Skoleleder og skolebibliotekar: Politikerne er selv skyld i læsekrisen blandt børn

Eleverne på skolen løber om kap for at få fingre i bøgerne efter en book talk, og såvel i bibliotekstimerne som i fritiden opsøger eleverne bibliotekarerne for at reservere den næste bog i serien hjem. Læselysten fejler altså ingenting hos os.

Gør vi noget særligt? Egentlig ikke, men vi gør det, der virker. Vi prioriterer at have adgang til en god samling af bøger og en bemandet åbningstid i skoletiden med skolebibliotekarer, der formidler de gode bøger, og som har en relation til børnene.

Vi sætter den direkte formidling i højsædet, når børnene kommer på biblioteket gennem nærvær og faglighed. Skolebiblioteket er tilgængeligt der, hvor børnene er.

Nu er der imidlertid opstået panik på et højere plan. Som en del af løsningen på den manglende læselyst og elevernes læseudfordringer vil politikerne så have skolebibliotekerne igen. Men at ændre navnet på noget ændrer jo ikke indholdet.

De beslutninger, der blev truffet for ti år siden, har haft konsekvenser for en hel generation. Alt hvad der er mistet kommer ikke tilbage bare fordi, vi pludselig kalder det et skolebibliotek.

Politikerne har også fundet ud af at børnene foretrækker papirbøger, så nu er der med folkeskoleaftalen afsat 540 millioner kroner til indkøb af fysiske bøger.

Det er ikke andet end lappeløsninger og quickfixes, og det er ikke holdbare løsninger.

Marco Damgaard & Leena Bækdal Jensen
Hhv. skoleleder og koordinator for Pædagogisk Lærings Center, Tingbjerg Skole og Fritid

De 540 millioner kroner skal implementeres over ti år, og i det store regnestykke bliver det således til 80 kroner per elev per år, der kan prioriteres til skolernes indkøb af bøger til både undervisningen og til bogsamlingen på de nye skolebiblioteker. Ovenpå en tid med afvikling af skolebibliotekerne klinger budgettet alligevel noget hult og faktisk useriøst.

Politikerne vil også gerne understøtte samarbejdet mellem skolerne og folkebiblioteket. Til dette formål har Kulturministeriet fundet yderligere 21 millioner kroner til en pulje, der skal løfte samarbejdet mellem folkebibliotekerne og de pædagogiske læringscentre.

Puljen fra Kulturministeriet kan kun søges i et samarbejde mellem folkebiblioteket og det pædagogiske læringscenter som et etårigt initiativ til indkøb af bøger og formidling af litteratur til børn og unge.

For en gangs skyld ser prioriteringerne ud til at være i orden efter en årelang periode med nedskæringer i bibliotekerne, der siden 2007 har medført, at man har lukket mere end 400 filialer på landsplan.

Folkebibliotekerne står stadig ubemandede mange steder, og det er nødvendigt med et sundhedskort for at lukke sig ind. Intentionen med puljen er god, og set i den kontekst lyder det flot med 21 millioner kroner, og vi vil helst ikke være utaknemmelige, men det er ikke andet end lappeløsninger og quickfixes, og det er ikke holdbare løsninger. Projekter og puljer batter ikke.

Hvis vi skal tage livtag med læsekrisen, så er vi nødt til at etablere mere holdbare løsninger, som ikke består af bøvlede ansøgninger, der kun kan søges i samarbejdet mellem to forvaltninger i kommunerne, og som tager dyrebar arbejdstid at mødes om. Der er brug for mere af det der virker: Prioritering af økonomi til bøger og bemanding.

Selv i den største kommune i landet, Københavns Kommune, er samarbejdet mellem skoler og biblioteker smuldret. Skolebiblioteket i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus er det eneste af sin slags, der har overlevet gennem de sidste fem-seks år.

Skolesamarbejdet blev for dyrt for de øvrige skoler, der ligesom os indlod sig på en samarbejdsaftale, og disse er nu opsagt. Vi kan kun være nysgerrige på, hvordan skolebibliotekerne og samarbejdet mellem disse og folkebiblioteket nu ser ud, og vi undrer os over, at et samarbejde mellem to forvaltninger i den samme kommune med den samme interesse for at skabe læselyst for de samme børn er så vanskelig.  

Det er både skolernes og bibliotekernes økonomi, der bløder, men i samarbejdet ser vi et håb. Folkebiblioteket kan også tilføre noget til skolebiblioteket.

Her kommer børnene nemlig også uden for skoletiden og møder velkendte ansigter indtil klokken 17.00, hvor den betjente åbningstid ophører, og broen mellem læsningen i skole og fritid er således bygget.

Samtidig vil flere af de børn, der begynder i skole, allerede kende biblioteket fra deres tid i vuggestue og børnehave, hvor de er kommet med deres pædagoger eller med deres familie og allerede har fået gode oplevelser med bøger og (højt)læsning.

Skolernes økonomi er presset i en grad, så skolebestyrelserne ikke længere vil godkende budgetterne.

Marco Damgaard & Leena Bækdal Jensen
Hhv. skoleleder og koordinator for Pædagogisk Lærings Center, Tingbjerg Skole og Fritid

Heller ikke denne brobygning kommer i øvrigt af sig selv. Det er ikke givet, at hverken børnefamilier eller daginstitutioner har deres naturlige gang på biblioteket, dyrker højtlæsningen eller - måske især - har en god relation til deres lokale børnebibliotekar.

Vil man have den gode brobygning mellem hjem, dagtilbud og skole med læsning som en naturlig rød tråd gennem livet, er opskriften den samme. Adgang til gode bøger og mandskab til at formidle dem.

For at skabe et smidigt samarbejde mellem skoler og folkebiblioteker er det helt afgørende, at økonomien prioriteres, og at der sker en afbureaukratisering.

Skolernes økonomi er presset i en grad, så skolebestyrelserne ikke længere vil godkende budgetterne. Det er afgørende at skolerne helt gratis kan samarbejde med folkebiblioteket om skoleforløb og -tilbud, hvis det skal lykkes.

Samtidig er det mindst lige så afgørende, at samarbejdet formaliseres nationalt, så vi sikrer en ensartet kvalitet på landsplan for ikke at tabe børnene i de fattigste kommuner.

En standardiseret ramme for samarbejdet vil kunne sikre såvel samarbejdet som det økonomiske, og i sidste ende vil en rammeaftale kunne bruges som redningskrans for såvel folkebibliotekernes overlevelse som kvaliteten i skolebibliotekerne og, vigtigst af alt, for børnene og deres lige adgang til de gode bøger og den gode formidling. Så skal læselysten og de gode læseoplevelser nok komme.

Til slut en opfordring til at inddrage fagfolk og dem, der har forstand på børns læselyst i fremtidige beslutninger. I ringer bare.