Læren fra Jackson-sagen

ARGUMENTET IMOD at tillade radio og tv i retssale er typisk, at man ikke vil omdanne en retssag til et mediecirkus. Som illustreret af Jackson-sagen er problemet med den argumentation imidlertid, at disse sager under alle omstændigheder bliver mediebegivenheder

Leder i Politiken

KLINET TIL. Sådan sad tusinder af danskere sent mandag aften for at høre dommen i Michael Jackson-sagen, der blev transmitteret live til hele verden. Det var godt tv, elementært spændende på den måde at kunne følge afslutningen på en stor sag uden spin, støj på linjen eller en tilfældig journalists fortolkning. Man kan kun ærgre sig over, at det - modsat i O.J. Simpson-sagen - ikke var tilfældet under resten af retssagen, hvor det ikke var tilladt at optage hverken billeder eller lyd.

Bortset fra selve domsafsigelse var reglerne således ganske som i Danmark, hvor der som udgangspunkt er totalt forbud mod at optage lyd og billeder fra retssale. Og netop derfor er Jackson-sagen en kærkommen anledning til at overveje fornuften i denne uhyre restriktive regel, der ikke just kan siges at leve op til grundlovens højtidelige løfte om at gennemføre »offentlighed i videst muligt omfang« inden for retsvæsnet.(...)

ARGUMENTET IMOD at tillade radio og tv i retssale er typisk, at man ikke vil omdanne en retssag til et mediecirkus. Som illustreret af Jackson-sagen er problemet med den argumentation imidlertid, at disse sager under alle omstændigheder bliver mediebegivenheder. Er en sag spektakulær nok, eller er den tiltalte meget kendt, vil pressen dække den massivt, uanset om der er tv eller radio i selve retssalen. Det gælder også i Danmark, hvad Kurt Thorsen-sagen og Peter Lundin-sagen er eksempler på.

Og det faktum fører til det måske stærkeste argument for at tillade radio og tv i danske domstole, nemlig at det vil fremme kendskabet til dansk strafferet og øge forståelsen for, hvordan domstolene fungerer. (...)

Men, vil skeptikere indvende, det vil jo gøre danske retssager til de rene sæbeoperaer, hvor advokaterne optræder mere for kameraet end for dommerne. Til det er blot at sige, at det er der ingen undersøgelser fra USA, der tyder på. Og at det var præcis den samme klagesang, vi hørte, da man for nogle år siden indførte kameraer i Folketinget. Og som enhver, der har set de daglige transmissioner fra folkestyrets arbejde, vil vide, har kameraerne ikke ligefrem gjort de danske politikere til hverken storslåede retorikere eller rene politiske plattenslagere. Så mon ikke også den tredje statsmagt kunne tåle lidt mere blitzlys uden at gå helt i frø? (...)