Se udspillet: Sådan vil regeringen sikre 22.000 nye almene boliger

10 milliarder kroner i en ny fond skal finansiere de 22.000 nye almene boliger som Mette Frederiksen lovede i hendes åbningstale. I alt lancerer regeringen 14 nye initiativer, der skal sikre blandede byer. Læs udspillet her.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Daniel Bue LauritzenMads Mose Vikkelsø

Der skal være plads til skolelæreren, tømreren og den unge akademiker i København. Sådan lød det, da statsminister Mette Fredriksen stod på talerstolen til Folketingets åbning.

I sin tale fortalte hun, at regeringen ville muliggøre opførelsen af 22.000 nye billige almene boliger inden for de næste 10-15 år.

En uge efter præsenterede boligminister Kaare Dybvad tirsdag det udspil, der skal danne grundlag for ikke bare 22.000 almene boliger, men også for mere blandede byer.

Udspillet har det mundrette navn Tættere på II – Byer med plads til alle og lægger sig som en efterfølger til udspillet, der kom fra Kaare Dybvad i foråret under navnet Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling.

I det nye udspil vil regeringen gøre op med den boligmangel, der er i de største byer, hvor huspriserne stiger.

14 initiativer skal ifølge regeringen løse denne boligmangel og med deres egne ord sikre mere blandede byer. Læs initiativerne her.

  1. Fonden for blandede byer
    Den økonomiske ramme for de nye 22.000 almene boliger kan findes i den nye fond, Fonden for blandede byer, der får tilført 10 milliarder kroner fra Nybyggerifonden frem mod 2035.

    Det forventes, at Fonden for blandede byer kan understøtte opførelsen af cirka 42.000 nye almene familieboliger frem til 2035 med en forventet nettotilvækst på cirka 22.000 nye almene boliger. De første fem milliarder kroner udmøntes frem til 2031, mens de sidste fem aftes senere.
     
  2. Flere studieboliger
    De studerende skal også have noget at bo i og særlig manglen i storbyerne gør, at regeringen vil etablere 4.000 nye studieboliger. Det fremgår ikke specifikt hvor, men der lægges vægt på, at manglen er størst i København og Frederiksberg.

  3. Mindst 33 procent almene boliger i storbyerne
    Kommunerne får et større værktøj i kassen, for at skabe blandede by-og boligområder. I udspillet vil regeringen gøre det muligt for kommuner at stille lokalplankrav på op til 33 procent almene boliger i nye boligområder.

    Dertil etablerer regeringen en ny, statslig grundkøbslåneordning på 2,6 milliarder kroner. Ordningen skal være med til at sikre så mange nye almene boliger som muligt i de største danske byer, særligt i hovedstaden. De 1,9 milliarder skal komme fra staten og de resterende 700 millioner fra kommunal medfinansiering.

  4. Nye almene boliger ved omdannelse af hoteller og private ejendomme
    Regeringen sætter 2 milliarder kroner frem mod 2031 af til ombygning af egnede og centralt beliggende erhvervs- og udlejningsejendomme til nye almene boliger. Regeringen ser det som en mulighed for at bæredygtig måde at genanvende og etablere nye boliger.

  5. Nye almene boliger gennem en bedre udnyttelse af pladsen
    Et såkaldt fortætningsbidrag skal gøre det muligt at bygge nye almene boliger i eksisterende afdelinger. Bidraget bliver på 287 millioner kroner frem til 2031.

  6. Nye almene boliger til anvisning
    De socialt udsatte skal også have en udstrakt hånd. Derfor vil regeringen skaffe 2.900 billige boliger til socialt udsatte. Et tilskud på 100 millioner i 2022 og 2023 skal gøre det muligt at nedsætte huslejen i 1.200 eksisterende almene boliger til 3.500 kroner om måneden.

  7. Billige andelsboliger
    Regeringen vil undersøge mulighederne for at lave en ny form for andelsboliger, hvor andelspriserne bygger på anskaffelsessummen og derfor ikke vil stige så markant. De nye andelsboliger vil dermed blive relativt billigere end mange af de nuværende andelsboliger.

  8. Fokus på konkrete områder
    Regeringen har i kikkerten at opfører nye almene boliger på Christiania, Nyholm, Bispebjerg og Skjolds Plads på Nørrebro. Derudover er nogle af Frederiksberg Boligfondsejendomme også noget regeringen ser ind i at omdanne til almene boliger.

  9. Ældrevenlig indretning
    De ældre skal også have en plads i byrummet og regeringen afsætter 30 millioner kroner i 2023-2025 til ældrevenlig indretning af byrum for at forbedre deres muligheder for at komme rundt og deltage i aktiviteter.

  10.  Bæredygtige almene boliger
    De nye almene boliger skal ikke blot billige, de skal også være bæredygtige. Regeringen afsætter 30 millioner kroner i perioden 2022-2024 til at dække meromkostninger ved at opfører nye boliger efter bæredygtige principper.

  11.  National arkitekturpolitik
    Der nedsættes en ekspertgruppe der skal udforme en national arkitekturpolitik. Det skal sikre at de nye almene boliger er arkitektonisk gennemtænkte med fokus på kvalitet, det levede liv og klimaet. Til det afsættes der 19,5 millioner kroner.

  12.  Forundersøgelse af en ombygning af Nationalmuseet
    Regeringen afsætter 11,8 millioner kroner til en forundersøgelse af en gennemgribende ombygning af Nationalmuseet i København.

  13.  Midlertidig brug af ubenyttede områder
    Ubenyttede områder, der har ligget hen, vil regeringen give kommunerne mulighed for at lave midlertidige lokalplaner til byggeri af studieboliger og boliger til socialt udsatte i ti år med mulighed for forlængelse.

  14.  Flere bygge- og bofællesskaber
    Regeringen vil have flere bygge- og bofællesskaber, der skal fremme blandede boligformer og medvirker til større arkitektonisk mangfoldighed, bæredygtigt byggeri og mere fællesskab. Der afsættes 3 millioner kroner i perioden 2022-2024 til oplysning og vejledning om etablering af bygge- og bofællesskaber.  

 

Finansiering
Regeringen vil finansiere udspillet med de 10 milliarder kroner, der tilføres den nyoprettede fond for blandede boliger. Dertil foreslår man, at der afsættes i alt 36,6 millioner kroner i 2022, 25,1 millioner kroner i 2023, 16,2 millioner kroner i 2024, 11,2 millioner kroner i 2025 og 1,2 millioner kroner i 2026. Udspillet er finansieret inden for rammerne af reserven til land, by og sundhed, der fremgår af regeringens finanslovforslag for 2022.

Du kan læse hele udspillet her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024