Regeringens leg med finansloven er som at spille russisk roulette med unges fremtid

Det er unge, som gennem deres uddannelse har haft et lidt anstrengt forhold til den traditionelle klasseundervisning (selvom mange af dem faktisk er dygtige med gymnasielle uddannelser og høje karakterer), og nu gider de ikke sidde i flere klasselokaler.

Når jeg møder dem første dag, så møder de i eget tøj, med mobiltelefonen i lommen og stort set uden undtagelse med horder af sommerfugle i maven. Og vi tager imod dem. Vi giver dem uniform, hængekøje, tager deres telefoner og sætter dem i arbejde med at sejle skibet. Rigtigt meget arbejde, faktisk. Vi sejler dem ud, hvor de ikke kan bunde (i overført betydning), og selvfølgelig får de også undervisning.

Når jeg så et halvt år efter møder dem i den anden ende, så går de på en anden måde, de tager let og ubesværet fat i ledige arbejdsopgaver, de hviler i sig selv og med hinanden. Vi tager imod unge, men får sendt myndige og dygtige voksne afsted. At se dem sidste undervisningsdag og se den udvikling, de har været igennem, er årsagen til, at jeg gider gå på arbejde - og sådan er der mange i organisationen som har det.

Sagen er, at Georg Stage og vores lillesøster Skoleskibet Danmark hvert eneste år sidder og venter på, om vi kan blive ved med at uddanne to hold elever hvert eneste år.

Asser Amdisen

Den slags føleri tæller ikke meget i politikeres og embedsmænds talverden, men jeg kan også sætte det i tal. Vi driver en erhvervsskole med 95 procent gennemførelse, hvor 99,9 procent har job eller er i videre uddannelse to år efter uddannelsen. En stor del af vores elever er inden, de kommer til os, i risiko for at falde ud arbejdsmarkedet, men efter endt skoleskibstogt kommer de videre i (arbejds)livet.

Og så har vi 50 procent kvinder om bord, hvilket ikke er almindeligt på en uddannelse til et traditionelt mandefag, men noget vi har gjort med succes siden 2019.

Men hvert eneste år i august, så kommer mavepinen alligevel. Sagen er, at Georg Stage og vores lillesøster Skoleskibet Danmark hvert eneste år sidder og venter på, om vi kan blive ved med at uddanne to hold elever hvert eneste år.

Skiftende finansministre har de seneste fem år august besluttet sig til, at der ikke er behov for to togter på skoleskibene. Ét togt kan de godt give os, men to faste togter bliver det ikke til.

Det er jo ikke, fordi finansministrene er imod arbejdskraft til Det Blå Danmark. De er heller ikke imod social mobilitet eller sådan set imod de glade unge, vi leverer til arbejdsmarkedet og samfundet.

De ved også godt, at fordi vores elever rykker fra lediggang til arbejde, så tjener staten og samfundet masser af penge, hver gang Georg Stage smider trosserne. Og de ved også godt, at det ret lille beløb, vi har brug for, næppe vælter statsbudgettet. Alligevel tænker de hvert år i august, at dobbelttogtet godt kan undværes på udkastet til næste års finanslov.

Finansministrene er nemlig (næsten) sikre på, at oppositionen vil bruge deres mulighed for at påvirke forhandlingspuljen og give penge til skoleskibene, og det har de jo også gjort de sidste fem år. Men den leg er at spille russisk roulette med rigtige unge, og sidste år blev Skoleskibet Danmark faktisk glemt, og ministeren måtte ud i en panikredning for alligevel at sikre driften.

Når skiftende regeringer år efter år forventer, at andre (oppositionspartierne) ofrer noget for at gennemføre regeringernes egen politik, så gambler de med min mavero og sørger for, at jeg hvert år i august sidder nervøst og venter på udkastet til finansloven, og hvert år i november sidder på stilke og venter på, om oppositionen endnu engang er de ansvarlige voksne i regeringernes børnelege og sikrer os endnu et år med dobbelttogt.

Hvis det nu bare var skoleskibsdirektørens nattesøvn og mavetilstand, der var på spil, så var det måske ikke så galt, men det er det faktisk ikke.  

Asser Amdisen

Hvis det nu bare var skoleskibsdirektørens nattesøvn og mavetilstand, der var på spil, så var det måske ikke så galt, men det er det faktisk ikke.

Man kunne godt argumentere med mangel på arbejdskraft i rederierne eller med manglende hænder til den blå omstilling. Det ville være rigtigt nok, men det er ikke det helt rigtige problem.

Det helt rigtige problem er, at de 63 elever, som jeg i december 2025 forventer at skulle sige farvel til, så ikke vil være der. Det er 63 rigtige, levende unge mennesker, som vil kunne vokse og blive til de aktive, ydende borgere, som det er voldsomt rart at se på, fordi selvom verden virker dum, usikker og kaotisk, så er det disse unge, som giver håb og tro på fremtiden.

Det er disse unge, som bliver svigtet, når der ikke er dobbelttogt, og det er for deres skyld, at man lever med mavepinen og hver august må væbne sig med tålmodighed og håbe på, at netop denne regering og netop denne finansminister hellere vil gennemføre sin egen politik og gøre noget godt for en flok rigtige unge mennesker end at lege julelege med de andre politikere.