. Deres ventiler vil åbne og lukke mere vilkårligt, og jeg beder til, at de har gode mennesker omkring sig, der kan tage imod, når det sker.
Hvad gør vi andre, der sidder hjemme og venter på, at stormen skal rase færdig?
Mange vil bare have, at vi skal forholde os i ro. Ikke gå ud, holde mund og kun sende hjerteemojis.
Men det er faktisk det samme som at efterlade både ledere og sundhedspersonalet helt alene. Helt alene om det ansvar at komme helskindet igennem denne krise ikke bare som individer, men som samfund.
Vi skal netop ikke forlade vores politiske ledere og lade dem være helt alene om beslutningerne. De handler, vi reagerer, de handler igen, vi siger til og fra. På den måde mærker de, hvor vi er og de har nogen at spille bold med.
Vi er et samfund – ikke blot lederne og de ledede – og i en tid, hvor selv eksperterne er dybt uenige om, hvad der er bedst at gøre, er der brug for at tænke og tale mere sammen end nogensinde før. Det er hverken farligt eller forkert.
Magnus Heunicke viste forbilledligt, hvordan han både er et menneske og en del af vores fælles samtale. Han tvivlede, lyttede, handlede og meddelte sig. Hav barmhjertighed med hans situation, for kan et menneske gøre mere end det?
Jeg vil hellere have ledere, der tvivler, lytter, tænker og laver en kovending, end jeg vil have ledere, der stædigt holder fast i samme linje uanset reaktioner. Ingen ved, hvor vi havner. Ingen ved, om Sverige havde mere ret end Danmark, ingen ved, hvad næste skridt skal være.
Men når tvivles, tænkes der og der lyttes.
Det mest betryggende ved denne situation er mennesket selv. Lige nu arbejder hele verdens eksperter på at finde løsninger. Ikke blot epidemiologer, eller virologer, eller patologer. Men biologer, mikrobiologer, matematikere, farmakologer, logistikere, økonomer. For blot at nævne dem jeg lige kan komme i tanke om.
Med så mange hjerner i gang kan det kun ende godt. De arbejder med is i maven, for deres kroppe er akkurat lige så skrøbelige som alle andres, men de bruger deres fornuft og det er netop denne fornuft, der skal få os igennem.
Ikke frygt, ikke panik, ikke vrede og splid. Det fører kun til autoritære løsninger.
Vi skal være modige, åbne, tvivlende, lyttende, kærlige og ikke mindst barmhjertige over for hinanden.
Glem åndssvage diskussioner om offentligt og privatansatte, røde og blå, rige og fattige. De kan vente til senere. Vi er fælles om det grundlæggende, og vi er afhængige af hinanden. Jo flere der råber op i konstruktiv ånd, jo bedre. Det er nu, vi skal tænke og lære. Ikke kun føle og frygte.
-----
Paula Larrain (født 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.