Rådgiver og etnolog: Københavns mikroboliger er et ræs mod bunden

Med en blandet pose argumenter om at holde gang i byggeriet, øge boligudbuddet, holde huslejeniveauet i ro og opnå et mere bæredygtigt byggeri synes markedet og politikerne i øjeblikket forenet i et fælles ønske om flere endnu mindre boliger.

Men hvad har vi egentlig lært af den første bølge af tusindvis af mikroboliger? Er de mere bæredygtige? Er de billigere? Er de sunde at bo i? Kan en bolig overhovedet blive for lille? Svarene blafrer i vinden.

Myten om det simple liv

Vi har de senere år som led i en række projekter talt med især unge og udsatte beboere i meget små lejligheder. Der er ikke tale om forskning i akademisk forstand, men vores data viser alligevel en række klare mønstre.

For alle, vi har talt med, gælder at det at bo meget småt er et spørgsmål om økonomisk nødvendighed. Noget der i øvrigt bakkes op af kommunens egne undersøgelser og den sparsomme forskning på området.

Så når det forlyder fra både udviklere og kommune, at der er stor efterspørgsel på små boliger, så er det ikke en efterspørgsel båret af forbrugernes boligdrømme, men af økonomisk nødvendighed for de mange, som ønsker at bo i storbyerne.

Der findes naturligvis beboere, for hvem livet i en lillebitte lejlighed er et positivt tilvalg, og som har ressourcerne til at tilpasse sig med kreative indretningsløsninger og ditto boligadfærd. Men for samtlige de beboere, vi har talt med, gælder, at de ikke oplever, at det er lettere at bo småt. Tværtimod.

De oplever, at en meget lille bolig i mange tilfælde stiller ekstra krav til beboeren. Her er nogle af de ting, beboer i mikroboliger finder udfordrende:

• Det roder hurtigt på meget lidt plads. Du skal have ekstra overskud til at rydde op, holde orden og på daglig basis klappe fleksible møbler ud og ind.
• Der bliver hurtigt beskidt. Du skal have overskud til at holde ekstra godt rent, fordi du laver mad i det rum, som også er din stue og dit soveværelse.
• Der er typisk ikke plads til et standard IKEA-skab i nichen. Du skal have overskud og ressourcer til at finde på smarte indretningsløsninger og måske få noget specialbygget.
• Der er begrænset plads til at have gæster. Du skal have økonomisk overskud til at leve en væsentlig del af dit sociale liv ude i byen, da det er sværere at have besøg hjemme.
• Der er ikke plads til arvestykkerne i kælderen. Du skal have økonomisk overskud eller netværk til at opbevare ting og møbler andre steder, som du ikke kan have i dit hjem.
• Indeklimaet er udfordret i små boliger. Både temperaturregulering og partikelforurening. Du skal have overskud til at sikre et godt og sundt indeklima med hyppig udluftning og opmærksomhed på fugt og mikropartikler fra både materialer, tøjvask og madlavning.
• Der er begrænset anerkendelse fra omgivelserne. Du skal være indstillet på, at der generelt ikke er social status i at bo på få kvadratmeter.
• Det kan være vanskeligt at gøre boligen til et hjem. Du skal være indstillet på, at det kan være en udfordring at få plads til egne møbler og nips, og dermed hjemliggøre boligen.
• Der er ingen steder at gå hen, hvis du vil være i fred – hverken for indblik eller for andre i boligen. Du skal være indstillet på, at det kan være vanskeligt at finde ro og være sig selv. Særligt hvis man bor flere sammen.

Herhjemme findes kun meget begrænset forskning i sociale- og sundhedsmæssige konsekvenser af at bo meget småt. Men når flere bor sammen på få kvadratmeter, kan der være tale om trængsel, og her viser internationale studier på tværs af kulturer og socioøkonomisk status en direkte sammenhæng mellem trængsel i hjemmet og stress-relaterede sygdomme og mental mistrivsel.

Andre studier peger på, at særligt børn, der vokser op uden mulighed for privatliv, kan udvikle symptomer på kronisk stress, og at trængsel i hjemmet kan have negativ indvirkning på børns uddannelse.

En familie på 28 kvadratmeter

"Småt, men godt" lyder klicheen fra gourmetverdenen, som vi i branchen klynger os til i håbet om at få meget små boliger til at rime på gode sunde boliger.

Politikerne lægger op til at sænke mindstemålet på almindelige familieboliger til et reelt boligareal på omkring 25-28 kvadratmeter.

Nicolai Carlberg
Etnolog og indehaver af rådgivningsvirksomheden Carlberg

Og præcis som med gourmetmaden kræver det noget helt særligt af både arkitekten og beboeren at få noget godt ud af de ekstraordinært få kvadratmeter.

Men hvor gourmetmaden typisk er forbeholdt dem med mange ressourcer, så er det typisk dem med færrest ressourcer, som ender med at bo i de allermindste boliger.

Om få uger sender Københavns Kommune udkast til Kommuneplan 2024 i offentlig høring. I den lægger politikerne op til at sænke mindstemålet på almindelige familieboliger i den eksisterende by fra 50 kvadratmeter til 40 kvadratmeter (brutto).

Det svarer typisk til et reelt boligareal på omkring 25-28 kvadratmeter, når vægge og fælles adgangsarealer fraregnes. Da København i disse år er et yderst attraktivt vækstmarked for små kompakte boliger, står udviklerne klar til at udnytte de nye rammevilkår kommunen giver dem til fulde.

Har vi undersøgt konsekvenserne?

Vi skylder de borgere, som vi i fremtiden vil bede om at tage en for klimaet ved at flytte i en familiebolig på blot 40 kvadratmeter (brutto), at vi drøfter erfaringerne fra første bølge af mikroboliger.

Opnår vi de effekter vi forventer i forhold til bæredygtighed og mindre ulighed på boligmarkedet?

Har vi tilstrækkelig belæg for at kunne skrumpe de mindste boliger yderligere, uden at det koster på sundhed og trivsel?

Har vi i tilstrækkelig grad udforsket alternativerne?

Hvis det ikke er tilfældet, fremstår forslaget om en reduktion af mindstemålet på almindelige familieboliger blot som et letkøbt forsøg på et markedsvenligt quickfix.