Paula Larrain: Det er ikke nu, vi skal kaste hele demokratiet over bord

Du skal gøre, som der bliver sagt!

Jeg har flere gange mødt netop den sætning af selvbestaltede politibetjente, som nogle gange reagerer direkte aggressivt, fordi jeg indimellem har villet diskutere den situation, vi som samfund står i med coronavirussen. De sociale medier er også i en art undtagelsestilstand.

Det mest groteske var, da direktøren for Tobaksproducenterne proklamerede, at hun havde været inde og tage fat i sin nabo, fordi de holdt et selskab. Om de ikke vidste, hvor farligt det kunne være. Det var før forbuddet om at samles mere end ti på et sted.

Helt fraværende var perspektivet om, at hun repræsenterer en industri, der alene i Danmark står for 13.600 dødsfald om året. Til sammenligning kan selv det værste covid19-scenario ikke mønstre så mange døde. 

Det kan man selvfølgelig grine eller græde lidt ad, men alvoren i det er, at folk tilsyneladende parkerer både principper, logik og perspektiv, når masserne samlet er panisk angste for en ny sygdom.

Men er det ikke nøjagtig, hvad der er behov for midt i alle følelserne af frygt og magtesløshed? Principper, logik og perspektiv?

Hvad nu, hvis undersåtterne er uenige? Hvad nu, hvis voksne mennesker ikke har brug for at blive talt ned til? Hvem tør at sige det højt, når dronningen er så bastant, og alle omkring en synes, det er fedt, at hun går endnu længere end det, de nye love kræver af os?

Paula Larrain

Er der et fagligt folkefærd, der bredt set er vant til at håndtere katastrofer, mange informationer, kilder og magthavere, så er det journalister. Ikke for at fremhæve mit fag og kolleger som særligt brugbare i en krisesituation, men jeg føler dog alligevel en trang til at hævde, at vi under normale omstændigheder mener, at fri debat og søgen efter nye ideer, løsninger og sammenhæng er en god ting.

Og det er, hvad vi journalister er til for. Vi er her ikke kun for at stille dumme spørgsmål, selvom det internt er et adelsmærke at mestre netop den kunst. Vi meddeler os. I mange former og toner og på forskellige platforme.

Alligevel ser man en tendens til, at alle bliver bedt om at makke ret og holde sig til de officielle meddelelser fra de endeløse pressemøder. Men er det rimeligt?

Ræsonnementet bag formaningerne – og de har været mange på Twitter, nogle af dem også fra mediefolk – synes at være, at man ikke skal støje, at det kun er eksperter og vore ledere, der skal tale, og at disse har brug for ro til at lede os sikkert igennem krisen.

Jeg kunne ikke være mere uenig, men har taget mig selv i at udøve selvcensur adskillige gange. Ikke mindst, fordi mine bekendte blandt tv-kendisser på Instagram har stået i kø for at hylde dronningen og Mette Frederiksen med hjerte-emojis for deres fasthed og autoritet.

Følelsesmæssigt var jeg slet ikke dér, da dronningen skældte ud og sagde, at man ikke kunne være bekendt ikke at gøre, som myndighederne siger.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har det svært med autoritetstro, men jeg bliver direkte bekymret, når det er journalister, der udøver den helt åbenlyst ukritiske adfærd over for magthaverne. Især når vi lige med et pennestrøg har fået indskrænket vores bevægelsesfrihed.

Hvad nu, hvis undersåtterne er uenige? Hvad nu, hvis voksne mennesker ikke har brug for at blive talt ned til? Hvem tør at sige det højt, når dronningen er så bastant, og alle omkring en synes, det er fedt, at hun går endnu længere end det, de nye love kræver af os?

Der er ingen tvivl om, at verdenssituationen er kritisk. Om det er selve sygdommen eller de afledte effekter af den, som er værst lige nu, er underordnet. Vi befinder os i en ekstraordinær situation, Folketinget har uden debat og under tidspres vedtaget en ny epidemilov, der giver sundhedsministeren – altså regeringen – vide beføjelser.

En stor del af samfundet er suspenderet, og helt konkrete mennesker taber lige nu både arbejde, indtægt og indflydelse på eget liv.

Målet er at sikre nok kapacitet på sygehusene, for tilsyneladende har kapaciteten ikke taget højde for en epidemi af denne type, og der har øjensynligt ikke været test nok til at finde ud af, om personalet på en afdeling er smittet eller ej.

Jeg makker ret i forhold til anbefalingerne, men mit hoved er fuld af spørgsmål: Hvorfor har vi så få test sammenlignet med Sydkorea? Hvordan kan et antal på under 200 nye indlagte presse sundhedssystemet allerede nu? Hvorfor er der ikke værnemidler nok til personalet, nu hvor verden i en rum tid har ventet en pandemi som denne?

Den naturlige undren var jeg ikke ene om, for få dage efter kom kritiske udtalelser fra eksperter, fordi andre journalister også undrede sig, stillede kritiske spørgsmål og spalter til rådighed for en anden udgave end den, myndighederne havde givet.

Sundhedsministeren handlede hurtigt på kritikken og lovede en øgning af test.

Er det ikke netop et godt eksempel på, at der også i krisetid er behov for en kritisk presse? Er det ikke nu, man læser lange videnskabelige artikler fra udenlandske æggehoveder, der har tænkt tanker om pandemier, RNA-virus og beredskaber og herefter stiller kritiske spørgsmål på et oplyst grundlag? Og foregår inspirationen og indledende research i disse tider ikke netop gennem både traditionelle medier og sociale medier?

Jeg sidder selv og arbejder på langsigtede projekter og er lige nu ikke en del af nyhedsberedskabet, men jeg har en del erfaring med nyhedsproduktion fra kriser og katastrofer, som skal formidles videre på elektroniske platforme, og det er ikke altid blandt nyhedsjægerne, at tiden til research er størst.

Derfor er der behov for en større og bredere research, hvor vi andre kan byde ind med vinkler, ideer og tanker. Kald det en åben brainstorming, hvor journalister og andre, der netop har ekspertise i kilder, research og oversættelse af knudret ekspertsprog, kan bidrage med nye perspektiver.

Og her skal man kende forskel på vilde påstande, der kan føre til fake news og så helt almindelige kommentarer midt i en samtale mellem flere mennesker, der undrer sig og tænker højt. Kommentarer på sociale medier er og bliver personlige kommentarer – ikke ekspertudsagn, medmindre den, der skriver, netop er ekspert.

Åben dialog om strategi og konsekvenser giver i hvert fald mere mening for mig end at sidde og vente pænt på, at statsministeren har noget nyt at sige, eller at dronningen har fået udstukket en tale fra regeringen, som hun skal læse op med passende patos.

Under alle omstændigheder finder jeg det mere logisk og naturligt, at journalister i disse tider har travlt med at indhente oplysninger og meddele disse gennem sociale medier, end det er for journalister at opfordre til selvcensur og gå på like-hunts med hjertesmileys i benovelse over landets stærke ledelse.

Det er, når alt andet i samfundet bliver sat ud af kraft, at vi skal træde i karakter som den fjerde statsmagt og hellere spørge dumt en gang for meget end en gang for lidt.

Hvis ikke, vi gør det, risikerer vi at kaste vores demokrati over bord eller i hvert fald stække det på ubestemt tid.

For hav nu lidt samfundssind, som man siger så ofte i disse dage, og husk på, at demokratiet er meget mere end de 179 personer, vi har valgt til at træffe beslutninger på vores vegne.

Det er også åben dialog, plads til uenighed og en altid fri presse og frie journalister. Andet kan vi ikke være bekendt.

-----

Paula Larrain (født 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.