Regeringen dropper at have en udviklingsminister. Løkke kalder det "et enormt stærkt signal’"

Mikala Satiya RørbechMagnus Skov IllumAlbert Andsager Klingenberg

Kun få dage efter at regeringen præsenterede en ny strategi for Danmarks engagement i Afrika har man nedlagt den selvstændige post som minister for udvikling og global klimapolitik.

”Ministre kommer og går. Huset består,” sagde Lars Løkke Rasmussen (M) i sin tale, da Marie Bjerre (V), Dan Jørgensen (S) og Lars Aagaard (M) stod sammen med ham på podiet i Eigtveds Pakhus torsdag eftermiddag for at udveksle ministerposter.

Efter det officielle program for overdragelsen var slut fangede Altinget udenrigsministeren.

På en dag, hvor der bliver oprettet tre nye ministerposter med fokus på Danmark, så vælger regeringen at nedlægge ministerposten for det område, som har med resten af verden at gøre. Hvad for et signal synes du, det sender?

”Jeg synes, det sender et enormt stærkt signal. Vi er nødt til at tænke udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, udviklingspolitik, klimapolitik og politik op imod migrationspresset sammen, og det er derfor, vi har ét hus, der tager sig af det hele,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Han afviser, at det kan ses som en nedgradering af udviklingsområdet.

”Det synes jeg overhovedet ikke, det er. Det forhold, at jeg som minister får en mulighed for at koordinere på tværs af det her, det vil jeg sådan set mene styrker vores position,” siger Lars Løkke Rasmussen og kalder det i stedet en opgradering.

”Vi er faktisk i gang med en opgradering. Siden jeg blev minister har vi tilført udenrigsministeriet flere ressourcer og vi tilfører huset 12 procent netto over de kommende år,” siger han. 

Udviklingspolitik sløjfet som selvstændigt område

Som følge af, at Dan Jørgensen er udnævnt til EU-kommissær, er der rokeret om på ministerposterne. Titlen som Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik indgår ikke længere i kabalen.

Fremover skal udviklingspolitikken varetages af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og ansvaret for den globale klimapolitik, herunder forhandlerrollen på COP-møderne, ryger tilbage til Klima-, forsynings- og Energiministeriet hos Lars Aagaard (M). Marie Bjerres post som Europaminister serviceres også af Udenrigsministeriet.  

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024