Debat

Mikkelsen mod mediepluralisme.

LEDERKONCENTRAT: Koncentrat af lederen "Tv-overvågning - Kulturkampen er blevet til et tv-show." i Politiken 22/6 2005. Mediepluralismen er blevet trængt i baggrunden under VK-regeringen. Brian Mikkelsen fortsætter sin angreb på de danske public service-kanaler.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Under VK-regeringen er begreber som alsidighed og pluralisme efterhånden degenereret til rigide krav om, at medlemmer af bl.a. Dansk Folkeparti skal inviteres i studiet, når der står underholdning på programmet

Leder i Politiken
SOM EN GAMMEL japansk krigsveteran, der stadig holder fanen højt svævende over en besat ø i Stillehavet, fortsætter kulturminister Brian Mikkelsen (K) ufortrødent sin kulturkrigeriske robinsonade.

Endnu en gang forsøger han at sætte det afgørende angreb ind mod de danske public service-kanaler, DR og TV 2, som han hele tiden har haft under mistanke for at propagandere for pacifisme, rundkredspædagogik, samtalekøkkener og andre samfundsomstyrtende ideer.(...)

Men ærligt talt: De to tv-stationer er vel ikke ligefrem ved at udvikle sig til æterbårne reinkarnationer af den kommunistiske avis Land og Folk? Man kan med rette kritisere kanalernes nyhedsdækning for at være letbenet, billedbundet og ukritisk. Men de danske tv-nyheder kan altså ikke klandres for systematisk at skævvride virkeligheden eller opgejle til revolution. Hertil er tv-nyhederne mildest talt alt for tandløse.

Når kulturministeren glædes over, at tv-nyhederne skal finkæmmes, aner man en ubehagelig skjult dagsorden; et forsøg på at kanøfle kanalerne til fremover at lave en endnu mere håndsky tv-nyhedsdækning.(...)

Frygten kan bestemt ikke afvises som ren paranoia. Kulturministerens selvbestaltede tv-show i de senere år - med fyringerne af TV 2-direktør Cristina Lage og DR's generaldirektør Christian Nissen som de mest grelle episoder - har efterladt indtrykket af en regering, som målrettet forsøger at detailregulere de offentlige kulturinstitutioner.

Under VK-regeringen er begreber som alsidighed og pluralisme efterhånden degenereret til rigide krav om, at medlemmer af bl.a. Dansk Folkeparti skal inviteres i studiet, når der står underholdning på programmet. Uanset hvor kedelige og ligegyldige de måtte være.

Mediepluralisme handler imidlertid om det stik modsatte: at tv-stationerne får lov til at forvalte sig selv, uafhængigt af partipolitiske ønsker. Det vil den nye undersøgelse dog næppe bidrage til. Hvis regeringen vil have større alsidighed, bør den i stedet holde fingrene langt væk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024