Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur får nyt navn
Fremover kommer Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur til at hedde Klimadatastyrelsen. Navneskiftet begrundes blandt andet med, at styrelsen har ansvaret for meget af den data og infrastruktur, der relaterer sig til den grønne omstilling og konsekvenserne af klimaforandringerne.
Simon Engell Kjøller
Debatredaktør og studenteransvarligFra torsdag 15. august skifter Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur navn til Klimadatastyrelsen.
Det oplyser styrelsen til Altinget.
"Vi har som styrelse rigtig mange af de data og den infrastruktur, som skal bruges både til at foretage en grøn omstilling af Danmark, men også til at afhjælpe konsekvenserne af klimaforandringerne," skriver de.
"Det har vi behov for at gøre både offentlige og private aktører opmærksomme på, så vi som samfund får det optimale ud af vores mange data. Samtidig vil vi med en ny strategi intensivere arbejdet med at bygge dataløsninger, der henvender sig direkte til klimatilpasning og grøn omstilling."
Desuden begrundes navneskiftet med, at Klimadatastyrelsen ligger inde med nødvendige data, "hvis vi skal optimere energisektoren, udbygge ladestandernetværket til elbiler og bygge tilstrækkeligt høje diger".
Styrelsen ligger som hidtil under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og navneskiftet fører ikke til ændringer i ressortopgaverne.