Her er Henrik Dahls afløser i Udenrigspolitisk Nævn
Det Udenrigspolitiske Nævn får ny næstformand efter Liberal Alliances Henrik Dahl er rykket til EU-Parlamentet. Det bliver partikollega Lars-Christian Brask, der overtager posten.
Kathrine Østergaard
RedaktionsassistentLiberal Alliances udenrigsordfører Lars-Christian Brask er mandag 19. august blevet valgt som ny næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Det oplyser Folketinget.
Han skal stå i spidsen for nævnets arbejde sammen med Venstres Michael Aastrup Jensen, der har siddet på formandsposten siden 2022. Nævnet rådgiver regeringen i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Lars-Christian Brask afløser den tidligere næstformand Henrik Dahl (LA), der rykkede til Bruxelles efter EU-valget og dermed blev Liberal Alliances første mandat i Europa-Parlamentet.
Lars-Christian Brask blev valgt ind i Folketinget i 2022. Han blev udenrigsordfører i 2024 og har forinden været erhverv- og indenrigsordfører.