Problemet med Løkke er, at hans sejre og nederlag altid kommer hulter til bulter

”Afskaffelse af regionerne”, svarede jeg. Det var en sag, vi havde kørt på i LA. Især efter Venstre og Løkke havde synspunkt.

De konservative mente det samme som os, så det var op til Løkke om sagen kunne flyve. Dét kunne den.

Men det blev ikke uden sværdslag. Efter uendelige forhandlinger i et til lejligheden nedsat regeringsudvalg med statsminister Løkke for bordenden, kom VLAK-regeringen frem til et sindrigt forslag med én national sundhedsbestyrelse, fem sundhedsforvaltninger og hele 21 sundhedsfællesskaber. Og altså ingen regioner.

Begejstringen i Venstres bagland var til at overse. Især den nuværende økonomiminister Stephanie Lose, der dengang huserede som regionsrådsformand i Syddanmark, var imod.

Der findes baggårdskatte, der er misundelige på, hvor mange politiske liv dén mand har. Jeg er efterhånden i tvivl, hvor mange katteliv, der egentligt går på et Løkkeliv.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Og Løkke havde i det hele taget ikke styr på sit parti. Selv da vi som regering indgik en aftale med Dansk Folkeparti om at afskaffe regionerne talte – især det jyske – bagland højlydt imod.

Løkke forklarede ofte til Venstrefolk, der beklagede sig over, at partiet nu igen var imod regionerne, at det var et synspunkt, han havde (gen-)indtaget for at sikre regeringens overlevelse. Og det var jo ikke helt forkert, men måske heller ikke helt rigtigt. Klassisk Løkke.

Igen tabte Løkke så regeringsmagten i 2019 og atter overlevede de forkætrede regioner.

Her kunne historien måske være sluttet, men Løkke forlod som bekendt Venstre og dannede Moderaterne, der som et af sine slagnumre havde regionernes afskaffelse.

De regioner Løkke havde indført, forsøgt at afskaffe, atter havde været tilhænger af, før han så blev presset til at slå dem ihjel. Og så er vi langt om længe fremme ved en pointe: Løkke har haft alle synspunkter i forhold til regionerne. Så om det ligefrem er et nederlag, at de ikke bliver afskaffet, er vel et åbent spørgsmål.

Selv hvis vi antager, at han ønsker dem afskaffet, og det tror jeg faktisk på, er nederlaget ikke så sikkert. For hvad gør man i stedet?

Man laver en bulimisk mastodontregion øst for Storebælt ved at slå Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen. Med det udtrykte formål at øge ligheden i sundhed aka skabe dårligere forhold for borgerne i det nuværende Region Hovedstaden.

Samtidig hugger man antallet af regionsrådsmedlemmer ned andre steder. Det bliver især svært for en række mindre partier at komme i Region Nordjylland, der fortsætter som miniputregion.

Dertil kommer, at det meste af kompetencen bliver flyttet over til 17 nye Sundhedsråd. Og selv om det lyder som noget med grove grøntsager og løbeture, så er det et nyt bestemmende lag, hvor man blander de kommunale og regionale repræsentanter. 

Mon regionerne har mange tilhængere om ti år? Jeg tror et næppe. Og det er måske Løkkes bagtanke. Han er ofte et træk længere fremme end alle andre.

I øvrigt er udspillet generelt blevet godt modtaget. Det er som om, der er en vilje til og en tro på, at det skal blive bedre for borgerne.

Løkkes hjertesag er dermed blevet allemandseje og en af regeringens få store succeser efter snart to år. Og havde det ikke været for uroen om Moderaternes sekretariat, havde det måske også været en sag, der kunne hjælpe regeringen tilbage på sporet.

For Lars Løkke går disse dage og uger dog ikke med noget, men med nogen. Mere end hver fjerde medarbejder hos Moderaterne er ikke længere ansat, og hverken Løkke eller partiet fremstår som nogle, der har styr på sagerne. Kan man overlade landet styrelse til de folk?

Partiet bliver nærmest dømt ude. Men, men, men… Det er Lars Løkke, vi taler om. Der findes baggårdskatte, der er misundelige på, hvor mange politiske liv dén mand har. Jeg er efterhånden i tvivl, hvor mange katteliv, der egentligt går på et Løkkeliv.

Mens det hele brænder på, opdaterer han lige sine sociale medier med et billede fra flyet, hvor han kan fortælle sine følgere, at han er på vej til FN’s generalforsamling i New York.

Han arbejder ufortrødent videre. Ved voksenbordet. I det højere luftlag, mens pressen og netkrigerne må tage sig af omsorgen for nuværende og tidligere sekretariatsansatte hos Moderaterne, der måtte være utilfredse med lugten i bageriet.

Her skal der laves politik, og der er stort set ikke dén krigsskadeomkostning Lars Løkke ikke er parat til tage, hvis det passer ind i hans langsigtede politiske overlevelsesstrategi.

Mange siger, at det bare handler om at forlænge Lars Løkkes karriere. Det gør det selvfølgelig også. Men Løkke er overbevist om egne evner, når det kommer til politik, og det er vel ikke helt unfair at sige, at han har noget at have det i.

Problemet med Løkke er bare, at sejre og nederlag altid kommer hulter til bulter. Som jeg skrev i indledning til en bog om tiden med V- og VLAK-regeringerne ”Når Løkke er god, er han bedre end det bedste. Når Løkke er dårlig, er han værre end de værste”.

Sådan har det jo, og sådan har det altid været. Nu må hans partifæller i Moderaterne bare lukke øjnene håbe, at de får rystet sagen af sig, og Løkke i valgkampen atter viser sig fra sin bedste side.

De har intet andet valg. For han er med et udtryk fra det svenske socialdemokrati: HSB. Ham Som Bestemmer.

Uden Løkke, intet parti.