Regeringen skrotter populær anbefaling fra egen energikrisestab om hjælp til kommuner

Landets kommuner skal ikke forvente flere statslige ressourcer til at hjælpe med sagsbehandlingen af ansøgninger om projekter med vedvarende energi på land. Regeringen har ikke tænkt sig at følge Nekst-arbejdsgruppens populære anbefaling om et styrket statsligt rejsehold, lyder det.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Andreas Arp

Regeringen ser bort fra en populær anbefaling fra sin egen energikrisestab til, hvordan der kan komme mere tempo på udbygningen af solceller og vindmøller på land.

Der bliver således ikke arbejdet videre med anbefalingen om at styrke det tværministerielle rejsehold for vedvarende energi, som rådgiver kommunerne for at lette sagsbehandlingen.

Vi havde foreslået, at man styrkede rejseholdet med flere mennesker, der kunne hjælpe kommunerne aktivt med sagsbehandlingen, men det kommer ikke til at ske.

Nana Bule
Forperson, Nekst-arbejdsgruppen for mere sol og vind på land

Det fortalte forperson for energikrisestaben Nana Bule onsdag, da hun på et morgenmøde hos Dansk Erhverv gav status på anbefalingerne.

”Vi havde foreslået, at man styrkede rejseholdet med flere mennesker, der kunne hjælpe kommunerne aktivt med sagsbehandlingen, men det kommer ikke til at ske. Der er et ønske om at gøre op med de mange administrative kræfter i den offentlige sektor, og derfor er der ikke plads til nye investeringer i sagsbehandling på statsligt niveau,” lød det fra Nana Bule.

På baggrund af et møde i Klimaministeriet tirsdag kunne hun løfte sløret for, at otte ud af de i alt 27 Nekst-anbefalinger til mere sol og vind på land er helt eller delvist implementeret, mens yderligere otte anbefalinger er under forberedelse.

De resterende 11 anbefalinger er enten blevet fravalgt eller afventer fortsat politisk stillingtagen, forklarede hun.

Foruden et styrket VE-rejsehold er anbefalingen om at indgå en aftale med kommunerne om en VE-forpligtigelse også blevet hældt ned ad brættet af regeringen.

”Det er lige så stærkt, at man træffer en beslutning om, at man ikke vil arbejde videre med en anbefaling. Det er en del af det politiske system, så der var heller ikke nogen af os i gruppen, der forventede, at alle vores anbefalinger ville blive implementeret,” sagde Nana Bule.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024