Læs Engell-kapitlet "Det rene gangstervælde"

Mit samarbejde med Per Stig Møller kunne ikke betegnes som hverken nært eller varmt. Selv om vi begge havde krydset ind og ud af politik, journalistik, den konservative ungdomsbevægelse og i nogle år havde siddet i regering sammen, sendte Per og jeg ikke på samme frekvenser.

Jeg havde respekt for hans akademiske begavelse og indsigt på det udenrigspolitiske område. Men jeg satte især pris på hans evne til at kunne vurdere politiske sager og forløb ud fra en skæv vinkel.

Per Stig havde sin egen tilgang til problemerne - kunne se og opdage noget, ingen andre så, og var blandt dem i den konservative folketingsgruppe, der havde det bedste greb om de store linjer i det store billede.

Han tænkte strategisk, kunne flette årsager og virkninger ind i nogle lange forløb - indimellem så komplicerede, at han knap selv kunne overse dem. Men han var også speciel. Per Stig brugte ordet »vi«, når han mente »jeg«, og han havde en evne til at tænke i meget lange sætninger og forløb, hvis væsentligste indhold var, at han på et tidspunkt havde tænkt en tanke, undfanget en plan eller ment et eller andet, som ingen andre havde kunnet se, opdage eller finde ud af - og i dag stod vi så i en situation, hvor det viste sig, at alt det, han så vist havde forudset, ganske rigtigt var gået i opfyldelse. Det vakte således en vis forbløffelse, når Per Stig kunne berette om, hvordan han og Helmut Kohl var de to eneste vesteuropæere, der havde forudset Murens fald og kommunismens sammenbrud.

Hans far, den forhenværende finansminister Poul Møller, var den gudbenådede taler, morsom og vidende, en mand, der kunne fange en forsamling. Lis Møller - kendt tv-journalist med stærkt socialt engagement og stift er af Boligfonden for Enlige Mødre - havde to ansigter.

Udadtil det varme, engagerede menneske, indadtil en sammensat person, sine få venners ven og mange fjenders fjende. Lis Møller var, i modsætning til det billede, offentligheden havde af hende, ingen venlig person. Jeg var selv formand for Sundby KU på Amager, mens Lis Møller var opstillet som folketingskandidat. Hun havde aldrig et anerkendende ord til KU'ernes indsats for hendes kandidatur, hun sagde »De« til alle under hendes niveau, selv om det på det tidspunkt for længst var gået af mode. Hun var uden tvivl en dygtig journalist og en stemmetrækkende politiker, men bestemt ikke afholdt i den konservative folketingsgruppe.

I forholdet mellem hende og Poul Møller var der ingen tvivl om, hvem der havde viljen og psyken. Folk, der kendte dem bedre end jeg, hævdede, at Per Stig Møller mest mindede om sin mor - men ellers ikke rigtig om nogen af dem.

På tomandshånd var Per Stig hyggelig, underholdende og begavet - i min tid som partileder holdt jeg af at trække ham ind til en kop te, hvor vi tyggede det politiske billede igennem. Han satte pris på - men anså det også for en både klog og helt naturlig disposition - at jeg tog ham ind til disse personlige samtaler i stedet for bare at give ham ordet i folketingsgruppen.

Per Stig var ikke bare én, der pludselig faldt indenfor på kontoret - og ud over det politiske, havde vi ingen omgang med hinanden. Selv om jeg vidste, at jeg ikke var Per Stigs kandidat til partilederposten - han havde foretrukket Dyremose, Kent Kirk eller endnu bedre sig selv - havde han accepteret situationen, som den var, og jeg betvivler ikke korrektheden i hans udtalelse om, at han anså mig som »sin generations konservative partileder - kommet for at blive«.

Per Stig Møller havde også nogle sider, som gjorde ham til en vanskelig samarbejdspartner. Han blev let fornærmet, havde svært ved at acceptere, hvis andre havde synspunkter - især på hans områder - der ikke passede med hans egne. Han havde et kolossalt temperament og kunne virke noget indebrændt. Ofte drillede jeg ham med, at han måtte lide af forfølgelsesvanvid - han mente hele tiden, at der var skygger omkring ham, der ville ham det ondt.

Per Stig kunne være en underholdende taler, men utrolig nærtagende, når det handlede om ham selv. Da Poul Schlüter ved Per Stigs 50 års fødselsdagsmiddag i august 1992 holdt en morsom, let tale i sædvanlig Schlüter-stil, fortalte han, hvordan Per havde siddet klar ved telefonen den dag, Schlüter ringede for at spørge, om han ville være miljøminister.

»Jeg havde knap fået spurgt ham, før han svarede ja,« sagde Schlüter, som samtidig roste Per for hans indsats som miljøminister.

I sin takketale kastede Per sig imidlertid ganske humorforladt ud i en længere redegørelse om, at han aldeles ikke havde siddet klar ved telefonen, og at han aldeles ikke havde svaret ja til ministerposten lige på stedet.

I det hele taget var der betydelige fejl og mangler i Schlüters fremstilling, som statsministeren blev irettesat for. »Jeg sagde det jo bare for at være venlig over for ham. Jeg huskede ikke alle detaljerne omkring Pers udnævnelse - men det var naturligvis en stor fejl,« sagde Schlüter, da vi nogle dage senere talte om festen.

Som henholdsvis miljø- og justitsminister havde vi ikke haft meget med hinanden at gøre, men engang opstod en sag, der resulterede i et ordentligt sammenstød. Anledningen var, at arkitekten C.F. Hansens magtfulde Domhus på Nytorv i København fra 1805 i 1991 trængte til en grundig istandsættelse og restaurering, et millionprojekt som den daværende retspræsident Niels Bitsch kastede sig over med liv og sjæl.

Den indflydelsesrige og markante dommer var udpræget kunstnerisk interesseret og havde en idé om, at bygningens indre skulle fremstå i markante farver, bl.a. rødt, for at fremhæve den enestående arkitektur og skabe nogle visuelle kontraster. Problemet var bare, at bygningen er fredet i klasse A, og så kan man ikke vælge farver efter egen smag og behag, det kræver kloge instansers godkendelse. Men retspræsidenten var ikke en mand, der ønskede, at ret mange skulle blande sig i, hvordan han indrettede sit Domhus. Derfor blev der malet i rødt på livet løs.

Lige indtil nogle af Miljøstyrelsens medarbejdere kom ind i sagen og straks gjorde alvorlige forestillinger. Der var ballade i luft en. Miljøministeriets folk havde det ikke helt urimelige synspunkt, at lovgivningen også gælder for landets domstole - og Københavns Byret kunne ikke bare male, som man havde lyst til. Omvendt var retspræsidenten ikke særlig indstillet på at lave om på noget som helst. Sagen kom på ministerplan, og Per Stig henvendte sig til mig. Jeg måtte som justitsminister gøre noget - der måtte gribes ind imod ulovlighederne. Jeg sagde til ham, at jeg syntes, vi skulle tage sagen afslappet. Jeg havde i øvrigt selv besøgt Domhuset og syntes godt om farverne, som passede smukt til de romersk-klassiske bygningselementer med den storslåede, noget teatralske iscenesættelse. Farverne var også med til at bryde bygningens højtidelige og dystre funktioner. Så hvad var problemet?

Det synspunkt gjorde ham kun endnu mere ophidset - for nu kunne han konstatere, at selv landets justitsminister var en del af konspirationen sammen med retspræsidenten mod landets lovlige miljømyndigheder.

Det ene ord tog det andet, og Per Stig var fuldstændig uimodtagelig for et kompromis. Det gjorde heller ikke større indtryk, da jeg fortalte ham, at vi faktisk havde brugt et tocifret millionbeløb på at få bygningen malet. Det ville være spild af skatteydernes penge, hvis det hele skulle males over igen - tilmed i en kedelig, hvid farve. Omvendt måtte jeg jo indrømme, at almindelige borgere, der havde bragt sig i samme situation, nok ikke kunne regne med større forståelse - så juridisk havde Per Stig ret. Men jura er trods alt ikke alt ...

Han gjorde det til en prestigesag. »Du er jo fuldstændig ligesom Ninn - to justitsministre, der er ligeglade med lov og orden,« sagde Per Stig, mens han dansede krigsdans. På et tidspunkt blev det for meget, og jeg bad ham om at klappe i: »Hvis du ikke kommer lidt ned på jorden, så vi kan finde en fornuftig løsning, hvor statens penge ikke kastes ud til ingenting, og vi bliver til grin, kan jeg garantere dig for, at du får med mig at bestille. Jeg vil personligt sørge for, at hvert eneste lovforslag, der kommer fra Miljøministeriet og skal godkendes i Justitsministeriets lovafdeling, får en helvedes svær gang på jorden. Den flok jurister fra jungleuniversitetet i Århus, du har ansat i Miljøministeriet, vil få meget svært ved at skyde igennem det,« sagde jeg - lige lovlig kæphøj. Den muntre trussel gjorde kun Per endnu mere ophidset: »Nu truer du mig også. Det er jo fuldstændig vanvittigt, hvad man skal opleve. Det er det rene gangstervælde,« sagde han, men begyndte dog nu langsomt at fatte komikken.

Det hele endte med, at vi i mindelighed nåede en løsning, som begge parter kunne leve med: Næste gang, Domhuset skulle males, ville fredningsmyndighederne blive kontaktet og loven naturligvis fuldt ud respekteret.

For Per Stig var det imidlertid ikke tilstrækkeligt, at han og jeg havde en mundtlig aftale. Den skulle nedfældes på et dokument, som skulle lægges i arkiverne af hensyn til eftertiden. Han var ikke sikker på, at vores aftale ville blive efterlevet i år 2100, medmindre den lå på skrift. Og det gør den så.

Per Stig var meget let at drille, og han kunne længe efter vende tilbage til sagen. Var der de mindste problemer med hans lovforslag, mente han straks, at jeg som den onde mand var med til at gøre livet besværligt for ham på grund af de forkerte farver på Nytorv.

I samme båd - med lydisoleret dør
Med valget af Per Stig Møller havde partiet for første gang fået en politisk leder, som ikke blot var praktiserende parlamentariker, men også færdedes hjemmevant i den politiske idéhistorie. Per Stig havde beskæftiget sig meget med tanker om, hvad den moderne konservatisme var for noget - eller måske snarere om, hvad den burde være. Hans seneste bog fra 1996, Den naturlige Orden, skildrede den politiskfilosofiske tænkning i England og Frankrig i midten af 1700-tallet. Det var en meget lærd sag om etiske forpligtelser i forhold til ideologi, om universalisme, integrationen og politisk kultur. Sammenfattende skrev Per Stig, at det i grunden drejede sig om sund fornuft, moden tvivl og balance.

Som de konservatives politiske leder ville han nu få rig mulighed for at demonstrere, hvordan sund fornuft, moden tvivl og balance kunne udfolde sig på Christiansborg.

Men som flere pegede på: Politisk teori er én ting - den politiske virkelighed kan somme tider være noget andet. Fra starten blev vort samarbejde præget af skepsis, men også en oplevelse af, at vi havde et skæbnefællesskab. Per sagde meget direkte til mig, at hvis dette ikke lykkedes, måtte jeg være indstillet på, at faldt han, så trak han mig med. Det løfte holdt han.

Jeg var helt uden illusioner. Sagde til Per, at jeg ikke var mere naiv, end at hvis tingene ikke fungerede, ville det være mig, der ville få ansvaret. Til gengæld måtte det være en forudsætning, at vi kunne stole på hinanden. Selv om han var partileder, forventede jeg at blive inddraget i beslutningerne og også være en del af den politiske debat i ledelsen.

Det var begges ansvar, at tingene kunne fungere. Vi var i samme båd. Dagen efter flyttede Per ind på det kontor ved siden af mit, der tidligere havde været gruppesekretariat. Der var en dør imellem de to kontorer - som straks blev lukket og låst.

Per tilkaldte håndværkere, som fik besked på at opsætte lydisolerende plader, så jeg ikke kunne lytte til, hvad der foregik på hans kontor. Det tegnede hyggeligt.

Selv om ledelsen var nået til enighed, var det ikke ensbetydende med folketingsgruppens accept. Adskillige medlemmer forkastede kompromiset - men med forskellige motiver og tilgange. Kai Dige Bach foreslog Torben Rechendorff som gruppeformand. Helge Adam Møller troede heller ikke på modellen - selv om »denne løsning er den eneste, der kan samle hele gruppen«. H.P. Clausen udtalte skepsis - »kompromiser løser ingen ledelsesproblemer«. Anne Birgitte Lundholt fastslog, at det udenrigspolitiske ordførerskab ikke var groet i hendes have. »Om tingene vil lykkes, må afhænge af samarbejdet med Per Stig Møller.« Hun var på urimelig vis blevet offentligt udstillet. »Jeg advarer mod den form.

Det mest ubehagelige har været, at nogle har følt behov for at føre en ren nedrakningskampagne vendt mod mig som person. Det har jeg klart sagt til de pågældende, at jeg både er rasende og skuffet over - men jeg er ikke til sinds at give igen af samme skuffe.«

Ved sit første pressemøde på Christiansborg lagde Per Stig Møller vægt på, at han havde været helt enig i min politiske kurs, og at lederskift et ikke betød ændringer i linjen. Men mindre end et døgn efter at være blevet udnævnt til ny leder lancerede han dog et opgør med mit udspil i EU-debatten om at sammenkæde en folkeafstemning om den kommende EU-traktat med en ophævelse af det retlige forbehold. Han lagde sig på samme linje som Schlüter og Kent Kirk, og udtalelsen blev i medierne udlagt som et eksempel på, »at der stadig er dybe spændinger blandt de konservative topfolk efter lederskiftet«.

Jeg betragtede derimod Per Stigs udtalelse som naturlig i forlængelse af den debat, vi havde haft internt, så her var en god mulighed for i praksis at vise, at jeg var i stand til at respektere, at det nu var Per Stig Møller, der lagde den politiske linje. De journalister, der havde regnet med, at jeg ville lægge luft til Per Stig, blev snydt: »Jeg står fuldstændig bag Per Stig Møllers udtalelse. Uanset jeg selv tidligere har haft ideer om andre muligheder, er det Per Stig, der udtrykker Det konservative Folkepartis opfattelse - og den står jeg bag. Punktum, basta og slut.«

Lederskift et havde mange konsekvenser - også for den måde, hvorpå medlemmerne var placeret i Folketingssalen. Som partileder havde jeg siddet på forreste række i den konservative blok, hvor der var to pladser - til gruppeformand og politisk ordfører. Derefter sad gruppens medlemmer i anciennitetsmæssig rækkefølge med de yngste bagerst. Nu flyttede Per Stig Møller frem på første række til venstre, mens jeg rykkede en plads til højre for at symbolisere, at der hos de konservative var sket et lederskifte.

Et af de allersværeste øjeblikke i det tunge forløb efter betonklodsen var, da jeg torsdag efter lederskift et skulle deltage i de sædvanlige afstemninger.

Den dag er traditionelt »store stemmedag« på Christiansborg. Jeg vidste med mig selv, at det var helt afgørende, at jeg psykisk havde styrke nok til at møde op i den ret velbesøgte Folketingssal netop den dag.

Jeg var nødt til at møde den omverden, der ikke kun bestod af konservative partifæller og venligtsindede journalister.

Jeg tog mit pæneste tøj på, nypudsede sko og et nyt slips - folk var søde og venlige, men det var tydeligt, at mange ikke rigtig vidste, hvad de skulle sige. Folketinget er dog heldigvis en professionel arbejdsplads, og tingene kørte, som de plejede. Det var nok mest inde i mig selv, jeg fornemmede uroen og usikkerheden. Marianne Jelved, der som økonomiminister sad på første række på regeringsbænken lige over for, fortalte mig senere, at hun næsten ikke havde kunnet holde ud at kigge på mig den dag. »Du så simpelthen så ked ud af det og nedbøjet. Jeg fik en klump i halsen.«

Men jeg forsøgte at hive mig selv op med hårene og mødte i de følgende dage med vilje op til langt flere møder og afstemninger i Folketingssalen end under normale omstændigheder - og altid i det stiveste puds, mine pæneste habitter, dyreste slips og nypudsede sko. Jeg tror, at det var en måde psykisk at forsøge at genvinde selvrespekten. Min måde at vende tilbage til en normal tilværelse - og et politisk arbejde - på. Hvis jeg valgte at krybe langs panelerne og holde mig skjult for folk, kunne jeg lige så godt pakke sammen og forlade politik. Der måtte simpelthen mobiliseres overskud - jeg tror, det lykkedes nogenlunde.

Jeg begyndte selv at kunne grine med, når Politikens ATS-bagside i én uendelighed ironiserede over betonklodsen, og jeg var afklaret om, at den fatale nat for resten af livet ville være en del af min identitet, som jeg hele tiden ville blive mindet om. Betonklodsen var blevet en del af mit liv - og har været det lige siden. Du er ikke alene ...

Det væltede ind med breve. Mange af dem indeholdt opfordringer til, at jeg meldte mig ind i en eller anden kristen forening for omvendte syndere eller mystiske behandlingsorganisationer, og selvfølgelig var der mange, der mente, at spiritus var roden til alt ondt i denne verden - jeg burde nu træde i karakter og stille mig i spidsen for et korstog mod alkohol.

Mange hundrede for mig helt ukendte mennesker fra hele landet sendte de sødeste og mest varme breve: blomsterhilsner, broderier, bøger, digte og tegninger - det varmede kolossalt. »Du er ikke alene,« som én skrev.

Fra Christiansborg kom der mange hilsner, som gjorde særlig godt.

Jeg var naturligvis klar over, at mine politiske kolleger syntes, det var en utrolig dumhed, jeg havde begået - på den arbejdsplads kender alle vilkårene - men hilsnerne var renset for kritik, bedreviden og moraliseren.

Jeg skulle bare vide, at de tænkte på mig. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sendte allerede dagen efter en hilsen: »Det var en hård storm, du kom ud i! Jeg fornemmer også de selvbebrejdelser, man gør sig - det kender jeg godt. Husk: Det går over!« Undervisningsminister Ole Vig Jensen beklagede og udtrykte megen medfølelse, fordi »du har måttet forlade en post, som vi her i familien ved fyldte dit liv, og hvor vi respekterede din måde at håndtere den på. Der er fortsat brug for dig som en central figur i dansk politik.« Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen, hvis mand lå for døden, sendte fra hospitalet kærlige hilsner og mindede om, hvad Kennedys mor havde sagt, da Robert Kennedy blev skudt: »Gud pålægger ikke mennesker større byrder, end de kan bære. Det må vi tænke over.«

Svend Auken - miljøministeren, der bestemt ikke skyldte mig noget - havde også overskud: »Jeg skriver til dig for at fortælle, at du har mange venner og kolleger, der tænker på dig i denne vanskelige situation. Uanset alt skal du vide, at du har vores fulde sympati.« CD's formand Mimi Jakobsen ramte hovedet på sømmet, da hun skrev: »Man holder aldrig op med at blive rystet over, hvor hurtigt og brutalt tingene skift er i politik.«

Min gamle modspiller på det retspolitiske område, Fremskridtspartiets Knud Lind, skrev morsomt: »Jeg føler mig en lille smule medskyldig i din ulykke, idet jeg under en frokost i Strasbourg spåede Per Stig Møller, at han ville blive en stor mand i dansk politik. Jeg havde dog ikke mulighed for at forudse, at det var en betonklods på Helsingør-motorvejen, som skulle give Møller det endelige ryk op ad stigen.«

SF's Holger K. Nielsen var på mine vegne optimist. »Så vidt jeg fornemmer, kommer du hurtigt op igen.«

Uffe Ellemann-Jensen viste det format og overskud, han også besidder, da han i et personligt brev mindede om ordene i Njals Saga, hvor der står: »Vi skal dømmes efter de strengeste moralske normer.« Uffe nævnte, at der ikke blev sagt »beklagende, men med stolthed«: »Sådan gælder det også for os. Vi ved det, og vi er stolte over det, selv om det gør ondt, når vi så rammes af det.« Han fortalte, at han havde hørt om sagen torsdag aften i Tallinn. »Jeg blev dybt berørt, for en af mine første tanker var: Hans har haft en hæslig onsdag og med den kniv, han har fået i ryggen, trængte han nok til at give ekstra los i venners lag! Sådan en situation kender de fleste ... Det gør mig derfor særlig ondt for dig - og jeg håber, du vil finde styrke til at komme igennem den svære tid, der ligger foran dig. Forhåbentlig kan du finde trøst i Njals ord.« Uffe havde naturligvis også fulgt debatten i medierne mellem mig og Schlüter - så han vidste, hvad han talte om.

Anders Fogh Rasmussen sendte varme, forstående hilsner - og sådan var det hele vejen rundt lige til Inge Sørensen fra Inges kattehjem i Glostrup - min elskede kat Berthas barndomshjem - som sendte hilsner fra Kattehjemmet »fra både mennesker og katte«. Fra byggematadoren Kurt Thorsen kom en stor buket blomster og en hilsen, hvor han mindede om, »at det er i modgang, mændene skilles fra drengene«.

Fra min gamle chef Poul Schlüter hørte jeg ikke et ord. Det kom nu ikke bag på mig. Han syntes sikkert, at min handling lå hinsides det, han ønskede at have nogen mening om. Og hans manglende evne til at vise medfølelse over for andre i stort set ligegyldigt hvilke situationer, de befandt sig, havde jeg efter mange års samarbejde med ham kun alt for godt kendskab til. Schlüter havde mange gode sider og var på mange måder et følelsesmenneske, der også kunne få tårer i øjnene - men politiske kollegers og medarbejderes personlige forhold var ikke noget, han regelmæssigt beskæftigede sig med.

Heller ikke i de efterfølgende år nævnte Schlüter sagen fra Helsingørmotorvejen med et ord, når vi var sammen.