Demokratisk dyd at kritisere domstole

Mange har i deres almindelige iver for at lægge afstand til højrefløjspartiet skudt sig selv i den demokratiske fod. For når partiet angriber en dom, der handler om ytringsfrihed, så må den naturlige reaktion for pæne mennesker være helt at underkende partiets ret til at kritisere, for fra dén kant kan der jo kun komme ubegavede, populistiske brøl, ikke sandt?

Selvom den påstand unægtelig ofte holder stik, så er automatreaktionen svært uheldig i lige netop diskussionen om domstolene. For hvad er det nu, der er så farligt ved at kritisere en dom?

Helt generelt sagt - og uden, at vi dermed nødvendigvis siger god for Pia Kjærsgaards motiver og formuleringer - så kan det umuligt være udemokratisk, betænkeligt eller på anden måde forkert, at offentligheden tager stilling til de domme, der udgår fra de tre retsinstanser.

Det helt afgørende er naturligvis, at alle, og ikke mindst politikerne, efterlever retternes afgørelser, uanset om man bryder sig om dem eller ej. Men respekten for vore domstoles uafhængighed og ukrænkelighed skal hvile på en bevidst tilslutning til retsordenen, ikke på frygt for repressalier. At det forholder sig sådan, er såmænd et særkende på et retssamfund.

Mange har i deres almindelige iver for at lægge afstand til højrefløjspartiet skudt sig selv i den demokratiske fod.

Berlingske
Leder

Den artikulerede meningsbrydning om domstolenes fortolkning af landets love er derfor en demokratisk dyd. (...)