Friis Bachs brud med Radikale er en skilsmisse, alle har ventet på

Men bagtaleriet gik begge veje. Folk i partiet har ladet sive, at Friis Bach i virkeligheden bare var sur over, at han gik glip af en ministerpost. Noget han dog selv på det kraftigste har afvist.

Han har endda ladet forstå, at han slet ikke var i spil til en post i regeringen, men derimod skulle have fungeret som gruppeformand, mens lederduoen Lidegaard og Nawa eventuelt suppleret med en holdkæftpost til Zenia Stampe skulle indtage regeringsbænkene.

Ministerpost eller ej, så kunne han ikke lade de kæntrede regeringsforhandlinger ligge. Tilliden til den gamle ven Lidegaard kunne ligge på et lille sted, også når det kom til den generelle positionering af partiet.

Væggene på Christiansborg har hvisket om det i mange måneder.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Friis Bach er kendt som en utroligt dygtig mand. Han har endda været vicegeneralsekretær for FN. Men også som en meget stædig og stridbar herre. Han var ked af, at partiet overlod den uddannelsespolitiske dagsorden til regeringen, da man valgte at stå uden for aftalen om universiteterne. Som klassisk radikal har han haft det svært med de rene hænders politik.

Engang talte man om ham som mulig radikal partileder. Det er mange år siden. Nu er han venstremand. Og som tingene har udviklet sig, vil han passe fint ind. En fjer i hatten til Troels Lund Poulsen.

Ud med Fuglede, der syntes, at det hele var blevet for liberalt, og ind med Friis Bach, der savnede det liberale ovre hos de påståede socialliberale hos Radikale. Og så oven i det pæne Europa-Parlamentsvalg. Så mangler der bare en god regeringsrokade. Spændende bliver det, om Friis Bach er med på regeringsholdet.

Tilbage hos Radikale er Lidegaard på den ene side sluppet af med en tvær og besværlig partifælle. Men slutresultatet er, at den radikale folketignsgruppe er reduceret til kun seks medlemmer. Så lille har den kun været i den korte periode fra 1977-79 i partiets næsten 120-årige historie.

Og hvad man end kunne sige om Friis Bach, så var han faktisk på linje med Lidegaard i langt de fleste emner. Men måske var det også svært for Friis Bach at være i et parti, der så entydigt satser på de unge. Nu er Lidegaard tilbage som den eneste undtagelse.