Magtesløsheden vokser på Borgen: "Man kan virkelig føle, man spilder tiden"

Blandt andet derfor fortalte Folketingets formand, Søren Gade (V), til Folketingets åbning, at han agter at skære i antallet af udvalg på Christiansborg.

”Du bliver ikke stresset af det, du når, du bliver stresset af det, du ikke når,” lød det fra Gade.

I Danmark bestrider et gennemsnitligt folketingsmedlem 4,6 udvalgsposter, hvorimod deres kolleger i de nordiske landes parlamenter blot skal varetage mellem 0,73 og 1,5 poster.

Men ifølge Emil Husted tager man ikke fat om roden på problemet på Christiansborg, hvis man blot fokuserer på antallet af udvalg:

”Hvis det bliver konventionen, at vi skal prøve at sænke farten og minimere antallet af opgaver, tror jeg kun, vi laver en form for symptombehandling,” siger han.

Fremmedgørelse på Borgen

Foruden de 28 folketingsmedlemmer, der består af politikere fra både oppositions- og regeringspartier, har Emil Husted interviewet partiansatte, journalister og administrativt ansatte, der dagligt har deres gang på Borgen.

65 interviews er det blevet til i alt.

I de samtaler har han også spurgt ind til hastigheden på Christiansborg, såvel som den store mængde arbejdsopgaver folketingsmedlemmer har på skrivebordet.

Men dertil kommer altså et tema, der ikke tidligere har været fremtrædende i debatten om kulturen på Christiansborg og som rejser væsentlige spørgsmål om demokratiets forfatning:

Folketingsmedlemmernes udtalte oplevelse af magtesløshed.

Ifølge Husted hænger den oplevelse tæt sammen med, at de reelle politiske forhandlinger siden 1990’erne i stigende grad er rykket over i ministerierne, som professor Jørgen Grønnegård Christensen har beskrevet.

Når lovforslag lander i Folketinget, er flertallet således allerede på plads, akkurat som det er tilfældet med indholdet.

Derfor anser mange folketingspolitikere debatterne i Folketingssalen som et politisk teater, der snarere handler om at kommunikere til vælgerne end om at påvirke politikken.

Men det er i særdeleshed arbejdet i udvalgene, der frustrerer politikerne, lyder det fra Husted.

Ifølge folketingsmedlemmerne er udvalgene tømt for politisk substans, og i stedet går tiden med simpel oplysning eller planlægning af udvalgsture og lignende.

Lige nu synes jeg, at både den lovgivende og udøvende magt i praksis ligger hos regeringen.

Christina Olumeko
Folketingsmedlem (A)

Med andre ord tager udvalgsarbejdet meget tid og kræver forberedelse, men det fører sjældent til, at der opstår muligheder for at påvirke lovgivningen. For selve politikken diskuteres ganske enkelt ikke i udvalgene.

”Jeg tror, kombinationen af høj fart og mange arbejdsopgaver, sammenholdt med magtesløshed, genererer en følelse af fremmedgørelse blandt medlemmerne. Både overfor dem selv, den vision de oprindeligt havde, og også overfor hinanden,” siger han.

Ifølge Husted kommer fremmedgjortheden ofte til udtryk ved et arbejdsmiljø, hvor folk oplever, at andre ”fører sig frem, taler grimt og himler med øjnene i Folketingssalen.”

”Det tolker jeg som et udtryk for en kultur, hvor man ikke er i sync med hinanden og ikke kan have en oprigtig politisk diskussion,” siger forskeren.

Magtens tredeling sat ud af spil

Ifølge Emil Husted er tendensen tydeligst i partierne uden for regeringen:

”Folketingspolitikerne i oppositionen er nok dem, der oplever det vildeste kryds-pres. For på den ene side oplever de ikke, at de har reelle muligheder for at påvirke lovgivningen, men på anden side har de sindssygt travlt,” siger han.

Han understreger dog, at magtesløsheden også fylder hos mange medlemmer i regeringspartierne, der indtager en lavere plads i det interne hierarki, de såkaldte backbenchers.

Blandt de nyvalgte kommer oplevelsen til syne i form af en skuffelse over, at folketingsarbejdet ikke er det, mange forestiller sig, fortæller Husted.

Når de indtager Christiansborg, har de ofte en idé om, at de netop kan politikudvikle i udvalgene og i Folketingssalen. Men den forestilling bliver hurtigt gjort til skamme, og så må de nøjes med at følge stier, der går udenom de klassiske parlamentariske veje, såsom at sætte fokus på enkeltsager på sociale medier.

Christina Olumeko fortæller, at hun ikke selv er blevet skuffet overfor kulturen på Christiansborg efter sin indtræden i 2022, men at det primært skyldes, at hendes forventninger var lave.

Hun mener dog, at der bør tages en større demokratisk debat om, hvilken rolle Folketinget bør have:

”Lige nu synes jeg, at både den lovgivende og udøvende magt i praksis ligger hos regeringen,” siger Olumeko.

Det er blevet meget slemt under flertalsregeringen, fordi der ikke bliver lavet noget om. Dét regeringen lægger frem bliver til lov, og Folketinget har ikke nogen indflydelse på det.

Rasmus Jarlov
Folketingsmedlem (K)

Ifølge Rasmus Jarlov, der indtrådte i Folketinget i 2010, har det ikke på noget tidspunkt i løbet hans år på Borgen været sådan, at udvalgene satte reelt aftryk på lovgivningen, som han ellers mener, de bør.

Men udviklingen er intensiveret under SVM-regeringen:

”Det er blevet meget slemt under flertalsregeringen, fordi der ikke bliver lavet noget om. Dét regeringen lægger frem bliver til lov, og Folketinget har ikke nogen indflydelse på det. Så det er helt ekstremt i øjeblikket. Man kan virkelig føle, at man spilder tiden ved at sidde i Folketinget, fordi der ikke længere træffes nogen beslutninger på Borgen,” siger Jarlov.

Er det ikke legitimt, at en flertalsregering fører politik på den måde, når den har det politiske mandat til det?

”Problemet er, at det ikke er folketingsmedlemmerne fra regeringspartierne, der laver lovene heller. Hvis det bare var et flertal uden om mig, så var det selvfølgelig ikke et problem. Problemet er, at der sidder 179 medlemmer i Folketinget, og der er tre af dem, der har indflydelse,” siger Jarlov, der ikke genopstiller til Folketinget, når hans mandat udløber efter næste valg.

Flere administrative ressourcer på Borgen

Rasmus Jarlov understreger, at han ikke mener, det er synd for folketingsmedlemmerne.

For var den politiske vilje bredt til stede på Christiansborg, kunne medlemmerne faktisk ændre på kulturen, anfører han.

Heller ikke Emil Husted mener, man bør have ondt af politikerne. Han pointerer, at mange folketingsmedlemmer også fremhæver gode elementer ved kulturen på Christiansborg.

Han udtrykker dog bekymring for de mange sygemeldinger og altså for, at problemet udelukkende angribes ved at sætte ind overfor antallet af udvalg og hastigheden på Borgen.

”Hvis vi reducerer fremmedgørelsen til bare at handle om stress, så er det én knap at skrue på. Men jeg er i tvivl om, hvor meget det løser,” siger Emil Husted og fortsætter:

”Det er rigtig nok, at folketingsmedlemmerne blandt andet vil få mere tid til at læse lovforslag igennem og så videre, men det ændrer ikke ved, at de har en oplevelse af, de ikke kan påvirke processen,” siger han.

Er det et demokratisk problem, at mange folketingspolitikere føler sig fremmedgjorte, eller er problemet snarere, at de ikke har indstillet sig på en ny politisk virkelighed?

”Vi har jo i den offentlige samtale nogle forventninger til, hvad folketingspolitikernes rolle er, og at de i Folketinget kan flytte alt muligt. Men de forventninger er urimelige i forhold til de arbejdsbetingelser, politikerne har. Så hvis folketingsmedlemmer skal indstille sig på en anden virkelighed, så bør hele samfundet også gøre det,” siger Emil Husted.

Når Jørgen Grønnegård Christensen beskriver, at forhandlingerne er flyttet over i ministerierne, så er det blandt andet en konsekvens af forligsparlamentarismen. Og netop den skaber politisk stabilitet, fordi man via forligene sikrer flertal mange år ud i fremtiden. Er det ikke et vigtigt hensyn, folketingsmedlemmer bør anerkende?

”Det er jo sådan en gordisk knude. Altså hvordan løser man, at man gerne vil have et stabilt folkestyre og nogle brede aftaler, uden at du fratager medlemmerne muligheden for den spontane politiske forhandling, som der ellers burde være plads til,” siger Emil Husted.

Han peger dertil på en bekymring for, om Folketinget reelt kan udøve den parlamentariske kontrol med regeringen, som blandt andet bør foregå i udvalgene.

I takt med at antallet af love og lovkompleksiteten er steget, har ministerierne nemlig øget antallet af embedsmænd, hvorfor medlemmerne fra oppositionen oplever at være udmanøvreret på rådgiverkraft. Hvilket igen fordrer en oplevelse af magtesløshed.

Ifølge Emil Husted kan det være svært at finde de ”lette” løsninger på, hvordan man skal sætte ind over for den magtesløshed, der skabes af nutidens måde at lave politik på, som altså er et resultat af 30 års udvikling.

Men han ser derimod muligheder for at styrke den parlamentariske kontrol.

Ifølge Husted kan en løsning, der potentielt kan styrke medlemmernes indflydelse i udvalgene, være at tilføre flere midler til Folketingets administration.

Med flere administrative ressourcer i Folketinget, der politisk neutralt kan betjene særligt oppositionspartierne, vil man nemlig kunne skabe en slags modvægt til embedsapparatet i ministerierne, som regeringen nyder godt af.

”Min oplevelse er, at det arbejde, udvalgssekretærerne og folketingsadministrationen i bred forstand udfører, er helt nødvendigt for at holde folkestyret kørende. Uden dem ville oppositionen ikke have en chance. Så hvis man virkelig vil have, at oppositionen holder regeringen i skak, tror jeg, det vil være en god idé,” siger Emil Husted.