Selvfølgelig må politikere modtage fodboldbilletter i gave. Men de må stå ved det og være åbne om det

Lige nu ser vi en steppebrand af tilbagetog blandt politikere og embedsmænd. I årevis har de modtaget gratis fodbold- og koncertbilletter, men nu lever vi jo i jantelovens land, så det er der naturligvis nogen, der har fået ondt i røven over. Intet er for småt til, at det ikke kan blive til et problem.

Hvorfor kan de ikke selv betale? Og det kunne de da også sagtens, og i nogle tilfælde burde de også, men der er også mange andre tilfælde, hvor det giver god mening at gå gratis til fodbold.

Problemet er, at de fleste prøver at skjule de gratis billetter, for de har tilsyneladende dårlig samvittighed over at blive inviteret til fodbold i Parken eller til koncert i Royal Arena

Poul Madsen

Problemet er, at de fleste prøver at skjule de gratis billetter, for de har tilsyneladende dårlig samvittighed over at blive inviteret til fodbold i Parken med middag forud eller til koncert i Royal Arena. Måske fordi det er de samme embedsmænd og politikere, der kræver, at skolelærere og sygeplejersker ikke må modtage en plade chokolade og i øvrigt ofte selv skal betale for kaffe og mad på arbejdet.

Der bliver gået i så små sko overfor de offentligt ansatte medarbejdere, at halvdelen af landets politikere og kommunale chefer burde have permanente problemer med nedgroede tånegle og ligtorn.

I en sådan verden er der naturligvis heller ikke plads til, at cheferne mødes, ser lidt fodbold og som bonus knytter nogle brugbare forbindelser til andre. Det er her i de uformelle netværk, at man for alvor kan flytte fastlåste forestillinger om, hvordan andre er, fordi rammen netop er uformel og derfor åben.

Jeg har selv oplevet det mange gange ved arrangementer i Boxen i Herning: koncerter, håndbold og ishockey. Når man træder ind ad døren til middagen forud som Ekstra Bladets chefredaktør, bliver man naturligvis mødt af en vis skepsis, sagt på jysk, you know.

Men alle er her jo på samme præmis, så selv en redaktør for Ekstra Bladet taler man med. Og som et kendt slogan engang kundgjorde: ”Samtale fremmer forståelsen”. Samtidig er jeg også selv blevet klogere, fordi jeg faktisk har mødt nogen, som jeg ellers aldrig ville tale med eller få adgang til. Men behøver man få en middag og en koncert gratis for at opnå det?

Hvor ville det være befriende, hvis politikerne turde stå ved, at en række af de gratisarrangementer, de bliver tilbudt, giver god mening

Poul Madsen

Svaret er et rungende ja, og helt gratis bør det jo ikke være, da jeg naturligvis anser mig selv for værende på arbejde og har modtaget en gave, som jeg naturligvis opgiver til skattevæsenet.

Jeg tror heller ikke, der var én eneste af alle de andre lokale forretningsfolk, politikere, embedsmænd og fagforeningsfolk, der deltog, der havde dårlig samvittighed. Det er måske derfor, Herning fik en multiarena år før København. I Herning tør man stå ved, at den personlige kontakt er altafgørende for at udvikle ting.

I København tør politikerne end ikke besøge Copenhell af frygt for, at nogen skal få ondt i røven. Det ville ellers være klogt at tage på studietur og opleve, hvordan den dybt kontroversielle festival foregår. Det kan man ikke få fortalt ved et powerpoint på Rådhuset.

Politikerne kunne naturligvis selv betale, men det vil hele det forargede kor åbenbart heller ikke. En mulighed var også, at de lod deres parti betale. Det har partierne rigeligt råd til, fordi man ingen skrupler har ved at udskrive nye regninger til skatteyderne, hvilket gør, at det eneste, der de seneste 30 år er steget lige så meget som lejlighedspriserne i København, er tilskuddene til partierne. Tallet er 600 procent.

Hvor ville det være befriende, hvis politikerne turde stå ved, at en række af de gratisarrangementer, de bliver tilbudt, giver god mening. Det er muligt, min gamle avis ville skrive om det, men igen – hvor stort et problem er det, hvis man seriøst argumenterer for, hvorfor man deltager?

Ekstra Bladet har permanente røvsmerter og dyrker det for at tækkes de kernelæsere, som forventer, at alt, hvad en politiker eller embedsmand modtager, gøres til et problem

Poul Madsen

Ekstra Bladet har permanente røvsmerter og dyrker det for at tækkes de kernelæsere, som forventer, at alt, hvad en politiker eller embedsmand modtager, gøres til et problem.

Og hvis politikerne bare lagde tingene åbent frem, så var problemet endnu mindre. Så kunne vælgerne tage stilling til, om vi har et problem.

Naturligvis er der gaver, som er så dyre og omfattende, at politikere og embedsmænd bør sige nej. Et af eksemplerne er fra Odense Kommune, hvor en række embedsmænd i årevis har deltaget i eksklusive rejser arrangeret af den lokale fodboldklub til Champions League-kampe i udlandet.

Rejserne er en del af den sponsorstøtte på millioner af skattekroner, som kommunen yder til OB, og det betyder ifølge DR's research, at rejserne sammenlagt har kostet hundredtusinder af skattekroner, som byens borgere betaler via skattebilletten.

Det er jo absurd og et udtryk for ekstrem dårlig dømmekraft, og så har man i øvrigt forsøgt at holde det hemmeligt, indtil DR søgte aktindsigt. Og nu forværrer man sagen yderligere ved at argumentere for, at rejserne er nødvendige for at skabe netværk.

Hemmelighedskræmmeriet frem til DR’s afsløring skyldes selvfølgelig, at det er umuligt at argumentere for, at disse ture er nødvendige for de kommunale chefers muligheder for at netværke. Det kunne de lige så godt gøre i sponsor-logen til en middag forud for en af OB’s hjemmekampe på Odense Stadion.

Naturligvis er der gaver, som er så dyre og omfattende, at politikere og embedsmænd bør sige nej

Poul Madsen

Odense-eksemplet indkapsler hele problemet. De forkerte sager forsvares, og de rigtige løber man hændervridende væk fra.

Men det er jo egentlig ikke så svært at få skabt klarhed i sumpen, og hvorfor ikke lave regler på dette område, når nutidens politikere ellers konstant er parat til at regulere ned til mindste komma på alle andre områder?

Reglerne bør være helt enkle, så selv politikerne forstår dem:

• Alle gaver fra 100 til 1500 kroner skal oplyses på en kommunal side, som alle har adgang til, og – naturligvis – opgives til skattevæsenet.
• Alle gaver over 1500 kroner skal der siges nej tak til.

Hvor svært kan det være? Det kræver naturligvis mod, fordi alt så vil foregå åbent. Og det er nemmere at sige nej til alle gaver og være en hellig kylling end modig.