Tre stjerner til "Dansk Idrætspolitik": Et flot værk, men forfatterne glemmer deres eget bias

Udgangspunktet for Claus Bøje og Søren Riiskjær i bogen "Dansk Idrætspolitik" er tydeligt: I en kommentar bragt på Altinget beskrev Claus Bøje i december 2021, hvordan idrætspolitikken var fuldstændig fraværende en anden nylig udgivelse fra samme forlag, "Finkultur og Mangfoldighed", der beskrev Kulturministeriet i anledning af institutionens 60 års fødselsdag.

"I et statsligt perspektiv er idrætten den kultursektor, der modtager flest offentlige midler – og næstflest på Kulturministeriets område," argumenterede den pensionerede idrætspolitiske rådgiver fra i selvsamme ministerium ved dén lejlighed.

Det er formentlig årsagen til, at vi i dag har bogen "Dansk Idrætspolitik" hos os. Et værk skabt af Bøje og Søren Riiskjær.

De skal have stor ros for ambitionen. Bogen tjener på sin vis som et idrætspolitisk testamente for de to skribenter, der har præget sportens verden på en lang række felter siden 1970'erne.

Det er også knap 50 år siden, at idrættens område blev lagt ind under Kulturministeriets ressort, og siden da har idrætten fået en stadig større rolle i det offentlige rum:

Det gælder dels i medierne, hvor eliteidrætten både er et vindue til tidsfordriv og hengivelse, og dermed en handelsvare i milliardklassen. Det gælder dels i det offentlige rum, hvor vi dagligt møder udøvende sportsfolk i alle aldre både på stier og veje, i fjorde og på åer, og i stigende grad også i gang med styrketræning på mure og særligt byggede anlæg.

Danmark er blevet en nation af idrætsforbrugere og idrætsudøvere, og dermed kan man vel sige, at overflytningen af idrætsområdet til Kulturministeriet har været en idræts- og kulturpolitisk succes?

Danmark er blevet en nation af idrætsforbrugere og idrætsudøvere, og dermed kan man vel sige, at overflytningen til Kulturministeriet af idrætsområdet har været en idræts- og kulturpolitisk succes?

Lars Werge

Nej, mener Bøje og Riiskjær på den ene side: Ministeriet har, uden mange undtagelser, fokuseret ressourcerne, kontakten og økonomien på idrættens organisationer – men det er ikke her, det folkelige engagement er vokset, og mastodonten Danmarks Idrætsforbund (DIF) har et traditionelt syn på idrættens enhed, som ifølge forfatterne er uden hold i virkeligheden.