Vismænd: Regeringens rabat til CO2-syndere koster samfundet en milliard om året
Det vil give et årligt samfundsøkonomisk milliardsmæk at vedtage regeringens forslag om at give nedslag i CO2-afgiften til selskaber som Aalborg Portland. Det vurderer de økonomiske vismænd.
Christoffer Lund-Hansen
ErhvervsredaktørRegeringens forslag til en uensartet CO2-afgift gør klimapolitikken dyrere.
Sådan lyder det i den seneste rapport fra De Økonomiske Råd om dansk økonomi.
Konkret indeholder regeringens udspil til en grøn skattereform et forslag om et nedslag i afgiften for brancher med mineralogiske processer, herunder cementindustrien og dermed også Danmarks største CO2-udleder, cementfabrikken Aalborg Portland.
Regeringen lægger op til, at prisen per ton CO2 i 2030 skal være på 750 kroner for de fleste virksomheder.
Men det gælder ikke for Aalborg Portland og andre virksomheder, der arbejder med mineralogiske processer.
De skal i stedet slippe med en CO2-afgift på 100 kroner, fordi de også betaler en EU-kvotepris, der i 2030 skydes til at ramme 750 kroner pr ton CO2.
På grund af gratiskvoter, er det dog slet ikke alle virksomheder, der kommer til at betale den fulde pris. EU-Kommissionen har for eksempel bekræftet for DR, at Aalborg Portland på grund af gratiskvoter slipper med en regning på omkring 520 kroner pr ton.
"Den effektive CO2-beskatning er derfor ikke ensartet på tværs af brancher og anvendelse, hvilket fordyrer klimapolitikken betydeligt. Nedslaget for udvalgte industrier er blandt andet motiveret i ønsket om at begrænse lækagen af dansk klimapolitik," lyder det fra vismændene.